Del 25 – Vilja har fået en ny fætter
Jeg har før skrevet om misundelsen og vreden, der har fulgt med sorgen over at miste Vilja. De følelser der lå bag uretfærdigheden af at hun skulle dø. Andreas og min sunde og raske fuldbårne pige fik ikke lov til at se dagens lys, før hendes hjerte stoppede med at slå – den største sorg man kan opleve, som forældre, skete for os!
I den spæde start af vores sorgproces blev min søster gravid, og hun fortjente så meget at skulle opleve det mirakel, det er at blive forælder. Men jeg kunne ikke være der for hende, fordi jeg var knust over tabet af mit eget mirakel!
Jeg var så rådvild! Jeg talte med min psykolog og med Landsforeningen Spædbarnsdød, for jeg ønskede inderligt at finde en måde at forsone mig med den virkelighed, der havde formet sig. Aldrig har jeg arbejdet så hårdt!
Nogle dage oplevede jeg smerten slå hårdt, og andre dage følte jeg et spædt håb for mødet med Viljas lille fætter. Hver dag, under min søsters graviditet, gik jeg ned til Viljas strand for at føle mig tæt på hende og finde ro til at tænke alle scenarier igennem – til at finde modet og styrken til at skabe en balance i mit liv med Vilja i mit ulykkelige hjerte, med misundelsen og ikke mindst kærligheden til min søster.
Det har taget lang tid, endda helt frem til ankomsten af min søsters dreng, som skete en uge før Viljas et års fødselsdag.
Da jeg fik at vide at han var kommet til verden begyndte jeg at græde – at græde over savnet til Vilja, græde over mine bekymringer og reaktioner på at jeg skulle møde ham, men senere blev gråden til lettelse over at han havde det godt!
Min søster, svoger og deres lille dreng kom hjem fra hospitalet et par dage efter fødslen og vi aftalte med dem, at Andreas og jeg skulle møde ham for første gang. Jeg havde en af mine bedre dage, hvor kærligheden til Vilja var den der fyldte mest – smerten var på standby og det gjorde mig godt.
Jeg følte mig spændt på at se deres lille dreng, spændt på mine reaktioner og i det hele taget hvordan dagen ville gå.
Andreas og jeg havde været ude at købe en lille gave til den nybagte familie, og jeg følte mig klar til at tage skridtet. Da vi ankom til min søsters hus tog jeg en dyb indånding før vi forlod bilen – det hele skulle nok gå. Min søster åbnede døren og det første jeg gjorde var at give hende det varmeste knus, jeg overhovedet kunne og sagde: “Tillykke med ham.”
Jeg var den første der bevægede mig ud i deres køkken alrum, hvor min svoger stod med Viljas lille nye fætter i armene – hvor var han bare en FIN lille en! Han var den diametrale modsætning af Vilja, han havde meget lidt lyst hår på hovedet, min søsters smalle ansigt og små æblekinder.
Jeg spurgte hurtigt om jeg måtte holde ham og jeg kunne mærke en varme strømme gennem min krop, da jeg fik ham i favnen. Jeg aede hans lille kind, og jeg genkendte den silkebløde følelse jeg sidste år havde oplevet med Vilja, da jeg havde givet hendes lille kind samme kærlige strøg. Dengang var det følelsen hos en stolt men sorgramt mor, hvor følelsen denne gang var en anden. Denne gang afspejlede følelserne en stolt og vemodig moster, der forestillede sig at Vilja fulgte med og ville være stolt af sin mor!
Jeg følte det så naturligt at sidde med ham og da han en enkelt gang klynkede føltes det så naturligt, at få ham til at falde til ro igen. Jeg havde taget Viljas lille Sprutte med, som jeg lagde på den modsatte skulder af hvor han lå – på den måde havde jeg Vilja med mig, som var den rigtige måde for mig at få kærligheden til at fylde i det særlige øjeblik!
Jeg kunne have siddet med ham hele tiden, men tilbød så Andreas at han kunne få lov.
Andreas fik ham i sine arme og jeg blev der ramt af et lille stik i hjertet – ÅH, hvor jeg dog ønskede så brændende, at han igen kunne sidde sådan med vores Vilja! Men jeg vidste i mit hjerte, at Vilja var med ham i det øjeblik han sad med Viljas skønne lille fætter!
Jeg fik taget et billede af ham med Sprutten liggende ved siden af, som en måde at symbolisere sammenhørigheden mellem ham og Vilja – jeg følte en stolthed over, at jeg både var mor til min engleprinsesse og moster til min kære lille nevø!
Mine forældre, der var blevet mormor og morfar for anden gang sad og betragtede Andreas og mig siddende med deres lille nye barnebarn. Vi havde en hyggelig eftermiddag sammen og min søster og svoger blev glade for gaven til deres lille dreng, som de fik inden besøget var ved at være omme.
Jeg var så lettet, så stolt og så taknemmelig for min familie, min dejlige mand og de to børn, der uden tvivl ville fylde størstedelen af mit liv – min datter og min nevø!
Jeg var samtidig overrasket over mig selv, fordi jeg havde vendt min frygt til mod. Jeg havde fundet en styrke – en vej til en mere harmonisk balance mellem min sorg og mit liv. Jeg var blevet bekræftet i det øjeblik jeg fik Viljas fætter og min nevø i favnen – der var plads til mere kærlighed end jeg nogensinde havde turde håbe på!
Læs videre i Del 26 – Mine tanker: Hvad sker der efter døden?, som vil kunne læses d. 20.02.20
Er jeg mor nu? 