Del 14 – Den første kontakt til øvrige pårørende
Det var godt for mig at deltage i sorgseminaret og starte op på efterfødselsgymnastik. Det gav mig indsigt i min egen sorg og det fik mig til at huske, at jeg også selv var ansvarlig for min videre færden. Når jeg havde strakt armen ud og holdt mine pårørende på afstand, var jeg jo også nødt til at give dem “grønt lys” igen.
Den efterfølgende gang til efterfødselsgymnastikken havde kvinden, til tvillinger, fra sorgseminaret tilmeldt sig holdet – det var på en måde rart at have mødt hende før. Efter gymnastikøvelserne og afspændingen satte vi os til rette og fortalte endnu engang om vores børns historie, så vi alle kendte til hinanden. Der blev også plads til at tale om andre ting, så jeg fortalte at jeg var blevet inspireret af kvinden fra seminaret, som havde kontakt til sine pårørende – jeg havde taget det første skridt og kontaktet to veninder. Jeg fortalte, at jeg var nervøs, men også spændt på at møde dem – hvordan ville de reagere når de så mig? Hvordan ville jeg selv reagere og hvordan ville det føles, at fortælle dem om mit forløb med Vilja?
Jeg havde valgt at kontakte mine to kære veninder fra gymnasietiden, fordi ingen af dem havde børn og det gjorde det til en “mild” start for mig at møde mine omgivelser. Jeg havde sat rammer op for vores møde, fordi de skulle vide at jeg hurtigt blev overstimuleret og træt. De var så søde til at tage imod mine ønsker, og de ønskede selv “bare” at vise at de var her for mig helt til verdens ende!
På dagen hvor vi skulle mødes var min mor forbi for at hjælpe mig igang. Hun sørgede for morgenmad til mig og havde ordnet huset, så der var nogenlunde pænt til at gymnasiepigerne skulle komme. Jeg kunne mærke mit hjerte sad oppe i halsen, fordi jeg var så bange for at de ikke kunne rumme min smerte! Det var en smerte jeg knap nok selv kunne rumme!
Min mor tog en tur i byen inden det ringede på døren. Jeg gik med nedslået blik ud til hoveddøren, fordi jeg var bange, men da jeg lukkede op blev jeg mødt af forgrædte øjne og varme knus, der fik mig til at græde. Mine veninder og jeg stod lidt tid i gangen og krammede hinanden indtil jeg fattede mig og gik ud i køkkenet for at sætte vand over til te. Vi gik derefter ind i stuen og satte os tæt sammen i vores ellers store sofa. De spurgte om jeg ville fortælle, mens de begge lagde deres arme omkring mig. Jeg havde så svært ved at holde øjenkontakt og stirrede mest ind i væggen, da jeg begyndte at fortælle.
De lyttede til hele fortællingen om Viljas fødsel, og deres øjne fortalte mig at de mærkede min smerte – de anerkendte at jeg var blevet mor, men en mor i sorg!
Da jeg var færdig med at fortælle ville de se billeder af hende og det gav mig en varme indeni at jeg kunne få lov til at vise min datter frem, som den stolte mor jeg også var! De roste Vilja til skyerne for hendes smukke yndige træk og hendes lange sorte hår! De spurgte ind til hvordan vi havde benyttet den efterfølgende tid sammen med hende, og stillede mange andre eftertænksomme spørgsmål – de viste oprigtigt interesse for min lille Vilja!
Da der var gået en halvanden times tid med at fortælle var jeg fuldstændig udmattet, så vi blev enige om at finde en ny dag at ses. Jeg fulgte dem ud til døren og de forsikrede mig om at de ville være der for os uanset hvad, og de ville løbende høre til Andreas og mig. De gav mig varme kram og mindede mig om at Andreas og jeg var stærke, men at vi sammen ville være stærkere! Det lettede en lille sten fra mit hjerte at de udviste så meget forståelse for Andreas og min sorg over at miste Vilja!
Da pigerne sagde på gensyn en sidste gang kom min mor gående ned af indkørslen og hilste kort på dem inden hun og jeg igen var alene. Jeg fortalte hende om hvor lettet, men også hvor overrasket jeg var over at de havde håndteret vores møde på sådan en behagelig måde. De havde givet udtryk for at der altid var plads til Vilja – hun ville aldrig blive glemt!
Det første møde med mine to veninder fik mig til at huske på, hvor priviligeret Andreas og jeg alligevel var, at menneskene omkring os følte stor kærlighed til os, og til Vilja! De ville støtte os igennem alle udfordringer, der kunne føles umulige at overvinde!
Tusind tak for jer! ❤
Læs videre i Del 15 – Årsmødet og generalforsamlingen, som vil kunne læses allerede d. 24.12.19
Er jeg mor nu? 