Louises historie – min engleprinsesse Vilja – Del 22

Del 22 – Den første jul og nytåret

I lang tid talte Andreas og jeg frem og tilbage om hvorvidt vi skulle forsøge at holde jul og nytår uden Vilja i vores arme. Det føltes ofte meningsløst at skulle “fejre” højtiderne uden hende, især på mine svære dage! Engang imellem huskede jeg på at jeg havde lovet mig selv og Vilja at jeg ville gøre alt til ære for hende, og en af mine forestillinger var at Viljas første jul var i samvær med familien. Vi endte derfor med at springe ud i det med et ønske om at vi dannede en ny tradition, så vi samledes om noget, hvor Vilja kunne være i fokus.
Jeg bad derfor Viljas morfar, som er tømrer, om at lave snurretoppe til en udendørs uro, der ville kunne hænge ude i hendes lille have. Vi aftalte at han lavede snurretoppene ud af træ og en stjerneformet skive, som kunne stabilisere uroen fra oven.

Da det blev juleaften pakkede Andreas og jeg julegaver sammen, så vi kunne holde jul hos Viljas mormor og morfar sammen med Viljas moster og onkel og oldemor. Inden vi tog derhjem mødtes vi med Viljas bedstemor for at tage i vores kirke for at deltage i julegudstjenesten. Vores præst tog imod ankomne, og aldrig havde jeg set så mange mennesker i vores kirke på en gang. Vi bevægede os op og satte os på gulvet ved siden af alteret, hvor der stod et pyntet juletræ og mange levende lys der omsluttede alteret. Da kirkeklokkerne ringede blev de afløst af julesange sunget så smukt af koret, der stod på den modsatte side af alteret. Vi lyttede til præstens tale om, at den største gave vi kan give hinanden ikke var materialistiske goder, men ansvar over for vores egen og hinandens velvære. Jeg mindes at hun mente, at gennem ansvar ville give hinanden et formål og med formål kunne vi finde mening, som det moderne menneske søger.
Efter gudstjenesten kørte vi til Viljas mormor og morfar, hvor vi startede med at male snurretoppene i forskellige mønstre. Det var en rar måde at Vilja kom i fokus, at vi samledes om noget der kunne pynte i hendes lille have.
Da vi havde malet skulle vi spise julemiddag og det var rart at samværet med familien var så nærværende. Det havde været for uoverskueligt for mig, hvis vi havde været mange mennesker samlet omkring den mest ambivalente jul, jeg i mit liv har oplevet.
Da vi havde spist den velsmagende julemiddag satte vi os ind i dagligstuen og lysene på juletræet blev tændt. Andreas og jeg havde købt en julekugle med Viljas navn, og vi havde fået forskellige former for julepynt, som synliggjorde at Vilja var med os i hjerterne. Det var en hjertevarmende fornemmelse at mærke familiens anerkendelse af vores elskede Vilja!
De tidligere år, hvor jeg holdt jul med familien var det traditionen at vi samledes rundt om juletræet for at synge julesange. Hvert år havde vi ladet den yngste vælge den første julesang, derefter den næstyngste osv. indtil alle havde valgt. En tradition jeg altid havde holdt meget af og derfor rørte det mig dybt, at Viljas moster kærligt sagde til Andreas og mig: “ I skal jo starte med at vælge en sang, for Vilja er jo den yngste. “ Hendes anerkendelse af Viljas plads i familien var højdepunktet på min juleaften!
Andreas var fast besluttet på at Viljas julesang skulle være “ Dejlig er den himmelblå “, hvor vi skulle synge de to første og det sidste vers af sangen. For første gang reflekterede jeg over sangteksten, og for mig stod det klart at Vilja uden tvivl altid ville være vores “lille stjerne-sol!“
Da vi havde sunget alle julesangene begyndte vi at dele gaver ud til hinanden. Familien blev glade for gaverne fra os og Vilja, og Andreas og jeg var så taknemmelige for at familien ikke kun gav julegaver til os, men også gav julegaver til minde om Vilja!
Jeg var på trods af smerten over at Vilja manglede, så taknemmelig for vores families inddragelse af hende på en “familiekærlig” aften, som det altid har været for os at holde jul!

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

En uges tid senere blev det nytårsaften, og Andreas og jeg havde aftalt med forældregruppen at gå sammen ind i det nye år. Vi havde egentlig fået andre invitationer fra andre venner, men vi kunne mærke at vi havde mest behov for at være sammen med forældregruppen, hvor der var gensidig følelsesmæssig forståelse for hinandens sorg.

Vi aftalte med forældregruppen at tage i Camillas fars sommerhus, så vi kunne få et afbræk fra hverdagen. Efter vi havde hentet Camilla Ida og Morten på en station mødtes vi hos Camilla og Michael. Derefter tog vi forbi Augusts sted med en lille blomst inden vi kørte mod sommerhuset ved Roskilde Fjord. Da vi havde afsluttet vores sorggruppeforløb valgte vi i fællesskab at skabe en tradition for at skiftes til at invitere hinanden hjem, og i samme ombæring besøge vores børns sted med en lille blomst eller buket.
Da vi havde handlet ind, og var ankommet til sommerhuset, pakkede vi ud og klargjorde vores nytårsmiddag. Vi gik derefter en tur til Roskilde Fjord og jeg havde et behov for at mærke at Vilja var med mig, så jeg dyppede mine hænder i det kolde havvand.
Vi spillede spil, lavede middagen, dækkede bord og klædte os pænt på inden vi satte os til bords for at spise den gode mad vi havde lavet.
Det var rart at være sammen med nogen der forstod behovet for at synliggøre sit englebarn, som Andreas og jeg har behov for med Vilja. Camilla havde hæklet de fineste små nytårshatte til vores tre sprutter, en til Lilys sprutte, en til Augusts og en til Viljas, som jeg forevigede igennem et billede!
Da vi havde spist satte vi os i sommerhusets lille stue tæt på brændeovnen, så den kunne varme os. Vi snakkede og spillede spil inden vi skulle træde ind i det nye år.
Kort tid inden midnat forsøgte vi at se Rådhuspladsens ur, i København, slå kl. 00.00, men den utilstrækkelige internetforbindelse forhindrede os i at følge med. 
Da klokken viste midnat på vores telefoner fik vi kransekage, “champagne”drik og gav hinanden nytårskram. Vi gik ud og fyrede et par batterier af inden vi gik til Roskilde Fjord for at se fyrværkeriet, der glimtede højt på den stjerneklare nattehimlen. Samtidig med fyrværkeriet studerede Andreas og jeg også de forskellige stjernebilleder, og der midt i alt fyrværkeriet og alle stjernerne ramte følelserne os! Det føltes så forkert at Vilja ikke var i vores arme, at vi ikke kunne se hendes reaktioner på fyrværkeriet og pege sammen med hende på de mange stjerner.
Vi blev alle seks påvirket af fyrværkeriet, som vi før havde betragtet som en smuk tradition til nytår, men som nu føltes så mærkelig at overvære – det var sørgmodigt at træde ind i et nyt år uden vores elskede små ønskebørn!
Da vi kom tilbage til sommerhuset sad vi længe mutte og kede af det. Vi gav hinanden plads til at tale om alle de følelser, som vi oplevede blussede op. Der gik noget tid før vi var klar til at lægge de svære følelser på pause, men vi sluttede aftenen af på en respektfuld måde. En måde hvor vi både havde været fælles om sorgen, men havde samtidig også givet hinanden den plads vi hver især havde brug for – et frirum vi alle forstod uden brugen af ord!
På en måde var jeg lettet over at vi holdt nytår med forældregruppen i stedet for at føle os malplaceret til nytårs-tamtam med andre venner, der måske ville have svært ved at håndtere vores reaktioner over at have mistet vores elskede lille guldklump.

• 

• 

• 

• 

Jeg havde forventninger om at juleaften ville blive den sværeste del at gennemgå i juleferien! Overraskende nok formået familien at mildne smerten og skabe et rum, hvor der var plads til Vilja og kærligheden til hende! I virkeligheden var den hårdeste prøvelse for mig at gennemgå nytåret. Til nytåret oplevede jeg så ambivalente følelser, der omfattede både lettelse og sorg over at forlade år 2019. Det var en lettelse at forlade det mest traumatiske år i Andreas og mit liv, men samtidig en sorg at vide at vi trådte ind i det nye år med knuste hjerter – vores børn ville stadig mangle i vores arme!

Læs videre i Del 23 – Viljas første fødselsdag, som vil kunne læses allerede d. 16.01.20