Del 32 – Vimse skal være storesøster
I juli måned følte jeg mig klar til at tage et nyt skridt i håbet om et fremtidigt liv. Et liv hvor Vilja ikke alene ville følge med mig i hjertet, men hvor der også kunne være plads til lidt glæde. Det skulle være et nyt skridt som Andreas og jeg skulle være enige om, for at vi ville kunne opnå den bedst mulige måde at komme fremad sammen. Vi var begge blevet klar til at arbejde hen imod en familieforøgelse – vi ville prøve at give vores elskede Vimse en søskende.
Jeg turde ikke fortælle om det til familie eller venner, fordi jeg ikke turde at miste den smule kontrol jeg følte at jeg havde. Hvis ingen vidste at vi ville begynde at prøve igen, så ville folk forhåbentlig ikke stille spørgsmål. Jeg kunne mærke at jeg havde brug for ro til at finde mig til rette med Andreas og min fælles beslutning.
Desværre gik det ikke så nemt, som vi havde håbet på. Jeg vidste selvfølgelig at jeg ikke kunne regne med, at jeg bare ville blive gravid igen med det samme. Jeg manglede min ene æggeleder grundet en graviditet før Vilja, hvilket reducerede vores chance for en ny graviditet. Samtidig vidste Andreas og jeg at sorgen stadig spillede en afgørende rolle i forhold til vores psykiske tilstand – vi kæmpede stadig med den enorme stressfaktor at vi begge havde fået knust vores hjerter. Det ville aldrig hele helt, men vi håbede begge at beslutningen om endnu et ønsket barn ville bringe os fremad.
Måske ville det føre os væk fra overlevelsestilstanden som vi, og særligt jeg, stadig delvist befandt os/mig i. Selvom vi forsøgte at være fornuftige var vi nødt til at væbne os med tålmodighed og særligt jeg skulle finde evnen til at tro på fremtiden, hvilket ikke var særligt nemt eller lige til på daværende tidspunkt.
De første tre måneder gik og der skete ingenting og jeg balancerede på en knivspids i forhold til at opretholde et nogenlunde harmonisk samarbejde med min krop. Jeg var så ked af det – ikke nok med at jeg følte at min krop havde svigtet Vilja, så følte jeg også at den svigtede i forhold til at blive gravid igen.
Kun Andreas kendte til min dobbeltsidige smerte, og han mærkede den på sin måde også selv. Spekulationerne begyndte så småt at hobe sig op – var der nu noget fysisk galt med os?
Andreas og jeg besluttede os derfor at tale med vores læge om forskellige muligheder og hun støttede os ved at lave en henvisning til en specialist, som vi kunne spørge til råds.
Jeg følte et lille håb da vi fik en håndsrækning til at undersøge om der var nye faktorer, som forårsagede at der “stadig” ikke var sket noget. Vi vidste godt at tre måneder ikke var lang tid at prøve, men vi havde ikke brug for flere uforudsete tragedier. Det var allerede umenneskeligt at stå med sorgen over at vi mistede Vilja – vi havde sådan brug for lidt medgang.
Vi gennemgik en mindre udredning de følgende to måneder, hvor vi fik undersøgt vores sundhed og helbred. Alt så ud som det skulle, men det var som om at det først satte skub i forløbet, at få afklaret at min tilbageværende æggeleder stadig fungerede som den skulle. Efter undersøgelsen skete der nemlig det, at jeg var blevet gravid! Pludselig stod jeg der med en graviditetstest i hånden og jeg kunne nærmest ikke fatte at den virkelig viste to streger – den var POSITIV!
Andreas og min første reaktion var glædestårer, fordi det var lykkedes os. Glæden blev hurtigt efterfulgt af frygt, fordi vi vidste at der ingen garantier var for at det lille frø i min mave ville spire som det skulle? Selv hvis det gjorde, så havde vi oplevet at vores sunde og raske Vilja på uforklarlig vis døde ved fødslen – den naive tro på et glædeligt resultat havde døden taget fra os.
Det var 10 måneders tid siden vi mistede Vilja og der stod vi med et lille spinkelt håb om at hun nu skulle have titlen som storesøster til vores andet barn, men turde vi tro på noget?
Andreas og jeg aftalte derfor en tid hos min gynækolog for at få en tidlig skanning, vi havde brug for bare en smule ro i sindet.
Vi blev kaldt ind i konsultationsrummet og da jeg lagde mig på briksen tog Andreas min hånd i sin. Vi kiggede begge tavse på skærmen, da skanneren begyndte at søge efter tegn på et kommende liv. Og så lige pludselig så vi på skærmen at der ganske rigtigt lå et lille fnug med et tydeligt hjerteblink, som forputtede sig i min mave.
Andreas gav min hånd et klem og kyssede den, da vi kiggede ind i hinandens blanke øjne – der var altså håb om en søskende til Vilja! Et håb om mere kærlighed i fremtiden – både til Vilja og vores kommende lille barn!
Læs videre i Del 33 – Det videre forløb, som vil kunne læses d. 28.05.20
Er jeg mor nu? 