Del 28 – Sorgens indflydelse på vores parforhold
Jeg har til hensigt at fortælle min oplevelse af, hvordan sorgen har fået betydning for hvordan Andreas og mit parforhold har formet sig efter vi mistede Vilja. Jeg vil derfor ud fra mit ståsted, først beskrive vores forhold inden vi blev forældre og derefter fortælle om sorgens indflydelse på mig og hvilken betydning det har fået for os som par.
Andreas og jeg har kendt hinanden i mere end syv år og vi har været gift i et halvandet år. Vi har fra starten af vores forhold haft en god forståelse for hinandens og egne behov. Vi har altid værnet om at give hinanden plads og vi har begge sat pris på vores forskelligheder. Vores forhold har altid været solidt og kærligt, på trods af at vi har oplevet mange uforudsete og uønskede prøvelser. Men aldrig i vores vildeste fantasi havde vi forestillet os, hvilken ulykkelig tragedie vi skulle ende med at stå i den aften vandet gik og Vilja skulle komme til verden. Natten i januar 2019, hvor vi mistede Vilja, ændrede vores liv for altid!
Otte dage efter Viljas fødsel mødte Andreas og jeg op til en aftalt tid hos vores egen læge. Jeg mindes at vores læge havde et alvorligt udtryk, da hun kaldte os ind til samtale. Da jeg kom hen imod hende omfavnede hun mig medfølende og sagde til os, at det gjorde hende så ondt at vi havde mistet vores lille pige.
Jeg mærkede hvordan tårerne pressede sig på, så jeg skyndte mig væk fra venteværelset og ind i hendes konsultationsrum.
Jeg græd under det meste af samtalen og det eneste jeg bemærkede hun sagde var, at noget af det vigtigste vi skulle huske var at bearbejde chokket og sorgen sammen, fordi vi kunne risikere også at miste hinanden i den ubarmhjertige proces.
Selvom lægens ord brændte sig fast i min hukommelse var det uoverkommeligt for mig, at tage ansvaret på mig. Jeg var i et levende helvede! Jeg kunne ikke holde ud at være alene, men jeg kunne heller ikke holde ud at være i nærheden af nogen – hvis jeg var “nødt til” at være sammen med nogen, så var det kun Andreas jeg ville være sammen med. Jeg lukkede af for selv vores nærmeste familie, fordi jeg ikke kunne rumme nogen. Jeg var ramt at den mest intense psykiske smerte, som var langt mere smertefuld end nogen form for fysisk smerte jeg før havde prøvet. Jeg var så ulykkelig og lammet af chok, som ingen pille i verden kunne fjerne eller lindre, heller ingen ord kunne trøste mig eller fjerne smerten over tabet af Vilja.
Den første måned lå jeg enten i min seng eller sad i vores sofa og stirrede ud i luften, mens tårerne konstant trillede ned af mine kinder. Jeg oplevede at min krop skreg efter Vilja og det gjorde mit savn til hende endnu mere intens. Sorgen over Viljas død slukkede for en lang periode min lyst og evne til at se meningen med livet. Både Andreas og jeg var i chok og sorgen havde lagt en markant dæmper på hans normalt positive sind, som jeg altid havde beundret ham for at have.
Ingen af os var os selv længere, men alligevel viste Andreas sig at være stærk for os begge to. Han begyndte en umenneskelig kamp for at holde sig selv og mig oven vande, for jeg var ærligt talt ligeglad med det hele – Vilja var død og jeg ønskede kun at være sammen med hende.
Efter den første måned begyndte jeg at få behov for at søge andre, der oplevede samme sorg og som jeg håbede kunne forstå mine følelser. Jeg begyndte derfor som det første skridt, at starte til efterfødselsgymnastik med andre kvinder, der også havde mistet.
Andreas bakkede mig hurtigt op i alt, som jeg tog det mindste initiativ til. Han brokkede sig ikke på noget tidspunkt eller satte sig imod, hvis der var noget jeg ønskede. Det resulterede i, at Andreas og jeg deltog i Landsforeningen Spædbarnsdøds sorgseminar, vi begyndte at gå til psykolog sammen og vi startede i en af Landsforeningens sorggrupper. Han var på alle måder den dejligste mand!
Desværre gik der måneder før jeg fik øje på, at jeg svigtede ham ved at være “ligeglad” med at kæmpe mig tilbage til noget, der mindede om et liv.
Mens tiden gik kom sorgen i bølger – nogle dage følte jeg tomhed og andre dage følte jeg den gennemborende smerte. Andreas kæmpede fortsat med at aflæse mit svingende humør, som betød at han blev mødt af en kæmpe vrede eller ulykkelig gråd, de gange hvor jeg ikke kunne håndtere mine følelser. Jeg kunne blive vred på ham, hvis jeg følte at han ikke sørgede på den måde, som jeg tænkte at han skulle. Jeg blev ofte ked af det, da jeg bagefter forstod, at jeg ikke anerkendte hans måde at sørge på. Nogle gange drev mine følelser os begge så langt ud til kanten, at vi kunne ende med at bokse på møblerne eller græde i hinandens arme. Jeg pressede os begge til det yderste, fordi jeg var fanget i et mørke som jeg ikke kunne slippe ud af, og det tog lang tid for os begge at finde en vej.
Alligevel blev jeg klar over, at Andreas mærkede min smerte og smerten var også hans. Derfor blev han på sin måde mit talerør de første mange måneder efter tabet af Vilja – han var den der var tættest på, at forstå og føle den samme sorg som mig. Han havde jo også mistet sin elskede datter, men hans måde at tackle sorgen på var anderledes og mere indadvendt end min meget ekspressive måde!
Jeg ved ikke helt hvornår vi begyndte at træde ud af mørket, men jeg mindes at der efter et halvt års tid begyndte at komme lysere dage. Det var muligvis pga. at jeg havde været nødt til at bearbejde chokket før at jeg kunne skabe en mere bevidst kontakt til mine følelser. Jeg begyndte at kunne rumme andre mennesker igen, hvilket nok skyldes, at Andreas havde formået at give mig den plads og tid jeg havde brug for.
Han fortalte mig at hans frygt for også miste mig havde overskygget hans egne behov – hans behov var at have mig hos sig. Jeg skammede mig med det samme over at jeg havde fyldt så meget det første halve års tid, men så tog han kærligt min hånd og klemte den blidt i sin. Han forklarede mig at han havde plads til at sørge over Vilja. Selv alle de gange jeg havde konfronteret ham med sin indadvendte adfærd havde jeg hjulpet ham til at give slip og være i følelserne sammen med mig.
På en måde forstod jeg at han havde nået en erkendelse af vores datters død, før jeg havde været i stand til det. Det gik op for mig at hans kamp for at passe på mig skyldtes at han havde brug for at vi var sammen om sorgen og holde vores løfte til Vilja og hinanden om at leve livet til ære for hende. Hans behov var at møde mig, så vi sammen kunne værne om vores datters minde og give hende kærlighed i fællesskab. Han havde i lang tid vist overskud til at sætte mine behov først, så jeg kunne være sørgende mor for mit englebarn, men også for at jeg kunne komme “tilbage” og være hans kone igen.
Jeg ser nu, at Andreas forhindrede os i at drukne i meningsløsheden over tabet af vores elskede Vilja. Han hjalp mig til at huske på lægens ord og vores eget løfte om, at vi sammen skulle finde en ny måde at leve på både som forældre og som par. Han mindede mig om at sorgen ikke kun er et udtryk for smerte, men også et udtryk for den kæmpe store kærlighed vi har til vores engel. Han støttede mig i at genfinde det betydningsfulde i, at vi ikke kun er forældre til vores smukke datter. Han og jeg var OGSÅ mand og kone i et forhold, som altid ville være vigtigt at pleje for at holde i balance. Han kunne have valgt at trække sig væk fra mig, som jeg i en lang periode gjorde fra ham og alle andre ved at lukke mig inde i min egen sorgboble. Men han blev ved min side og der var ikke en eneste gang, hvor han bebrejdede mig noget. Heller ikke alle de gange, hvor jeg lod min smerte ramme ham så voldsomt, at han nok selv var ved at knække – han formåede at være stærk og det er jeg ham evigt taknemmelig for!
Hans tålmodighed, omsorg og kærlighed har bragt balance tilbage i vores forhold, hvor vi stadig har gjort plads til Vilja i vores hjerter!
Læs videre i Del 29 – Hvordan har vores pårørende støttet os?, som vil kunne læses d. 02.04.20
Er jeg mor nu? 