Del 20 – Tilbage på arbejdet
Da Andreas og jeg mistede Vilja havde jeg så svært ved at finde meningen med noget – hvad lavede jeg her uden hende? Hvorfor blev vi ramt af så smertefuld en tragedie? Hvad havde jeg gjort forkert og hvad kunne jeg have gjort anderledes?
Mange tanker rasede gennem mit hoved, uden sammenhæng eller rationalitet. Derfor brugte jeg meget tid hos min psykolog, der støttede og vejledte mig i sorgen. Uden professionel støtte sad jeg fast i følelser, som jeg var nødt til at bearbejde for at kærligheden til min elskede Vilja kunne være det fundament, der ville fylde mest i sorgen!
Omkring sommerferieperioden fandt jeg mod til at træde mere ud i hverdagslivet igen, og jeg tænkte at det var tid til at afprøve genoptagelsen af mit arbejde. Jeg kontaktede min leder og vi fandt et tidspunkt for at mødes.
Men mit arbejde indebærer støtte og vejledning til børn i socio-emotionelle vanskeligheder, og arbejdsmiljøet er ofte meget uforudsigeligt så aftalen måtte rykkes til efter sommerferien.
Da dagen for det første møde med min leder kom, sad jeg længe i min bil på parkeringspladsen før jeg åbnede døren for at stige ud. Jeg havde hjertebanken, mens jeg nærmede mig hovedindgangen. Jeg var bange for at møde et hav af mennesker og jeg var særligt bange for spørgsmål jeg ikke var forberedt på.
Da jeg kom ind på min leders kontor kunne jeg stadig mærke mit hjerte hamre derudaf, men hun tog godt imod mig. Vi fik talt om hvordan jeg havde det og vi forsøgte i små bidder at planlægge det fremtidige forløb for min tilbagevendelse. Vi aftalte bl. a. at det første møde skulle være med mine kollegaer inden et møde med børnene. Jeg fortalte min leder at jeg var bekymret for mine reaktioner i forhold til at vende tilbage til de omgivelser, hvor jeg havde glædet mig helt hovedkulds til at Vilja skulle komme verden.
Lige som til det første møde med min leder var jeg også bange, da jeg endelig var begyndt at vandre op mod min afdeling, hvor mine kollegaer ventede på mig. Jo tættere på at jeg kom, jo mere pressede tårerne sig på. Jeg havde haft to af mine kollegaer på besøg i foråret, som havde fortalt mig om tingenes gang og at de alle savnede mig. De ord forsøgte jeg at fastholde i mine tanker, da jeg nærmere mig, som en måde at give mig selv styrke.
Allerede da jeg tog det første skridt ind ad døren og så mine kollegaer, som stod klar for at tage varmt imod mig, begyndte tårerne at trille ned af kinderne på mig. Da jeg gav det første kram stod jeg og hulkede ind i min kollegas skulder – jeg var helt magtesløs over for alle de følelser, der væltede ind over mig. Det var ambivalente følelser, at det på den ene side var rart at jeg havde taget skridtet, men samtidig så hårdt at jeg ikke var på besøg for at vise min smukke Vilja stolt frem. Jeg kunne mærke at mine kollegaer så gerne ville imødekomme mig og støtte mig efter bedste evne – lige præcis det jeg havde brug for.
De efterfølgende uger begyndte jeg så småt at skabe mere kontakt og jeg mødtes endelig med “mine” drenge (de børn jeg er knyttet til på mit arbejde). Jeg blev så rørt og så overvældet over deres imødekommende og omsorgsfulde adfærd, og det varmede mit indre at mærke deres kram og se deres smil. Jeg oplevede et overskud fra deres side, som jeg ikke havde overvejet, men jeg blev så stolt af dem over at de formåede at vise det i så høj grad. “Mine” drenge mindede mig om, at de hele vejen igennem er nogle gode drenge!
Da jeg havde været tilbage i et stykke tid arrangerede jeg med mine kollegaer, at jeg skulle fortælle drengene om Vilja for at de kunne få muligheden for at spørge om alt og få mere at vide om hvad der var sket, og hvordan det havde været efterfølgende. Drengene lyttede til min fortælling, men var i begyndelsen lidt tilbageholdende med spørgsmål. Der var mine kollegaer så gode til at åbne op for spørgsmålene gennem et tilbageblik på de samtaler, som de havde haft sammen inden jeg var vendt tilbage. Det skubbede en ny samtale i gang om Vilja og fremtiden, og til sidst så de billeder af min elskede Vilja.
Tiden virkede meget besynderlig i perioden for min tilbagevendelse, fordi det både føltes som om at tiden gik hurtigt og langsomt – Hurtigt når jeg fandt mening i det jeg gjorde og langsomt når jeg følte at jeg var utilstrækkelig. Utilstrækkeligheden blev min egen indre fjende, der overrumplede mine dage med frustrationer, forvirring og magtesløshed. Jeg følte mig utilstrækkelig, hvis jeg ikke følte at jeg støttede nok op om arbejdet, hvis jeg glemte det jeg skulle huske, eller hvis jeg blev mødt af hverdagssnak, hvor sorgen gjorde mig handlingslammet eller tilbagetrukket. Sorgen må gerne være der, fordi den er en del af min historie – den er et udtryk for min kærlighed og savn til Vilja! Men jeg blev frustreret på mig selv, hvis min viljestyrke til at fortsætte ikke ville samarbejde.
Selvværdet og selvtilliden krævede lang tid at genfinde, og min familie og min psykolog måtte støtte og vejlede mig til at genfinde mine ressourcer.
Selvom smerten stadig rammer mig, så er jeg nået langt ved hjælp af min viljestyrke, min stædighed, min åbenhed for at modtage hjælp, mit samarbejde med min arbejdsplads, min families støtte, og ikke mindst min kærlighed til Vilja, som er med mig i hjertet hver eneste dag!
Læs videre i Del 21 – International mindedag og Alle Helgens, som vil kunne læses allerede d. 12.01.20
Er jeg mor nu? 