Den lange tur til hospitalet
Vi tager elevatoren op til den afdeling vi have fået en tid på, jeg gik ind og meldte at vi var kommet og vi fik af vide at vi skulle tage plads ud i venteværelset, min far var med deroppe og sad sammen med os. Det var de længste 20 minutter i vores liv, vi kunne ikke finde nogen form for ro da vi sad der og ventede.. det hele var så uvirkeligt.
vi blev endelig kaldt ind, og så skulle vi lige fortælle hvad der var sket igen, så skulle jeg gøre mig klar, så de kunne scanne og undersøge mig, jeg lagde mig op på briksen og lægen satte scanneren på min mave og meget hurtigt kunne hun konstatere at det var mit fostervand der var gået, og at der ikke var noget tilbage. Vores verden gik i stå, vores drøm om et barn var brast, igen.
Jeg begyndte at ryste da min krop gik i chok, lægen sagde at hun, selv om jeg nok ikke havde lyst, skulle lave en gynækologisk undersøgelse for at se hvordan det hele var dernede. Jeg registrere ikke hvad hun lavede, men efter lidt tid sagde hun at hun kunne mærke fosterdele. Hun forklarede os hvad der nu skulle ske, vi blev indlagt, så de kunne sætte mig i gang næste dag. vi havde meget svært ved at falde i søvn. for vi skulle jo ikke være forældre før en gang til juni…. ikke nu…
Viola har den ene med sig, den anden har vi der hjemme
Dagen efter ville lægerne lige være sikre på at der ikke var noget fostervand tilbage, så de scannede mig igen. Og der kunne de se at der stadig ikke var noget fostervand, men at vores lille pige lå og var meget aktiv. Det var hårdt for os, at se den lille aktive pige i min mave og vide, at man lige om lidt skulle sluge en pille, der skulle stoppe hendes lille bankende hjerte. Vi blev sendt tilbage på vores stue og de kom selv lidt efter ind for at fortælle, at jeg skulle tage den pille, der stoppede Violas liv. Det var hårdt at tage pillen, men samtidig var vi overbevist om, at det var det mest humane for vores datter. Da jeg først kunne sættes i gang 24 timer efter pillen var taget, så blev Michael kørt hjem af min mor, for at hente lidt små ting vi manglede, mens han var hjemme fik jeg ringet til min leder og fortalt hvad der var sket, og at jeg ikke vidste hvornår jeg var klar til at vende tilbage til arbejdet. Resten af dagen slappede vi af så godt vi kunne, så vi var klar til i morgen hvor jeg skulle sættes igang. Det var en meget lang og meget uvirkelig aften, hvor vi græd skiftevis. Det hele var så uretfærdigt. Aftensygeplejersken kom ind og fortalte, at når jeg havde taget pillerne i morgen, så skulle jeg ud og gå – og gerne på trapper, det ville sætte skub i fødslen.
Er jeg mor nu? 