Del 26 – Mine tanker: Hvad sker der efter døden?

Hvorfor tale om døden? Mange finder det ubehageligt og unødvendigt at tale om den, men jeg har haft døden så tæt inde på livet at den er en del af mig, selvom jeg inderligt har ønsket at være den foruden – jeg vil altid ønske at jeg ikke havde mistet Vilja!

Før Andreas og jeg mistede Vilja har jeg ikke spekuleret så meget over døden. Jeg har altid tænkt på at der er mere mellem himmel og jord end vi ved, og mine kære, der er gået i forvejen, har fundet fred og vil være med mig i hjertet. 
Døden kan på en måde være ‘smuk’, hvis den omfavner mennesker der har levet deres liv.
De mennesker som jeg tidligere har mistet har levet et langt liv, så der har tiden på en måde været mere ‘rigtig’ end da jeg mistede Vilja. Det skal ikke forstås sådan at jeg ikke har følt smerte og savn over tabet af dem alle, og nogle af dem er endda taget for tidligt fra denne verden. Men jeg ser ikke døden som endegyldig, fordi selv efter døden lever mine kære videre gennem mig og deres andre pårørende. Viljas død er svær at kalde smuk, fordi den var på ingen måde ønsket og kom bestemt alt for tidligt. Derimod blev den fysiske afsked med hende smuk på sin egen særlige måde, fordi den var fuld af udødelig kærlighed til hende!
En af de betydelige forskelle der har været med Viljas død og mine andre kæres afsked med livet er bl. a. at Viljas død var meget pludselig og unaturlig – i det hele taget er det fuldstændig forkert at hun skulle dø! Der er også en betydelig forskel på hvordan det er at tale om Vilja og de kære jeg tidligere har mistet. Forskellen ligger i, at der har været mange kærlige minder forbundet med de kære jeg tidligere har mistet, men ulykkeligt nok er minderne få i forhold til at tale om Vilja og hendes alt for tidlige død. Minderne med hende er begrænsede, men stadig nogle af de vigtigste for Andreas og mig! 

Da vi mistede Vilja styrtede hele min verden sammen – den Gud som jeg har lært om i kristendommen er barmhjertig og derfor blev jeg fanget i en kæmpe meningsløshed. Hvor er barmhjertigheden i at nogle mennesker mister deres barn eller børn (uanset alder)? Jeg har været så vred på forestillingen om den kristne Gud som jeg har haft, fordi hvis der er en Gud, hvordan kan han så lade det ske? Jeg ikke kan se meningen i min datters død, for der er ingen mening! Det er fuldstændig ubarmhjertigt!
Jeg er af den grund kommet i kæmpe konflikt med mine overbevisninger, da jeg som lille lærte at bede Fadervor af min kære farmor, men nu har jeg ikke længere nogen at bede til. Hvorfor bede til én, der ikke vil lytte til mine bønner eller vil holde hånden over mig?
Jeg går derfor ikke længere i kirke pga. troen på Gud, men jeg går i kirke, fordi jeg i forbindelse med visse gudstjenester føler mig tættere på Vilja.
Jeg har altid været meget anerkendende og åben overfor andres overbevisninger, fordi tro kan give håb. Desværre slukkede mit håb for en lang periode, da jeg mistede troen på at livet eller Gud (hvis han findes?) ville mig det godt. Det har krævet meget professionel hjælp at finde lys i mørket, og derfor er min tro blevet anderledes. 
Jeg tror stadig på at der er mere mellem himmel og jord end vi ved, men jeg tror ikke på at der er en barmhjertig Gud, der holder hånden over mig.
Jeg tror på min skytsengel, Vilja, fordi hun har været her og hun er lige så uskyldig, som man beskriver en engel. Jeg tror på at Vilja er et fredfyldt sted med mine andre kære, der er gået i forvejen. Jeg ved at hun lever videre i Andreas, mit og mine nærmestes hjerter og jeg tror på at jeg en dag vil blive forenet med hende igen, når min tid er inde. 
Jeg er åben over for religiøse overbevisninger, så jeg kunne aldrig drømme om at dømme nogen, der tror på at der findes en eller flere guder, men den tro har jeg ikke selv længere. 
Den tro og det håb jeg holder fast i er kærligheden til min Vilja, min Andreas og mine nærmeste! Deres kærlighed giver mig håb og min kærlighed giver mig tro på at jeg er stærk og sårbar på samme tid – jeg har kæmpet for at turde leve igen. 
Døden har i den spæde start af sorgen tiltrukket mig, fordi jeg så inderligt ønskede at være sammen med Vilja et fredfyldt sted. Men mine kære omkring mig har mindet mig om at jeg har givet et løfte til Vilja om at leve videre for hende og mine kære. For hvem skulle ellers kunne fortælle om hende, bedre end Andreas og mig? 

Viljas død har lært mig ikke at tage noget for givet, at jeg kan være stolt af at være hendes mor, at jeg er gift med en mand der elsker mig ubetinget, at jeg har familie og venner der støtter mig i at komme fremad med plads til sorgen i mit liv og i mit hjerte. Hvad der venter mig efter døden er stadig åben for min egen fortolkning, fordi jeg ved at mine overbevisninger hele tiden kan ændre sig! Men jeg vil dog fortsætte med at tro på at døden ikke ‘bare’ er et sort hul af ingenting, for mig vil døden altid være en form for genforening med de kære, der er gået i forvejen. En dag vil jeg selv opleve døden og vide med sikkerhed hvad der sker, men jeg vil ikke gå og vente på den, døden må vente på mig!

Læs videre i Del 27 – Mine forestillinger om Vilja, som vil kunne læses d. 27.02.20

Del 25 – Vilja har fået en ny fætter

Jeg har før skrevet om misundelsen og vreden, der har fulgt med sorgen over at miste Vilja. De følelser der lå bag uretfærdigheden af at hun skulle dø. Andreas og min sunde og raske fuldbårne pige fik ikke lov til at se dagens lys, før hendes hjerte stoppede med at slå – den største sorg man kan opleve, som forældre, skete for os!

I den spæde start af vores sorgproces blev min søster gravid, og hun fortjente så meget at skulle opleve det mirakel, det er at blive forælder. Men jeg kunne ikke være der for hende, fordi jeg var knust over tabet af mit eget mirakel! 
Jeg var så rådvild! Jeg talte med min psykolog og med Landsforeningen Spædbarnsdød, for jeg ønskede inderligt at finde en måde at forsone mig med den virkelighed, der havde formet sig. Aldrig har jeg arbejdet så hårdt!
Nogle dage oplevede jeg smerten slå hårdt, og andre dage følte jeg et spædt håb for mødet med Viljas lille fætter. Hver dag, under min søsters graviditet, gik jeg ned til Viljas strand for at føle mig tæt på hende og finde ro til at tænke alle scenarier igennem – til at finde modet og styrken til at skabe en balance i mit liv med Vilja i mit ulykkelige hjerte, med misundelsen og ikke mindst kærligheden til min søster.
Det har taget lang tid, endda helt frem til ankomsten af min søsters dreng, som skete en uge før Viljas et års fødselsdag.
Da jeg fik at vide at han var kommet til verden begyndte jeg at græde – at græde over savnet til Vilja, græde over mine bekymringer og reaktioner på at jeg skulle møde ham, men senere blev gråden til lettelse over at han havde det godt!

Min søster, svoger og deres lille dreng kom hjem fra hospitalet et par dage efter fødslen og vi aftalte med dem, at Andreas og jeg skulle møde ham for første gang. Jeg havde en af mine bedre dage, hvor kærligheden til Vilja var den der fyldte mest – smerten var på standby og det gjorde mig godt.
Jeg følte mig spændt på at se deres lille dreng, spændt på mine reaktioner og i det hele taget hvordan dagen ville gå.
Andreas og jeg havde været ude at købe en lille gave til den nybagte familie, og jeg følte mig klar til at tage skridtet. Da vi ankom til min søsters hus tog jeg en dyb indånding før vi forlod bilen – det hele skulle nok gå. Min søster åbnede døren og det første jeg gjorde var at give hende det varmeste knus, jeg overhovedet kunne og sagde: “Tillykke med ham.”
Jeg var den første der bevægede mig ud i deres køkken alrum, hvor min svoger stod med Viljas lille nye fætter i armene – hvor var han bare en FIN lille en! Han var den diametrale modsætning af Vilja, han havde meget lidt lyst hår på hovedet, min søsters smalle ansigt og små æblekinder.
Jeg spurgte hurtigt om jeg måtte holde ham og jeg kunne mærke en varme strømme gennem min krop, da jeg fik ham i favnen. Jeg aede hans lille kind, og jeg genkendte den silkebløde følelse jeg sidste år havde oplevet med Vilja, da jeg havde givet hendes lille kind samme kærlige strøg. Dengang var det følelsen hos en stolt men sorgramt mor, hvor følelsen denne gang var en anden. Denne gang afspejlede følelserne en stolt og vemodig moster, der forestillede sig at Vilja fulgte med og ville være stolt af sin mor!
Jeg følte det så naturligt at sidde med ham og da han en enkelt gang klynkede føltes det så naturligt, at få ham til at falde til ro igen. Jeg havde taget Viljas lille Sprutte med, som jeg lagde på den modsatte skulder af hvor han lå – på den måde havde jeg Vilja med mig, som var den rigtige måde for mig at få kærligheden til at fylde i det særlige øjeblik!
Jeg kunne have siddet med ham hele tiden, men tilbød så Andreas at han kunne få lov.
Andreas fik ham i sine arme og jeg blev der ramt af et lille stik i hjertet – ÅH, hvor jeg dog ønskede så brændende, at han igen kunne sidde sådan med vores Vilja! Men jeg vidste i mit hjerte, at Vilja var med ham i det øjeblik han sad med Viljas skønne lille fætter!
Jeg fik taget et billede af ham med Sprutten liggende ved siden af, som en måde at symbolisere sammenhørigheden mellem ham og Vilja – jeg følte en stolthed over, at jeg både var mor til min engleprinsesse og moster til min kære lille nevø!
Mine forældre, der var blevet mormor og morfar for anden gang sad og betragtede Andreas og mig siddende med deres lille nye barnebarn. Vi havde en hyggelig eftermiddag sammen og min søster og svoger blev glade for gaven til deres lille dreng, som de fik inden besøget var ved at være omme.

Jeg var så lettet, så stolt og så taknemmelig for min familie, min dejlige mand og de to børn, der uden tvivl ville fylde størstedelen af mit liv – min datter og min nevø!
Jeg var samtidig overrasket over mig selv, fordi jeg havde vendt min frygt til mod. Jeg havde fundet en styrke – en vej til en mere harmonisk balance mellem min sorg og mit liv. Jeg var blevet bekræftet i det øjeblik jeg fik Viljas fætter og min nevø i favnen – der var plads til mere kærlighed end jeg nogensinde havde turde håbe på!

Læs videre i Del 26 – Mine tanker: Hvad sker der efter døden?, som vil kunne læses d. 20.02.20

Del 24 – Året der er gået – hvor står jeg nu?

I dag står jeg et års tid efter tabet af Vilja og jeg har kæmpet en kamp for at komme fremad, men sorgen er der stadig. Den kommer jeg aldrig over, fordi min sorg er et udtryk for kærlighed og savn til Vilja.
Jeg har gennem det sidste halve år skrevet om, hvordan Andreas og jeg har fundet ud af hvad vi føler hjælper os fremad i vores proces. 
Det har fx hjulpet mig meget at vi sammen med familien har fundet en balance i at mindes Vilja, at hun har fået sin egen plads i familien. 
Det har hjulpet Andreas og mig, at gøre Vilja synlig og derfor har vi hængt billeder op af hende og fået en dygtig tegner ved navn Heather Spears til at tegne billeder af hende. 
Både Andreas og jeg bærer også på smykker, der symboliserer at vi mindes Vilja hver eneste dag.
Vi har lavet en lille have til hende, hvor vi kan passe blomster og planter til ære for hende. Der er noget smukt i at se blomster blive vækket til live efter dvale om vinteren. Vi forsøger at plante forskelligt, så der kan være lidt grønt hele året rundt, så haven virker en smule levende hele tiden. Vi har i stedet for en sten på et gravsted fået designet vores egen bænk i den lille have, som tydeliggør at hun er en del af vores liv, selvom vi ikke får lov til at se hende forme sit eget liv. 

Det er en fordel at sorg er blevet mere legitimt at gøre synlig, og måderne at sørge på er blevet mere legitime. En ting gør mig dog stadig ondt, og det er at det skal være så forbandet svært at tale om sorgen. Jeg bestræber mig på at være åben omkring min sorg og andres sorg, men det er svært at tale lige åbent med alle. Jeg har fundet ud af at jeg er et menneske, der er åben, når andre inviterer mig til at jeg kan være åben. Jeg tænker selv, at jeg ikke er det mest frembrusende menneske, og jeg trækker mig ofte tilbage når jeg har det af ‘H’ til. 
Jeg ved at jeg, som et voksent menneske, er nødt til at tage en del af ansvaret. Udfordringen for mig ligger i, at jeg har svært ved at tage ansvaret når jeg kæmper, og der er det den bedste måde at møde mig på ved at tage ansvaret fra mig. Det skal forstås sådan, at mennesker omkring mig har gjort mig mere tilpas, når de har mødt mig med oprigtig interesse og nysgerrighed: “ Hvordan går det? “, “ Vil du fortælle om Vilja? “, “Kan jeg hjælpe dig med…? “ etc. 
Når jeg derimod har mødt mennesker der i bedste mening kommer med råd og forslag, som jeg vel at mærke ikke har bedt om, føler jeg at det falder til jorden. Med det mener jeg, at jeg føler at jeg skal forklare mig og jeg oplever at de skal gøre sig kloge på at finde løsninger på min sorg – løsninger som ikke findes. Tabet af Vilja er ikke et problem, det er et vilkår, som jeg forsøger at leve med – det er med al respekt kun mig der kan mærke hvad der føles “rigtigt” for mig. De råd og forslag, som gør særligt ondt er fx: “ Jamen I skal jo også videre for I kan jo ikke blive ved at dyrke sorgen “, “ I kan jo bare lave en ny baby. “ 

Andreas og jeg kommer fremad, ja, men vi skal lære at leve med sorgen, og uanset hvilket menneske der går bort, så lever det menneske videre gennem sine kære og bliver aldrig glemt – og det gør Vilja heller ikke! Det er den hårdeste prøvelse for mig at skulle tage afsked med mit barn, fordi det alt andet lige er mere naturligt at man selv tager herfra før sit barn. Det der samtidig gør det sværere for mig er, at det oftest er nemmere at tale om vores døde når vi har haft mange konkrete minder med dem. Men når det er små spædbørn er det begrænset at kunne tale om minder, fordi dem er der alt for få af. Jeg kan fx kun tale om de minder jeg havde med Vilja under graviditeten og på hospitalet inden vi tog afsked. Selvom minderne er få, så betyder det ikke at kærligheden er mindre, fordi kærligheden begynder ikke ved det første møde – den begynder i den spæde start af graviditeten både for moderen og faderen.
Bortset fra de alt for få minder, så er der kun de drømme og forestillinger Andreas og jeg havde for Vilja som vi kan fortælle om. Og det er de færreste der spørger: “Hvordan forestiller I jer at Vilja ville være nu? “, “ Hvilke drømme havde I for hende? “, “Når I tænker på Vilja, hvem forestiller I så at hun ville ligne nu? “

Andreas og jeg er kommet fremad, men vi har stadig meget at bearbejde. Under overfladen er vi stadig sårbare og mere følsomme end førhen. 
Vi er på mange punkter blevet mere bevidste om, hvad der betyder noget for os. Hvilke ting, der er vigtige for os at prioritere – vores kærlighed til hinanden som familie, og til vores nærmeste netværk!
Jeg har altid været socialt anlagt, men jeg har efter tabet af Vilja haft behov for at trække mig – passe på mig selv og pleje mine sår. Jeg har ikke været i stand til at tage ansvar i relationerne, og jeg kæmper stadig med overskuddet i forhold til at påtage mig andelen i ansvaret. Om jeg bliver i stand til at genfinde de kompetencer jeg havde i sociale sammenhænge er lige nu umuligt for mig at svare på, for jeg tror ikke på at jeg bliver den samme igen. Jeg har et kæmpe skår i hjertet og dybe sår på sjælen, som vil følge mig så længe jeg lever – de er med til at forme mig til en person, der har andre prioriteringer her i livet end jeg havde førhen.

Ud fra alt hvad jeg har skrevet, så er det ikke meningen at mine omgivelser skal forstå det sådan at jeg har afskåret mig dem, som jeg hidtil ikke har set endnu. Jeg er i gang med at træde ud i verden igen, men det er med en umådelig stor sårbarhed som kan være svær at få øje på. Og som jeg har sagt før, så er jeg taknemmelig for tålmodigheden, som alle har vist mig ved at give mig plads til at gøre det i et omfang som jeg kan rumme.

Læs videre i Del 25 – Vilja har fået en ny fætter, som vil kunne læses d. 13.02.20

Del 23.2 – Viljas første fødselsdag

Det var stolthedens og sorgens dag, da det blev Viljas fødselsdag! Andreas og jeg havde brug for at markere dagen på en rar måde med vores nærmeste familie. Derfor havde Andreas og jeg bestilt “Viljakager” (hindbærmoussekager), og vi havde sørget for andre lækkerier, som vi også skulle hygge med senere på dagen. Vi havde fået en smuk mørkelilla julerose af min moster, onkel, kusine og hendes mand, som deres tanke til os på Viljas fødselsdag. Andreas og jeg havde også selv købt blomster og et personligt fødselsdagsflag til Vilja. Imens vi gjorde klar til dagen modtog vi en pakke, som var utrolig let. Jeg åbnede den i køkkenet og op fløj en fin lyserød heliumballon med et stort 1-tal på. Den var en overraskelse fra min veninde, som vi kalder Viljas tante T – en sød gave, som Tante T ønskede skulle sendes afsted til Vilja på hendes fødselsdag! Vi valgte at den skulle sendes afsted den følgende dag, hvor vi havde inviteret Tante T og nogle af vores nærmeste venner. Andreas og jeg tog på stranden og ønskede vores lille engleprinsesse tillykke med fødselsdagen, inden vi skulle mødes med familien. 

• 

• 

• 

Vi mødtes tidligt på eftermiddagen med Viljas moster, onkel, lille fætter og mormor på hendes strand, så vi kunne markere hendes fødselsdag på en særlig måde.
Vi havde håbet at dagen ville blive vindstille og solskinsrig, og det havde vores englepige, Vilja, sørget for! Der var sol og hvide skyer, og kun en let frisk vind nede på hendes fine strand!
Vi havde blomster med, som vi sendte afsted ud i vandet til hende, og det var fralandsvind så blomsterne vuggede afsted på de små bølger ud på det blågrønne hav. Viljas onkel havde lavet en fin lille papirsbåd, som han sendte afsted på bølgerne. Bølgerne og vinden var lidt for friske, så den lille båd tippede let til den ene side – en kærlig tradition, som Viljas onkel havde gentaget de gange, hvor der var en særlig anledning. Andreas og jeg havde købt gravlys, som vi besluttede skulle stå dagen og natten ud, som et lille fint symbol på vores kærlighed til hende. Viljas moster og onkel tændte et lys og Viljas mormor et andet lys. Vi stillede dem i læ af nogle sten, da vinden gerne ville puste flammen ud. Mens vi kiggede på de tændte lys, skænkede vi kakao med flødeskum op i engangskrus, som gav varme til vores hænder.
Bagefter tog vi hjem til Viljas moster og onkel, hvor vi fik Andreas’ hjemmelavede friskbagte kanelsnegle, lidt vindruer og nødder. Vi fik også “Viljakage”, hvor vi havde plantet et enkelt fødselsdagslys midt på kagen. Andreas og jeg ønskede os hver et ønske for Vilja, før vi pustede lyset ud for hende. Vilja fik en smuk og symbolsk gave af sin moster, onkel og fætter i form af en svagt lyserød orkide og en lille glassommerfugl, som skulle pryde hendes lille have. 
Efter et par hyggelige timer kørte Viljas mormor med Andreas og mig hjem til os. Vi skulle gøre klar til Viljas bedstemor, fastre, onkler, kusine, fætter og morfar, som vi ventede på skulle have fri fra arbejde og skole. 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

Sent på eftermiddagen samledes vi på Viljas strand for at gå ned og sende blomster til hende, og tænde flere gravlys. Det var allerede mørkt, men det var hyggeligt at gå med lommelygter og lade lyset guide os fremad. Gravlysene der tidligere var blevet tændt stod stadig og lyste med små flammer i læ for vinden. Viljas bedstemor, ene faster, kusine, fætter, morfar og Andreas tændte de sidste gravlys og stillede dem sammen med de andre lys, som var blevet tændt tidligere på dagen. Det var så fint at beundre de små lysskær i mørket, inden vi gik ned til vandkanten for at sende flere blomster afsted til Vilja. Andreas og jeg havde skrevet et lille kort, som jeg stille læste op for hende, da de andre var gået tilbage til gravlysene for at få varm kakao med flødeskum. Da jeg havde læst kortet lod jeg mine fingre glide gennem havvandet, som føltes silkeblødt mellem fingrene. Det var en smule koldt, men på en rar måde og jeg hviskede en lille kærlighedserklæring til hende.  Jeg gik op til de andre og Andreas fandt stjernekastere frem, som vi tændte for Vilja, så de kunne lyse, som smukke glimtende stjerner i mørket.
Da vi begyndte at gå tilbage kiggede jeg efter lysskæret fra gravlysene, som langsomt blev mindre og mindre og næsten usynlige, da vi nåede for enden af stranden. 
Vi tog hjem og spiste pizza til aftensmad før vi fik “Viljakage” til dessert, hvor vi havde tændt et lille fødselsdagslys for hende, som vi igen hjalp hende med at puste ud. Der var en rar stemning og Vilja fik flere fine gaver af familien – en symbolsk englemønt med et fint lille citat på, blomster og et gavekort til en planteskole. 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

Den følgende dag mødtes vi om aftenen med Viljas Tante T, Tante L og tre af vores andre gode venner, som har taget særlig del i at mindes Vilja. Vi gik ned på stranden i mørket med den fine heliumballon fra Tante T. Vi havde igen blomster og stjernekastere med til ære for Vilja. Det var koldt, men rart at de ville være sammen med os om at mindes Viljas fødselsdag. Vi sendte ballonen afsted i lysskæret fra byens havn, som var i den retning at den friske vind førte ballonen afsted. Vi sendte blomsterne afsted til Vilja ud i havet, som kun kunne skimtes pga. lysskæret fra havnen. Til sidst tændte vi de sidste stjernekastere, som vi havde tilbage og Viljas navn blev skrevet i luften med stjernekasterne. Et par enkelte af stjernekasterne blev stillet i vandkanten, som blev markeret af en let bølge, da de glimtende gnister var brændt færdig. Inden vi tog hjem samlede vi gravlysene fra den foregående dag og tog dem med hjem.
Andreas havde lavet Lasagne med salater til aftensmad, og efterfølgende fik vi Andreas’ hjemmelavede kanelsnegle og “Viljakage” med et lille fødselsdagslys, som jeg pustede ud for Vilja. Vilja fik igen fine gaver, og denne gang en fin hjerteformet blomsteroase og den fineste lille ‘Peter Plys og Grisling’-figur, som symbol på vores lille familieunivers med Vilja – et univers som præsten under vores vielse og Viljas bisættelse havde talt om.
Resten af aftenen hyggede vi os med at spille brætspil.  

• 

• 

• 

• 

• 

Det var to fine dage fyldt med kærlighed til Vilja og det var så rart at vi kunne mindes hende på så fin og naturlig en måde! Det betyder så meget for os, at vores familie og venner gerne ville være med til at gøre fødselsdagen særlig til ære for vores elskede Vilja!
Vi oplevede også en smuk gestus blev til virkelighed, da vi nåede målet med indsamlingen til CuddleCot’en på Viljas 1 års fødselsdag. Endnu engang TUSIND TAK til alle jer, der har støttet indsamlingen med personlige bidrag og deling af facebook-opslaget!

Læs videre i Del 24 – Året der er gået – hvor står jeg nu?, som vil kunne læses d. 30.01.20

Del 23.1 – Viljas første fødselsdag

I dag for et år siden blev vi forældre til den yndigste lille sorthårede prinsesse, som på ulykkeligvis ikke kunne komme med os hjem! Derfor har vi et savn i hjertet over at kærligheden kun kan sendes på afstand… Men kærligheden til Vilja vil altid bo i vores hjerter! 

Kæreste engleprinsesse ❤
Meget er der sket gennem dit første år! Hver eneste oplevelse vil være evige minder om det der har været! Og dagen i dag har været præget af drømme og forestillinger om hvordan det skulle have været! Vi har afsluttet det første årshjul både med og uden dig! 
Der har været kærlighed, der har været savn, der har været vrede, der har været stolthed, der har været misundelse, der været taknemmelighed – en vandring gennem det første år med den mest intense sorg i vores hjerter!
Selvom det smerter os, at vi ikke længere kan kysse og kramme dig, så er vi stolte af at være dine forældre og vi føler os så beriget med al kærligheden du har bragt os!
Der går ikke en eneste dag, hvor vi ikke tænker på dig!
Du er et ganske særligt barn, som har sat sine dybe spor i vores univers!
Vi elsker dig, vi savner dig, og vi vil aldrig glemme dig!
Alt hvad vi gør er til ære for dig, elskede Vimsepige! 
Hjertelig tillykke med din 1 års fødselsdag!
De kærligste kys fra din far & mor

Vi kunne ikke lade være med at gøre noget ud af Viljas fødselsdag, fordi kærligheden til hende fylder så meget indeni Andreas og mig! 
Vores Vilja fortjener så meget mere end det vi kan tilbyde hende, og derfor er det så vigtigt for os at gøre, som vi gør – En alternativ måde at vise kærlighed på! En kærlighed som vi bliver bakket op om af familie og venner!
Derfor har jeg lavet en fortsættelse af del 23 som vil handle om måden vi har æret mindet om Vilja, på hendes 1 års fødselsdag!

Læs fortsættelsen af Del 23 – Viljas første fødselsdag, som vil kunne læses d. 23.01.20

Del 22 – Den første jul og nytåret

I lang tid talte Andreas og jeg frem og tilbage om hvorvidt vi skulle forsøge at holde jul og nytår uden Vilja i vores arme. Det føltes ofte meningsløst at skulle “fejre” højtiderne uden hende, især på mine svære dage! Engang imellem huskede jeg på at jeg havde lovet mig selv og Vilja at jeg ville gøre alt til ære for hende, og en af mine forestillinger var at Viljas første jul var i samvær med familien. Vi endte derfor med at springe ud i det med et ønske om at vi dannede en ny tradition, så vi samledes om noget, hvor Vilja kunne være i fokus.
Jeg bad derfor Viljas morfar, som er tømrer, om at lave snurretoppe til en udendørs uro, der ville kunne hænge ude i hendes lille have. Vi aftalte at han lavede snurretoppene ud af træ og en stjerneformet skive, som kunne stabilisere uroen fra oven.

Da det blev juleaften pakkede Andreas og jeg julegaver sammen, så vi kunne holde jul hos Viljas mormor og morfar sammen med Viljas moster og onkel og oldemor. Inden vi tog derhjem mødtes vi med Viljas bedstemor for at tage i vores kirke for at deltage i julegudstjenesten. Vores præst tog imod ankomne, og aldrig havde jeg set så mange mennesker i vores kirke på en gang. Vi bevægede os op og satte os på gulvet ved siden af alteret, hvor der stod et pyntet juletræ og mange levende lys der omsluttede alteret. Da kirkeklokkerne ringede blev de afløst af julesange sunget så smukt af koret, der stod på den modsatte side af alteret. Vi lyttede til præstens tale om, at den største gave vi kan give hinanden ikke var materialistiske goder, men ansvar over for vores egen og hinandens velvære. Jeg mindes at hun mente, at gennem ansvar ville give hinanden et formål og med formål kunne vi finde mening, som det moderne menneske søger.
Efter gudstjenesten kørte vi til Viljas mormor og morfar, hvor vi startede med at male snurretoppene i forskellige mønstre. Det var en rar måde at Vilja kom i fokus, at vi samledes om noget der kunne pynte i hendes lille have.
Da vi havde malet skulle vi spise julemiddag og det var rart at samværet med familien var så nærværende. Det havde været for uoverskueligt for mig, hvis vi havde været mange mennesker samlet omkring den mest ambivalente jul, jeg i mit liv har oplevet.
Da vi havde spist den velsmagende julemiddag satte vi os ind i dagligstuen og lysene på juletræet blev tændt. Andreas og jeg havde købt en julekugle med Viljas navn, og vi havde fået forskellige former for julepynt, som synliggjorde at Vilja var med os i hjerterne. Det var en hjertevarmende fornemmelse at mærke familiens anerkendelse af vores elskede Vilja!
De tidligere år, hvor jeg holdt jul med familien var det traditionen at vi samledes rundt om juletræet for at synge julesange. Hvert år havde vi ladet den yngste vælge den første julesang, derefter den næstyngste osv. indtil alle havde valgt. En tradition jeg altid havde holdt meget af og derfor rørte det mig dybt, at Viljas moster kærligt sagde til Andreas og mig: “ I skal jo starte med at vælge en sang, for Vilja er jo den yngste. “ Hendes anerkendelse af Viljas plads i familien var højdepunktet på min juleaften!
Andreas var fast besluttet på at Viljas julesang skulle være “ Dejlig er den himmelblå “, hvor vi skulle synge de to første og det sidste vers af sangen. For første gang reflekterede jeg over sangteksten, og for mig stod det klart at Vilja uden tvivl altid ville være vores “lille stjerne-sol!“
Da vi havde sunget alle julesangene begyndte vi at dele gaver ud til hinanden. Familien blev glade for gaverne fra os og Vilja, og Andreas og jeg var så taknemmelige for at familien ikke kun gav julegaver til os, men også gav julegaver til minde om Vilja!
Jeg var på trods af smerten over at Vilja manglede, så taknemmelig for vores families inddragelse af hende på en “familiekærlig” aften, som det altid har været for os at holde jul!

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

En uges tid senere blev det nytårsaften, og Andreas og jeg havde aftalt med forældregruppen at gå sammen ind i det nye år. Vi havde egentlig fået andre invitationer fra andre venner, men vi kunne mærke at vi havde mest behov for at være sammen med forældregruppen, hvor der var gensidig følelsesmæssig forståelse for hinandens sorg.

Vi aftalte med forældregruppen at tage i Camillas fars sommerhus, så vi kunne få et afbræk fra hverdagen. Efter vi havde hentet Camilla Ida og Morten på en station mødtes vi hos Camilla og Michael. Derefter tog vi forbi Augusts sted med en lille blomst inden vi kørte mod sommerhuset ved Roskilde Fjord. Da vi havde afsluttet vores sorggruppeforløb valgte vi i fællesskab at skabe en tradition for at skiftes til at invitere hinanden hjem, og i samme ombæring besøge vores børns sted med en lille blomst eller buket.
Da vi havde handlet ind, og var ankommet til sommerhuset, pakkede vi ud og klargjorde vores nytårsmiddag. Vi gik derefter en tur til Roskilde Fjord og jeg havde et behov for at mærke at Vilja var med mig, så jeg dyppede mine hænder i det kolde havvand.
Vi spillede spil, lavede middagen, dækkede bord og klædte os pænt på inden vi satte os til bords for at spise den gode mad vi havde lavet.
Det var rart at være sammen med nogen der forstod behovet for at synliggøre sit englebarn, som Andreas og jeg har behov for med Vilja. Camilla havde hæklet de fineste små nytårshatte til vores tre sprutter, en til Lilys sprutte, en til Augusts og en til Viljas, som jeg forevigede igennem et billede!
Da vi havde spist satte vi os i sommerhusets lille stue tæt på brændeovnen, så den kunne varme os. Vi snakkede og spillede spil inden vi skulle træde ind i det nye år.
Kort tid inden midnat forsøgte vi at se Rådhuspladsens ur, i København, slå kl. 00.00, men den utilstrækkelige internetforbindelse forhindrede os i at følge med. 
Da klokken viste midnat på vores telefoner fik vi kransekage, “champagne”drik og gav hinanden nytårskram. Vi gik ud og fyrede et par batterier af inden vi gik til Roskilde Fjord for at se fyrværkeriet, der glimtede højt på den stjerneklare nattehimlen. Samtidig med fyrværkeriet studerede Andreas og jeg også de forskellige stjernebilleder, og der midt i alt fyrværkeriet og alle stjernerne ramte følelserne os! Det føltes så forkert at Vilja ikke var i vores arme, at vi ikke kunne se hendes reaktioner på fyrværkeriet og pege sammen med hende på de mange stjerner.
Vi blev alle seks påvirket af fyrværkeriet, som vi før havde betragtet som en smuk tradition til nytår, men som nu føltes så mærkelig at overvære – det var sørgmodigt at træde ind i et nyt år uden vores elskede små ønskebørn!
Da vi kom tilbage til sommerhuset sad vi længe mutte og kede af det. Vi gav hinanden plads til at tale om alle de følelser, som vi oplevede blussede op. Der gik noget tid før vi var klar til at lægge de svære følelser på pause, men vi sluttede aftenen af på en respektfuld måde. En måde hvor vi både havde været fælles om sorgen, men havde samtidig også givet hinanden den plads vi hver især havde brug for – et frirum vi alle forstod uden brugen af ord!
På en måde var jeg lettet over at vi holdt nytår med forældregruppen i stedet for at føle os malplaceret til nytårs-tamtam med andre venner, der måske ville have svært ved at håndtere vores reaktioner over at have mistet vores elskede lille guldklump.

• 

• 

• 

• 

Jeg havde forventninger om at juleaften ville blive den sværeste del at gennemgå i juleferien! Overraskende nok formået familien at mildne smerten og skabe et rum, hvor der var plads til Vilja og kærligheden til hende! I virkeligheden var den hårdeste prøvelse for mig at gennemgå nytåret. Til nytåret oplevede jeg så ambivalente følelser, der omfattede både lettelse og sorg over at forlade år 2019. Det var en lettelse at forlade det mest traumatiske år i Andreas og mit liv, men samtidig en sorg at vide at vi trådte ind i det nye år med knuste hjerter – vores børn ville stadig mangle i vores arme!

Læs videre i Del 23 – Viljas første fødselsdag, som vil kunne læses allerede d. 16.01.20

Del 20 – Tilbage på arbejdet

Da Andreas og jeg mistede Vilja havde jeg så svært ved at finde meningen med noget – hvad lavede jeg her uden hende? Hvorfor blev vi ramt af så smertefuld en tragedie? Hvad havde jeg gjort forkert og hvad kunne jeg have gjort anderledes? 
Mange tanker rasede gennem mit hoved, uden sammenhæng eller rationalitet. Derfor brugte jeg meget tid hos min psykolog, der støttede og vejledte mig i sorgen. Uden professionel støtte sad jeg fast i følelser, som jeg var nødt til at bearbejde for at kærligheden til min elskede Vilja kunne være det fundament, der ville fylde mest i sorgen! 

Omkring sommerferieperioden fandt jeg mod til at træde mere ud i hverdagslivet igen, og jeg tænkte at det var tid til at afprøve genoptagelsen af mit arbejde. Jeg kontaktede min leder og vi fandt et tidspunkt for at mødes. 
Men mit arbejde indebærer støtte og vejledning til børn i socio-emotionelle vanskeligheder, og arbejdsmiljøet er ofte meget uforudsigeligt så aftalen måtte rykkes til efter sommerferien.
Da dagen for det første møde med min leder kom, sad jeg længe i min bil på parkeringspladsen før jeg åbnede døren for at stige ud. Jeg havde hjertebanken, mens jeg nærmede mig hovedindgangen. Jeg var bange for at møde et hav af mennesker og jeg var særligt bange for spørgsmål jeg ikke var forberedt på.
Da jeg kom ind på min leders kontor kunne jeg stadig mærke mit hjerte hamre derudaf, men hun tog godt imod mig. Vi fik talt om hvordan jeg havde det og vi forsøgte i små bidder at planlægge det fremtidige forløb for min tilbagevendelse. Vi aftalte bl. a. at det første møde skulle være med mine kollegaer inden et møde med børnene. Jeg fortalte min leder at jeg var bekymret for mine reaktioner i forhold til at vende tilbage til de omgivelser, hvor jeg havde glædet mig helt hovedkulds til at Vilja skulle komme verden. 

Lige som til det første møde med min leder var jeg også bange, da jeg endelig var begyndt at vandre op mod min afdeling, hvor mine kollegaer ventede på mig. Jo tættere på at jeg kom, jo mere pressede tårerne sig på. Jeg havde haft to af mine kollegaer på besøg i foråret, som havde fortalt mig om tingenes gang og at de alle savnede mig. De ord forsøgte jeg at fastholde i mine tanker, da jeg nærmere mig, som en måde at give mig selv styrke.
Allerede da jeg tog det første skridt ind ad døren og så mine kollegaer, som stod klar for at tage varmt imod mig, begyndte tårerne at trille ned af kinderne på mig. Da jeg gav det første kram stod jeg og hulkede ind i min kollegas skulder – jeg var helt magtesløs over for alle de følelser, der væltede ind over mig. Det var ambivalente følelser, at det på den ene side var rart at jeg havde taget skridtet, men samtidig så hårdt at jeg ikke var på besøg for at vise min smukke Vilja stolt frem. Jeg kunne mærke at mine kollegaer så gerne ville imødekomme mig og støtte mig efter bedste evne – lige præcis det jeg havde brug for. 

De efterfølgende uger begyndte jeg så småt at skabe mere kontakt og jeg mødtes endelig med “mine” drenge (de børn jeg er knyttet til på mit arbejde). Jeg blev så rørt og så overvældet over deres imødekommende og omsorgsfulde adfærd, og det varmede mit indre at mærke deres kram og se deres smil. Jeg oplevede et overskud fra deres side, som jeg ikke havde overvejet, men jeg blev så stolt af dem over at de formåede at vise det i så høj grad. “Mine” drenge mindede mig om, at de hele vejen igennem er nogle gode drenge!
Da jeg havde været tilbage i et stykke tid arrangerede jeg med mine kollegaer, at jeg skulle fortælle drengene om Vilja for at de kunne få muligheden for at spørge om alt og få mere at vide om hvad der var sket, og hvordan det havde været efterfølgende. Drengene lyttede til min fortælling, men var i begyndelsen lidt tilbageholdende med spørgsmål. Der var mine kollegaer så gode til at åbne op for spørgsmålene gennem et tilbageblik på de samtaler, som de havde haft sammen inden jeg var vendt tilbage. Det skubbede en ny samtale i gang om Vilja og fremtiden, og til sidst så de billeder af min elskede Vilja. 

Tiden virkede meget besynderlig i perioden for min tilbagevendelse, fordi det både føltes som om at tiden gik hurtigt og langsomt – Hurtigt når jeg fandt mening i det jeg gjorde og langsomt når jeg følte at jeg var utilstrækkelig. Utilstrækkeligheden blev min egen indre fjende, der overrumplede mine dage med frustrationer, forvirring og magtesløshed. Jeg følte mig utilstrækkelig, hvis jeg ikke følte at jeg støttede nok op om arbejdet, hvis jeg glemte det jeg skulle huske, eller hvis jeg blev mødt af hverdagssnak, hvor sorgen gjorde mig handlingslammet eller tilbagetrukket. Sorgen må gerne være der, fordi den er en del af min historie – den er et udtryk for min kærlighed og savn til Vilja! Men jeg blev frustreret på mig selv, hvis min viljestyrke til at fortsætte ikke ville samarbejde. 
Selvværdet og selvtilliden krævede lang tid at genfinde, og min familie og min psykolog måtte støtte og vejlede mig til at genfinde mine ressourcer.

Selvom smerten stadig rammer mig, så er jeg nået langt ved hjælp af min viljestyrke, min stædighed, min åbenhed for at modtage hjælp, mit samarbejde med min arbejdsplads, min families støtte, og ikke mindst min kærlighed til Vilja, som er med mig i hjertet hver eneste dag! 

Læs videre i Del 21 – International mindedag og Alle Helgens, som vil kunne læses allerede d. 12.01.20

Del 19 – Mærkedage og Viljas ceremoni på havet

Da vi ventede os Vilja, så Andreas og jeg frem til at markere både Mors dag og Fars dag. Vi havde den forestilling at Vilja ville være gammel nok på Mors dag, og især på Fars dag til at vi sammen kunne gøre noget særligt ud af dagene – det skulle være en kærlighedserklæring til hende og til hinanden, som den nybagte familie det var meningen vi skulle være!
Den barske virkelighed slog os i ansigtet den nat vi mistede Vilja – det var ikke sådan vores familiebillede skulle forme sig!
Vores oplevelse skete på godt og ondt – Vi blev velsignet med Vilja, men vi mistede hende også, så vi var “nødt til” at finde en særlig måde at værne om vores nybagte familie! Derfor holdt vi stadig fast i at anerkende vores nye titler, som mor og far!

Mors dag fandt sted anden søndag i maj, og Vilja ville have været knap fire måneder på det tidspunkt. Det var morgen og Andreas stod op efter han havde kysset mig på panden. Han rumsterede ude i køkkenet og jeg blev venligt bedt om at blive i soveværelset til han hentede mig. 
Da jeg fik lov til at komme ud i køkkenet havde han dækket op til den fineste morgenbrunch, som han selv havde lavet. Han havde købt en smuk lyserød Hortensia og en lyserød KitKat chokoladebar, som en gave fra Vilja! Det gav mig tårer i øjnene, at det var anrettet så fint. Jeg gav Andreas et taknemmeligt kys og et flyvende luftkys afsted til min elskede datter!
Jeg havde forinden Mors dag fået blomster fra min kære søster og svoger, og smukke øreringe med mørkerøde granater (Viljas månedssten) af mine forældre! Det lindrede den smerte jeg følte på dagen, at mærke min families anerkendelse af, at jeg altid vil være Viljas mor uanset hvad!
Hen ad formiddagen ringede det på døren og jeg modtog endnu en smuk buket blomster. Denne gang fra mine to gymnasieveninder og en tredje veninde, og med buketten kom det smukkeste digt, som de havde skrevet særligt til mig på vegne af Vilja! Jeg var rørt til tårer, fordi jeg var så taknemmelig for alle de gode mennesker jeg havde omkring mig, som anerkendte min titel som mor og min datter Vilja!
Andreas og jeg tog senere på stranden og stak som det første fødderne i det kolde vand. Det var forfriskende og igen følte jeg mig tæt på Vilja, fordi jeg vidste at hun snart ville få sit hvilested ved vores strand!
Resten af dagen brugte Andreas og jeg til at slappe af og være gode ved hinanden, som noget af det vigtigste for os at værne om!

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

I slutningen af maj fik vi arrangeret Viljas ceremoni på havet. Hendes aske skulle blive ét med det smukke, glinsende hav på vores strand. Den samme strand, som Andreas havde friet til mig og hvor vi senere havde fået taget billeder til vores bryllup med Vilja i min mave. 
Nogle dage forinden havde vi hentet asken hos den venlige bedemand, der havde støttet os igennem planlægningen af hendes bisættelse. Jeg havde brug for at forberede mig på, at kunne tage den endegyldige afsked med det fysiske bevis på hendes eksistens. 
Vi havde hos den samme blomsterdekoratør, som til bisættelsen, bestilt en hjerteformet krans, og lidt løse blomster vi kunne sendes afsted i vandet, ligesom hendes aske. 
Vores familie havde også blomster med og Viljas kusine havde lavet en flaskepost til hende med tegninger og små kyssede hjerteperler. 
Vi mødtes med familien på havnen, der lå ved siden af vores strand. Jeg havde aftalt med en mand, der havde en slæbebåd, at vi kunne sejle med ham og sende hendes aske afsted med udsigt ind til vores strand. 
Vi havde været bekymret for vejret, fordi det havde stor betydning for om det kunne lade sig gøre at sejle ud. Men… Viljas kusine havde sagt at Vilja ville være den der bestemte vejret for hendes ceremoni på havet, og det viste sig at blive et smukt solskinsvejr. Det føltes som om Vilja var med os, og havde valgt at solen skulle skinne højt på himlen og lade sine varme stråler falde ned på os. Samtidig var det en let fralandsvind, så det var forsvarligt for os at sejle ud med hendes aske.
Det tog ti minutters tid før manden stoppede motoren på slæbebåden, og vi drev langsomt på de næsten stilleliggende bølger.
Jeg havde skrevet et digt til Vilja, som jeg læste op for hende og familien. Jeg sang derefter vuggevisens første vers fra Prinsen af Egypten, som jeg før havde sunget for hende. Selvom min stemme var ved at knække et par gange lykkedes det alligevel at få sagt og sunget det jeg ville. Derefter åbnede Andreas og jeg hendes urne, og den fineste aske kom til syne. Tårerne trillede ned af kinderne på mig, da vi sammen sendte hendes aske afsted ud i det klare blågrønne havvand. Lidt af asken fløj i luften, et kort øjeblik, inden det lagde sig på havoverfladen for derefter nærmest at danse langsomt til bunden, som fint stjernestøv der danser i luften. Hendes urne havde vi besluttet skulle være plantebaseret, så den også kunne blive en del af havet.
Vi sendte alle sammen vores mange blomster afsted til hende som vuggede sammen med de rolige bølger. Det var så rolig og fredfyldt en ceremoni, og vi lyttede til de små bølger, der klukkede, hver gang de ramte båden. Bølgerne havde ganske stille ført os længere ud på det åbne hav sammen med de smukke blomster, som for en stund gjorde os stille og nærværende. 
Da vi var sejlet tilbage til land tog vi til vores strand for at spise sandwich og drikke lyserød rosé til frokost. Det føltes som den rigtige måde at skabe minder på dagen, at vi var sammen om at være tæt på hende, og kunne komme i kontakt med hende ved at dyppe fødderne i det kølige havvand. Flere af os tegnede også hjerter i sandet og skrev Viljas navn, som et lille symbol på hendes ceremoni.
Da vi kom hjem til os sluttede vi dagen af med kaffe og lyserøde hindbærmoussekager, og vi havde følelsen af at vi havde givet Vilja en smuk og værdig afsked. Hun havde fået hvile det sted, der var fyldt med vores kærlighed til hende og hinanden!

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

På Fars dag gjorde jeg mit bedste for at lade Andreas vide, hvor fantastisk en far han altid vil være for Vilja! Igen havde min familie og tre skønne veninder været så betænksomme at komme med gaver til Andreas på vegne af Vilja. Det varmede mig i mit hjerte at Andreas blev husket på den særlige dag – hans titel var lige så betydningsfuld at anerkende, som min! Jeg besluttede mig for at vi skulle ud i det gode vejr, der var blevet varmere og mere solskinsrigt, derfor pakkede jeg mad og tæpper sammen så vi kunne holde en lille picnic på vores og Viljas strand. 
Da vi slog os ned tæt på vandkanten måtte vi lægge lidt forskellige ting på hjørnerne af tæppet, da den friske vind drillende fik tæppet til at blafre. Vi satte os til rette for at spise maden jeg havde taget med, men desværre havde jeg pakket pålæg der var for gammelt, så vi måtte spise rundstykker kun med smør. Jeg var så ærgerlig over det, men Andreas var så sød at berolige mig med at der var så meget at spise, at vi nok skulle blive mætte. Han forstod at vende det negative til noget positivt – en egenskab han altid vil blive elsket for!
Efter vi havde spist dyppede vi vores fødder i det let kølige havvand, og vi havde fundet Forglemmigej på vejen, som vi sendte afsted ud i vandet til Vilja – et symbol på kærlighed, som Andreas ville give Vilja!
Derefter åbnede Andreas gaven fra Vilja, som var en fin trææske med et steakknive-sæt. En gave som skulle symbolisere en af de passioner, som han havde forestillet sig at præsentere for Vilja og dele med hende, nemlig god madlavning.
Andreas havde sidst på dagen et ønske for selv at systematisere i sit skur, som også var et udtryk for en af hans drømme sammen med Vilja, at have projekter som de to kunne have været fælles om. Et beskedent ønske fra Viljas ydmyge og kære far, som på sin egen måde havde hende med sig i hjertet på sin egen første Fars dag!

• 

• 

• 

• 

• 

• 

Læs videre i Del 20 – Tilbage på arbejdet, som vil kunne læses allerede d. 09.01.20

Del 18 – Sorggruppen og den første ferie

Andreas og jeg besluttede os for at rejse væk, nogle måneder efter vi mistede Vilja. Vi tænkte at vi havde brug for et pusterum fra dagene der føltes ens, triste og mørke. 
For mig blev det vigtigt at vi tog et sted hen, der lå tæt på vandet, og ikke hvilken som helst form for vand. Vand der havde forbindelse til havet, så jeg havde følelsen af at Vilja på en måde var med os, på trods af at hun endnu ikke havde fået hvile på havet. 
Derfor valgte vi at køre til det nordlige Tyskland på spaophold med kort afstand til Østersøen for derefter at flyve til Rom, hvor floden Tiberen føres ud i det Tyrrhenske hav.

Det var et luksuriøst spaophold i Tyskland, hvor vi fik lækker mad i restauranten, og fik behandlinger i deres spaafdeling, og benyttede muligheden for daglige gåture langs stranden ved Østersøen. 
Desværre faldt meget af det til jorden, da vi fik os en psykisk mavepuster! Rejsebureauet havde ikke tydeliggjort at hotellet var familievenligt, så der vrimlede med glade familier og børn i alle aldre. Det føltes som at få gnidet salt i vores åbne sår, det sved og stak i vores hjerter! Den forestilling om selvforkælelse blev udfordret ved at vi alle vegne, hvor øjet rakte blev gjort opmærksomme på den kendsgerning, at de andre havde det som vi inderligt ønskede, men altid ville mangle – drømmen om den fuldendte familie! 
Da vi ankom til Rom blev vi overvældet af de mange mennesker, der flokkedes alle vegne på trods af at vi rejste uden for sæson. Vi forsøgte at få det bedste ud af det og inddragede Vilja på en symbolsk måde ved at tage billeder med den lille sprutte. Selvom Vilja ikke var til stede, føltes hun langt tættere på os end de mange mennesker, der hele tiden passerede os. Det blev et rejseforløb med blandede følelser, men de daglige gåture langs Tiberen virkede på en måde terapeutiske. Det hele føltes meningsløst uden elskede Vilja, men samtidig føltes det så vigtigt for os at skabe nye rejseritualer, hvor Vilja kunne være en del af det!

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

Kort tid inden vores hjemrejse blev vi informeret af Landsforeningen Spædbarnsdød om, at vi var kommet i en sorggruppe, der ville påbegynde kort efter vores hjemkomst. Det vækkede et spædt håb om en udvidelse af netværket, som jeg var i gang med at opbygge for mig, for Vilja og for Andreas. Sammen med kvinderne fra efterfødselsgymnastikken oplevede jeg allerede at vi havde fundet pladsen til at mindes Vilja, Blob, Viola, Victoria, Casper og Victor! 
Så jeg håbede at sorggruppen også kunne få en stor betydning for mig, for Vilja og særligt for Andreas. Forhåbentligt kunne vi være fælles om et nyt skridt fremad, og sammen med andre forældrepar møde gensidig forståelse, respekt og anerkendelse af vores elskede børn! 

Vi var spændte på dagen for det første møde med sorggruppen, og vi håbede at det kunne mildne vores ensomhed. Vi vidste kun lidt om de andre forældre, men vi vidste at de havde mistet til termin lige som vi havde mistet Vilja på målstregen. Det havde vi ellers ikke forventet, fordi Landsforeningen Spædbarnsdød gav udtryk for, at sorg skal anerkendes uanset om tidspunktet for tabet sker under graviditeten, til termin eller inden for det første leveår. En tankegang som jeg er stærk tilhænger af, fordi kærligheden til sit barn ikke først starter når barnet er født, men fra du ser to streger på en graviditetstest og særligt når du ser/hører det lille hjerte slå for første gang!
Da vi var nået halvvejs til det aftalte mødested, som skulle være hos det ene forældrepar, blev vi ringet op af den ene sorggruppeleder. Jeg havde set forkert omkring det aftalte tidspunkt, så vi kom en halv time for sent. TYPISK MIG!
Vi ankom til et fint hus i naturvenlige omgivelser og vi blev taget imod af to sorggruppeledere, en mand og en kvinde, samt to forældrepar, der lige som os så nervøse og bedrøvede ud i ansigterne.
Vi blev præsenteret for forældreparrene Camilla Ida og Morten, forældre til Lily, og Camilla og Michael, forældre til August, som fortalte deres historie og vi fortalte vores om Vilja!
På trods af at vi havde forsinket vores møde var der plads til introduktion til mødegangene, vores fortællinger om børnene og en opstart af de emner, der var vigtige for os at tale om med hinanden. 
Da vi begyndte på at tale om de emner, som fyldte i vores tanker mærkede jeg lige som til efterfødselsgymnastikken. Der var en atmosfære af gensidig forståelse og genkendelighed omkring savnet til vores børn, omkring de ydre omgivelsers håndtering af sorgen og vores egne forventninger til vores pårørende. Vi forstod hinanden på en måde, som vores omgivelser umuligt ville kunne forstå på samme måde – vi havde mærket den samme gennemborende og intense smerte, da vi mistede vores børn! 
Vi fortalte uafhængigt af hinanden om historier, hvor vi havde oplevet at pårørende i den bedste mening forsøgte at finde “løsninger” på vores sorg eller prøvede at finde mening i det meningsløse. Vi var alle enige om at der findes ingen løsninger, fordi vores børn aldrig ville komme tilbage, det livsvilkår skulle vi finde en måde at lære at leve med. Vi var også enige om at der ingen mening kunne findes i vores børns død, der ville aldrig kunne findes en mening med nogen børns død!
Vi følte alle at det var svært at finde styrken til at tale med pårørende og sætte ord på vores oplevelse af sorgen. Det kunne være svært at tage ansvaret, og særligt svært hvis de kunne finde på at sige at vi også var nødt til at komme videre. Vi var også enige om, at vi aldrig ville komme videre, men at vi skulle lære at leve med at vi ikke ville få lov at se vores børn vokse op og følge deres udvikling. Vi må “nøjes” med den stolthed, at vi altid vil være forældre til vores englebørn. Det faktum vil ingen kunne tage fra os – vi har bragt vores børn til verden, selvom livet på traumatisk vis blev taget fra dem!

Vores første møde blev en påmindelse om, at vi på godt og ondt ikke var alene. Vi havde som forældre til englebørn noget særligt til fælles, som vi helst havde været foruden! Alligevel vækkede det en taknemmelighed hos Andreas og mig, at vi sammen med de andre forældrepar havde mulighed for ikke at gå alene igennem livet med det ubærlige vilkår, at vi havde mistet vores ønskebørn. Vi var ikke alene i ensomheden! 

Læs videre i Del 19 – Mærkedage og Viljas ceremoni på havet, som vil kunne læses allerede d. 07.01.20