Tiden med Viola.

Jordemoderen og sygeplejersken klippede navlesnoren og gjorde hende klar til at komme op til os, og meget kort efter hun var kommet kom moderkagen også hel ud. Derefter fik vi vores lille pige op, hvor var det dejligt at sidde der med vores Viola. Vi kunne ikke lade være med at se på hende, og vi fik taget en masse billeder. Sygeplejersken blev ved med at spørge om, hvornår hun kunne få vores datter så de kunne tage de prøver, men vi var ikke klar til at give vores lille pige fra os igen, heller ikke efter sygeplejersken havde været ude for at få lavet aftryk af hænder og fødder.

Et par timer efter jeg havde født kom min mor op for at se vores datter og aflevere 2 små firkanter, hun havde lavet til et tæppe, mens min mor var der kom aftensygeplejersken ind på stuen for lige at sige hej og stort tillykke med at vi nu var blevet forældre, til en meget smuk pige med et smukt navn. Først syntes vi alle at det var lidt mærkeligt/anderledes entré, men da det havde bundfældet sig, så føldes det faktisk utrolig rart, at vi blev anerkendt for at være blevet forældre – for det var vi jo blevet. Da min mor var gået igen var der aftensmad, og vi blev enige om at lade Viola ligge på stuen, mens vi hentede mad.. men da vi lukkede døren blev vi begge ramt af en mærkelig følelse af, at have efterladt vores datter. Det var ikke rart. Efter aftensmaden så vi håndbold, mens jeg lå med Viola på mit bryst, da kampen sluttede sagde jeg til Michael at jeg syntes at han skulle ligge med Viola på brystet, han fik hende over, og synet af min mand med vores datter liggende på brystet, er nok noget af det smukkeste jeg længe har set, og noget jeg aldrig vil glemme. 

Så blev det tid til det allersidste farvel. Det var det allerhårdeste vi har oplevet, men vi gjorde hende klar med mormor’s tæppe og den sprutte vi havde fået, vi kaldte på sygeplejersken og hun tog vores pige med sig ud. Det var svært at falde i søvn den aften. 

Dagen efter blev vi udskrevet og min mor hentede os på hospitalet og kørte os hjem. Der hele var så tomt, uden vores lille Viola – der for altid – har fået en stor plads i vores hjerter. 

Da jeg p.t. er gravid med en lille ny, med termin her sidst i 2019, er det meget hårdt at skulle skrive hvad og hvordan det hele er gået efter vi tog hjem fra hospitalet, uden vores lille Viola, men det kommer når der er kommet lidt mere overskud, i starten af 2020.

For verden er du “bare” et foster, men for os er du vores VIOLA

Fødsel af vores lille Viola

Så blev det den 23 januar, dagen hvor jeg skulle sættes i gang, jeg måtte ikke spise noget hele dagen i tilfælde af, at jeg skulle opereres hvis hele moderkagen ikke selv kom ud. Den første pille fik jeg omkring kl 9 og da den var givet og jeg havde ligget i den halve time jeg skulle, gik vi ud for at gå på trapper som vi havde fået af vide var rigtigt godt, men da vi næsten var tilbage på stuen, mødte vi sygeplejersken som skældte os ud, fordi vi havde været ud og gå på trapper – Hun kunne jo ikke finde os? Vi blev meget forvirrede, men vi nåede ikke at sige så meget, for jeg var begyndt at få veer og ville gerne have noget smertestillende, så det fik jeg og da der var gået en halv time og pillerne ikke virkede bad jeg om og få noget mere, og det fik jeg så. nu var det blevet tid til pille nr. 2, der gik ikke lang tid før at veerne rigtigt tog til, vi kaldte på sygeplejersken som kiggede på mig og sagde at jeg går lige ud og kalder en portør så du kan komme ned på fødegangen, vi blev helt chokerede, da vi hele tiden havde fået af vide at vi ikke skulle ned på fødegangen. men mens sygeplejersken var ude og ringe, kunne jeg mærke at der gled noget ud gennem min skede, det fortalte jeg til sygeplejersken da hun kom tilbage på stuen, hun kigge lidt mistroisk på mig og sagde at hun godt lige ville kigge i min bukser. Her kunne hun konstaterer at jeg havde født kroppen af vores datter, sygeplejersken sagde at ville gå ud og afbestille portøren og kalde en jordemoder op i stedet. Her lå jeg og havde næsten født min datter, uden at der var nogen form for fagligpersoner tilstede og nu sad hun “fast” og vi blev igen efterladt på stuen, kort efter kom sygeplejersken og jordemoderen ind og ved næste ve kom vores datter helt til verden. Onsdag d.23 januar kl. 12.17 gik vores verden i stå og vi var lykkelige og kede af det på samme tid.

Den lange tur til hospitalet

Vi tager elevatoren op til den afdeling vi have fået en tid på, jeg gik ind og meldte at vi var kommet og vi fik af vide at vi skulle tage plads ud i venteværelset, min far var med deroppe og sad sammen med os. Det var de længste 20 minutter i vores liv, vi kunne ikke finde nogen form for ro da vi sad der og ventede.. det hele var så uvirkeligt. 

vi blev endelig kaldt ind, og så skulle vi lige fortælle hvad der var sket igen, så skulle jeg gøre mig klar, så de kunne scanne og undersøge mig, jeg lagde mig op på briksen og lægen satte scanneren på min mave og meget hurtigt kunne hun konstatere at det var mit fostervand der var gået, og at der ikke var noget tilbage. Vores verden gik i stå, vores drøm om et barn var brast, igen. 

Jeg begyndte at ryste da min krop gik i chok, lægen sagde at hun, selv om jeg nok ikke havde lyst, skulle lave en gynækologisk undersøgelse for at se hvordan det hele var dernede. Jeg registrere ikke hvad hun lavede, men efter lidt tid sagde hun at hun kunne mærke fosterdele. Hun forklarede os hvad der nu skulle ske, vi blev indlagt, så de kunne sætte mig i gang næste dag. vi havde meget svært ved at falde i søvn. for vi skulle jo ikke være forældre før en gang til juni…. ikke nu…

Dagen efter ville lægerne lige være sikre på at der ikke var noget fostervand tilbage, så de scannede mig igen. Og der kunne de se at der stadig ikke var noget fostervand, men at vores lille pige lå og var meget aktiv. Det var hårdt for os, at se den lille aktive pige i min mave og vide, at man lige om lidt skulle sluge en pille, der skulle stoppe hendes lille bankende hjerte. Vi blev sendt tilbage på vores stue og de kom selv lidt efter ind for at fortælle, at jeg skulle tage den pille, der stoppede Violas liv. Det var hårdt at tage pillen, men samtidig var vi overbevist om, at det var det mest humane for vores datter. Da jeg først kunne sættes i gang 24 timer efter pillen var taget, så blev Michael kørt hjem af min mor, for at hente lidt små ting vi manglede, mens han var hjemme fik jeg ringet til min leder og fortalt hvad der var sket, og at jeg ikke vidste hvornår jeg var klar til at vende tilbage til arbejdet.  Resten af dagen slappede vi af så godt vi kunne, så vi var klar til i morgen hvor jeg skulle sættes igang. Det var en meget lang og meget uvirkelig aften, hvor vi græd skiftevis. Det hele var så uretfærdigt. Aftensygeplejersken kom ind og fortalte, at når jeg havde taget pillerne i morgen, så skulle jeg ud og gå – og gerne på trapper, det ville sætte skub i fødslen.

Nakkefold og kønsscanning – det hele bliver SÅ virkeligt!

13. december var dagen, hvor vi skulle til nakkefold. Vi var lidt nervøse, men vi havde været til en del scanninger, så vi havde også en god fornemmelse for at vores lille pige havde det godt.. Og scanningen gik så fint, og der var en meget lille risiko for at der var noget galt, vi tog ud og fejrede med en god middag og gik ind og købte et sæt tøj.. Nu var vi ovre de usikre 12 uger, så nu kunne intet stoppe os.

Michael og jeg ville gerne vide hvad vi skulle have, så vi kunne forberede os på det, da Michael havde tanker om, at det var en dreng og jeg var overbevist om at det var en pige. Så en uge efter nakkefolden var vi til en kønsscanning. Vi kom ind og hun målte og kiggede – og til sidst spurgte hun om vi havde et bud på hvad vi skulle have og jeg sagde at jeg var overbevist om at det var en pige, ja det har du ret i, I skal havde en lille pige.. Lige pludselig blev det hele meget virkeligt. Det var ikke den, der lå inde i min mave. Men vores lille pige. Vi gik lykkelige derfra.

 Jeg havde ondt i mit haleben og snakkede både med min fysioterapeut og lægen. Jeg havde så svært ved at passe mit arbejde i vuggestuen og endte med at blive deltidssygemeldt fra starten af januar 2019. Vi havde en god følelse af at alt var godt. En aften da jeg er i uge 18 (17+3) kan jeg mærke at vores lille pige sparker så meget at man kan mærke det udefra og jeg kalder på Michael, han kommer hurtigt hen og får lov til at mærke vores lille pige sparke. Det var en meget speciel oplevelse at dele. Michael og jeg besluttede, at vi ville se vores lille pige igen så vi tog til en  scanningsklinik. Den lille lå med hoved helt oppe i moderkagen så vi fik ikke et godt profilbillede, men hun var der og havde det godt. Vi fandt en pakke med lækkert pigetøj som jeg mandag den 21. januar skulle hente når jeg havde fået fri fra arbejde, det fik jeg gjort. Og kom hjem og måtte ud og skovle sne, da Michael var til møde på arbejdet. 

Efter jeg havde spist min aftensmad, fik jeg ordnet tøjet så det lå i rigtigt str. Der var håndbold i tv’et og jeg var så træt at jeg valgte at se den i sengen, i pausen skulle jeg ud på toilettet og da jeg rejser mig fra sengen forsvinder mine ben under mig. Jeg kommer ud på wc’et og da jeg er er ved at være færdig, kommer der er stor skylle af ”vand” – helt ukontrolleret. Jeg bliver bange, da jeg jo er alene hjemme og det bestemt ikke virkede normalt. Jeg tørrer mig og tager min underbukser på, men har en følelse af at jeg bliver ved med at tisse i mine underbukser, så jeg sætter mig på wc’et igen og ringer til 1813 og forklare det hele, imens jeg sidder og snakker med dem kommer Michael glad hjem og kan ikke forstå, hvorfor jeg ser ud som om jeg græder og snakker i telefon. Jeg får en tid på gynækologisk afdeling på hospital, og jeg får Michael til at ringe til min far så han kan køre os på hospitalet.

Pause for behandling – Men hov?

Da vi kommer igen i september får vi igen besked om at det ikke kan lade sig gøre, gynækologen syntes at vi skal holde en måneds pause, og så konstaterer vi at det må blive til 2, da vi ikke skal stå med et spædbarn på ca. 2 uger eller at jeg har termin oven i vores bryllup som ligger i august 2019. 

Vi tager på sen sommerferie/tidlig efterårsferie, vi har en hyggelig tur med familiebesøg i Frankrig sammen med noget familie. Da vi kommer hjem er jeg lidt utilpas, og vi vælger at tage en test et par dage før menstruationen skulle komme og vi står med en meget positiv test!

Vi blev meget overraskede, da vi jo ikke lige forventede det. Jeg ringede til gynækologen og fik en tid ca. 2 uger efter, jeg fik også en recept på ekstra progesteron, som jeg skulle tage. 

Så kom dagen hvor vi skulle derud og vi var både spændte og lidt bange for hvad vi nu skulle få af vide, jeg blev scannet og hun kunne fortælle os, at det så ud som det skulle men at hun ikke pt. kunne se det lille foster, men at det var så småt og derfor kan være svært at se så tidligt. 

Vi fik en ny tid en uge efter, men kunne ikke vente så lang tid så vi tog en privat scanning 2 dage efter og fik vi af vide at der var et lille foster med blinkende hjerte og vi blev bare så lykkelige!!. Da vi så kom til gynækologen fik vi jo samme besked og hvor var det bare dejligt…. Vi fik endnu en ny tid efter ca.2 uger, men da Michael jo ikke bare kunne få fri for at gå til alle de tider, besluttede vi os for at tage en privat scanning et par dage før den tid hos gynækologen, hvor var det bare dejligt at se vores lille barn, der bare voksede og voksede og stortrivedes derinde. 

Da det blev dagen for tiden hos gynækologen, tog jeg alene afsted og den lille voksede stadig som den skulle, jeg fik en ny tid 2 uger efter. Vi valgte igen at tage en privat scanning efter ca. 10 dage, så Michael også kunne følge med i hvordan den den lille voksede. 

Så kom dagen for sidste tjek hos gynækologen og det hele så, så fint ud. Vi aftalte at når jeg havde født skulle vi sende et billede af vores barn. Jeg spurgte på vej ud og hvor stor sandsynligheden var for at vi fik et barn med hjem, og gynækologen svarede at der var 97 % sikkerhed for at vi ville få et barn med hjem, og jeg skulle være helt sikker for jeg var ikke blandt de 3 % hvor det gik galt. Jeg gik glad derfra og tænkte ikke videre over det.

Mit navn er Kristina. Jeg er gift med Michael og sammen er vi er forældre til vores datter Viola. Dette er vores historie.

Vi vil have et barn..

I december 2016 beslutter Michael og jeg os for at vi vil have et barn sammen. Vi tænker det vil gå relativt nemt.. Men vejen til et barn skulle vise sig, at være alt andet end nemt. 

Der går 5 måneder, det vil sige i maj 2017, før vi står med en positiv test – og det var jo egentligt meget normalt. Lykken var stor og allerede da vi ser de klassiske to streger på graviditetstesten begynder vi at drømme om vores kommende baby, men efter et par uger begynder jeg at pletbløde og vi tager til en privatklinik for at se om der er noget galt.

Vi får af vide at alt ser ud som det skal, men efter 1-2 uger er vi stadig så bekymret, at vi tager til en anden klinik hvor vi får at vide, at jeg skal tage kontakt til lægen for hun kunne ikke umiddelbart finde et foster, vi blev bange…. 

Vi tog kontakt til lægen og vi blev herfra henvist til en gynækolog. Vi kom og fik den samme besked hun kunne heller ikke finde et foster, så hun sendte mig til blodprøver på hospitalet og gav os en ny tid hos hende en uge efter…

Det var en lang uge og vi kun fysisk tilstede, men ikke mentalt. Da vi igen kom til gynækologen kunne hun se at blommesækken var vokset, men stadig ikke noget foster, så igen en ny tid men kun et par dage efter.. Det var en hård ventetid, fuld af bekymringer. 

Så kom dagen hvor vi skulle havde det endelige svar: Var der et foster eller ej?, jeg blev scannet og så kom den hårde besked, at der er ikke var noget foster. Og det betød at vi skulle afbryde graviditeten, det blev en hård og lang weekend hvor vi tuede I flere timer.

Efter aborten gik månederne..

Vi blev ved med at prøve at blive gravide, og da det blev februar 2018 og vi stadig ikke havde en positiv test gik vi til lægen, og bad om at blive henvist til den gynækolog der havde hjulpet os tidligere, da hun også er fertilitetsbehandler. 

Vi kom til vores første samtale hos hende og jeg blev sat i behandling med hormoner, og efter ca.3 måneder stod vi igen med en positiv test, vi var så glade for nu kunne det jo ikke gå galt…. Men dagen inden vi skal til tjek hos gynækologen begynder jeg at bløde, her var jeg i uge 7 (6+1) og det ligner starten på min menstruation, vi bliver så bange for at det er en abort, vi snakkede med 1813 og får at vide at hvis det er en abort, så kan de ikke gøre noget og når jeg nu har en til hos gynækologen i morgen, så skal jeg bare slappe af og vente til i morgen.

Dagen efter kom vi op til gynækologen og min blødning havde taget til og det fortæller vi/jeg grædende og da hun scanner mig kan hun se at det er gået til, og jeg er i gang med at abortere, og i det hun trækker scanneren ud (det er jo vaginalt) kommer blommesækken med ud, og jeg må selv med en stak papir gribe den. Det var en hård oplevelse. Den graviditet, der skulle have været relativ nem, ser lige pludselig ud til at have længere udsigter..

 Vi bliver enige med gynækologen om at vi skal prøve at inseminere mig til august 2018. Vi får en tid og kommer derop, men det kan ikke lykkes denne måned og aftaler at næste måned er der vi skal gøre det.