Louises historie – min engleprinsesse Vilja – Del 19

Del 19 – Mærkedage og Viljas ceremoni på havet

Da vi ventede os Vilja, så Andreas og jeg frem til at markere både Mors dag og Fars dag. Vi havde den forestilling at Vilja ville være gammel nok på Mors dag, og især på Fars dag til at vi sammen kunne gøre noget særligt ud af dagene – det skulle være en kærlighedserklæring til hende og til hinanden, som den nybagte familie det var meningen vi skulle være!
Den barske virkelighed slog os i ansigtet den nat vi mistede Vilja – det var ikke sådan vores familiebillede skulle forme sig!
Vores oplevelse skete på godt og ondt – Vi blev velsignet med Vilja, men vi mistede hende også, så vi var “nødt til” at finde en særlig måde at værne om vores nybagte familie! Derfor holdt vi stadig fast i at anerkende vores nye titler, som mor og far!

Mors dag fandt sted anden søndag i maj, og Vilja ville have været knap fire måneder på det tidspunkt. Det var morgen og Andreas stod op efter han havde kysset mig på panden. Han rumsterede ude i køkkenet og jeg blev venligt bedt om at blive i soveværelset til han hentede mig.
Da jeg fik lov til at komme ud i køkkenet havde han dækket op til den fineste morgenbrunch, som han selv havde lavet. Han havde købt en smuk lyserød Hortensia og en lyserød KitKat chokoladebar, som en gave fra Vilja! Det gav mig tårer i øjnene, at det var anrettet så fint. Jeg gav Andreas et taknemmeligt kys og et flyvende luftkys afsted til min elskede datter!
Jeg havde forinden Mors dag fået blomster fra min kære søster og svoger, og smukke øreringe med mørkerøde granater (Viljas månedssten) af mine forældre! Det lindrede den smerte jeg følte på dagen, at mærke min families anerkendelse af, at jeg altid vil være Viljas mor uanset hvad!
Hen ad formiddagen ringede det på døren og jeg modtog endnu en smuk buket blomster. Denne gang fra mine to gymnasieveninder og en tredje veninde, og med buketten kom det smukkeste digt, som de havde skrevet særligt til mig på vegne af Vilja! Jeg var rørt til tårer, fordi jeg var så taknemmelig for alle de gode mennesker jeg havde omkring mig, som anerkendte min titel som mor og min datter Vilja!
Andreas og jeg tog senere på stranden og stak som det første fødderne i det kolde vand. Det var forfriskende og igen følte jeg mig tæt på Vilja, fordi jeg vidste at hun snart ville få sit hvilested ved vores strand!
Resten af dagen brugte Andreas og jeg til at slappe af og være gode ved hinanden, som noget af det vigtigste for os at værne om!

I slutningen af maj fik vi arrangeret Viljas ceremoni på havet. Hendes aske skulle blive ét med det smukke, glinsende hav på vores strand. Den samme strand, som Andreas havde friet til mig og hvor vi senere havde fået taget billeder til vores bryllup med Vilja i min mave.
Nogle dage forinden havde vi hentet asken hos den venlige bedemand, der havde støttet os igennem planlægningen af hendes bisættelse. Jeg havde brug for at forberede mig på, at kunne tage den endegyldige afsked med det fysiske bevis på hendes eksistens.
Vi havde hos den samme blomsterdekoratør, som til bisættelsen, bestilt en hjerteformet krans, og lidt løse blomster vi kunne sendes afsted i vandet, ligesom hendes aske.
Vores familie havde også blomster med og Viljas kusine havde lavet en flaskepost til hende med tegninger og små kyssede hjerteperler.
Vi mødtes med familien på havnen, der lå ved siden af vores strand. Jeg havde aftalt med en mand, der havde en slæbebåd, at vi kunne sejle med ham og sende hendes aske afsted med udsigt ind til vores strand.
Vi havde været bekymret for vejret, fordi det havde stor betydning for om det kunne lade sig gøre at sejle ud. Men… Viljas kusine havde sagt at Vilja ville være den der bestemte vejret for hendes ceremoni på havet, og det viste sig at blive et smukt solskinsvejr. Det føltes som om Vilja var med os, og havde valgt at solen skulle skinne højt på himlen og lade sine varme stråler falde ned på os. Samtidig var det en let fralandsvind, så det var forsvarligt for os at sejle ud med hendes aske.
Det tog ti minutters tid før manden stoppede motoren på slæbebåden, og vi drev langsomt på de næsten stilleliggende bølger.
Jeg havde skrevet et digt til Vilja, som jeg læste op for hende og familien. Jeg sang derefter vuggevisens første vers fra Prinsen af Egypten, som jeg før havde sunget for hende. Selvom min stemme var ved at knække et par gange lykkedes det alligevel at få sagt og sunget det jeg ville. Derefter åbnede Andreas og jeg hendes urne, og den fineste aske kom til syne. Tårerne trillede ned af kinderne på mig, da vi sammen sendte hendes aske afsted ud i det klare blågrønne havvand. Lidt af asken fløj i luften, et kort øjeblik, inden det lagde sig på havoverfladen for derefter nærmest at danse langsomt til bunden, som fint stjernestøv der danser i luften. Hendes urne havde vi besluttet skulle være plantebaseret, så den også kunne blive en del af havet.
Vi sendte alle sammen vores mange blomster afsted til hende som vuggede sammen med de rolige bølger. Det var så rolig og fredfyldt en ceremoni, og vi lyttede til de små bølger, der klukkede, hver gang de ramte båden. Bølgerne havde ganske stille ført os længere ud på det åbne hav sammen med de smukke blomster, som for en stund gjorde os stille og nærværende.
Da vi var sejlet tilbage til land tog vi til vores strand for at spise sandwich og drikke lyserød rosé til frokost. Det føltes som den rigtige måde at skabe minder på dagen, at vi var sammen om at være tæt på hende, og kunne komme i kontakt med hende ved at dyppe fødderne i det kølige havvand. Flere af os tegnede også hjerter i sandet og skrev Viljas navn, som et lille symbol på hendes ceremoni.
Da vi kom hjem til os sluttede vi dagen af med kaffe og lyserøde hindbærmoussekager, og vi havde følelsen af at vi havde givet Vilja en smuk og værdig afsked. Hun havde fået hvile det sted, der var fyldt med vores kærlighed til hende og hinanden!

På Fars dag gjorde jeg mit bedste for at lade Andreas vide, hvor fantastisk en far han altid vil være for Vilja! Igen havde min familie og tre skønne veninder været så betænksomme at komme med gaver til Andreas på vegne af Vilja. Det varmede mig i mit hjerte at Andreas blev husket på den særlige dag – hans titel var lige så betydningsfuld at anerkende, som min! Jeg besluttede mig for at vi skulle ud i det gode vejr, der var blevet varmere og mere solskinsrigt, derfor pakkede jeg mad og tæpper sammen så vi kunne holde en lille picnic på vores og Viljas strand.
Da vi slog os ned tæt på vandkanten måtte vi lægge lidt forskellige ting på hjørnerne af tæppet, da den friske vind drillende fik tæppet til at blafre. Vi satte os til rette for at spise maden jeg havde taget med, men desværre havde jeg pakket pålæg der var for gammelt, så vi måtte spise rundstykker kun med smør. Jeg var så ærgerlig over det, men Andreas var så sød at berolige mig med at der var så meget at spise, at vi nok skulle blive mætte. Han forstod at vende det negative til noget positivt – en egenskab han altid vil blive elsket for!
Efter vi havde spist dyppede vi vores fødder i det let kølige havvand, og vi havde fundet Forglemmigej på vejen, som vi sendte afsted ud i vandet til Vilja – et symbol på kærlighed, som Andreas ville give Vilja!
Derefter åbnede Andreas gaven fra Vilja, som var en fin trææske med et steakknive-sæt. En gave som skulle symbolisere en af de passioner, som han havde forestillet sig at præsentere for Vilja og dele med hende, nemlig god madlavning.
Andreas havde sidst på dagen et ønske for selv at systematisere i sit skur, som også var et udtryk for en af hans drømme sammen med Vilja, at have projekter som de to kunne have været fælles om. Et beskedent ønske fra Viljas ydmyge og kære far, som på sin egen måde havde hende med sig i hjertet på sin egen første Fars dag!