Del 31 – Gravid igen – Tør vi?
De første måneder efter vi mistede Vilja bad jeg hver aften om, at jeg ville vågne op af dette mareridt og have Vilja i mine arme igen – intet ønskede jeg højere!
Jeg kunne ikke forestille mig at jeg nogensinde ville komme fremad uden Vilja og min kærlighed til hende føltes stærkere end alt andet, så smerten ville kun kunne forsvinde hvis hendes død var et mareridt der havde en ende.
Jeg følte en uerstattelig kærlighed til hende, som betød at min sorg aldrig ville kunne forsvinde, fordi ingen kunne træde i hendes sted – jeg savnede hende så meget at smerten gennemborede mit hjerte!
Både Andreas og vores pårørende gav mig plads til at sørge, men selvfølgelig var både han og vores pårørende interesserede i at vide hvor jeg stod i forhold til fremtiden. Jeg kunne slet ikke se nogen fremtid og da jeg en sjælden gang eller to blev spurgt om jeg kunne overveje at blive gravide igen, svarede mit forpinte hjerte – jeg ville ikke bede om flere børn, hvis jeg kunne få Vilja tilbage for det er det eneste jeg ønsker!
Hvis jeg kunne få hende tilbage ville jeg aldrig bede om mere, sådan havde jeg det virkelig indeni – jeg følte ikke længere glæde, kun sorg og smerte.
Månederne gik bare uden at jeg rigtig kunne forholde mig til tiden der forsvandt, fordi jeg befandt mig i min egen sorgboble.
Andreas formåede dog lidt efter lidt at prikke hul i min boble med sin tålmodighed og kærlige omsorg, så vi langsomt kunne finde en måde at mærke livet igen – sammen.
Han fik åbnet en dør ind til min dvale, så jeg igen så småt turde tale om fremtiden. Hvor stod han? Hvor stod jeg?
En dag talte vi åbent om vores tanker og jeg fortalte, hvor rådvild og bange jeg var for at Vilja ville blive glemt, hvis vi igen prøvede at leve vores liv. Han lagde sine arme om mig, så jeg kunne mærke en genkendelig tryghed, idet han svarede mig; at vi aldrig nogensinde ville glemme Vilja, fordi hun altid ville være vores højt ønskede datter, som vi aldrig ville stoppe med at elske eller savne!
Ligesom i mange andre sammenhænge, hvor smerten tyngede mig, havde jeg endnu engang brug for at mindes vores løfte til hinanden og Vilja – vi ville kæmpe os tilbage til livet og leve det for hende og med hende i vores hjerter.
Vi talte videre om hvilket liv vi gerne ville prøve at genskabe sammen, som en familie med et særligt kærlighedsbånd. Andreas forklarede, at han stadig ønskede at give Vilja søskende, der ville blive en del af den kærlighed vi delte som familie.
Jeg spurgte ham om han ville gå fra mig, hvis jeg ikke turde blive gravid igen?
Han mødte mig i mine følelser og svarede at han håbede at jeg på et tidspunkt turde prøve, men at han aldrig ville forlade det vi har sammen uanset om vi ville få flere børn end Vilja eller ej.
Vi snakkede også om adoption, som han var åben for, men han ønskede helst at vi kunne prøve igen, selvom han også var bange for at miste igen. Alligevel delte han sit håb om at vi en dag kunne give Vilja en søskende, fordi hans håb var stærkere end frygten.
Over flere gange talte vi om hvilke tanker og forventninger vi havde i forhold til at turde prøve igen. Andreas vidste at jeg stadig hadede min krop og manglede tillid til den, hvilket bremsede mig i tanken om at turde prøve igen. Han spurgte om der var noget som kunne hjælpe mig og det eneste jeg kunne komme frem til var at jeg havde brug for tid til at arbejde med mig selv. Jeg ønskede at komme dertil, hvor jeg igen turde give ham endnu et barn og en søskende til Vilja.
Det første halve års tid havde passeret, som en abstrakt fornemmelse – den føltes ikke rigtig kort, ikke rigtig lang – men jeg begyndte at føle at sorgen favnede mere kærlighed og mindre smerte. Derfor overvejede jeg om ikke jeg kunne have plads til at give kærlighed til endnu et lille barn? Havde jeg efterhånden placeret min sorg, så der var plads til andre i mit hjerte udover min lille Vilja?
Jeg arbejdede intensivt med sorgen, jeg kæmpede imod mistilliden jeg havde til min krop, jeg arbejdede på at vende tilbage til livet, og måske var jeg begyndt at føle et lille håb for at turde prøve igen? Det føltes både godt og skræmmende på samme tid. Det måtte betyde at min sorgproces bar i den rigtige retning, men det ville være et stort skridt, hvor jeg ikke længere havde kontrol over hvad der ville ske i fremtiden.
Alligevel fortalte jeg Andreas at mit håb var begyndt at spire igen og jeg faktisk kunne forestille mig at jeg kunne rumme en ny graviditet. Jeg fornemmede en lettelse hos ham og han viste sig fortsat at være tålmodig, fordi spørgsmålet var stadig – hvornår følte jeg mig modig nok til at tage springet fra “kun” at være mor til Vilja?
Læs videre i Del 32 – Vimse skal være storesøster, som vil kunne læses d. 14.05.20
Er jeg mor nu? 