Del 16 – Obduktionssamtalen
Vi ventede i hvad der føltes som en evighed på mødet med vores fødselsjordemoder og ikke mindst obduktionssamtalen. Ventetiden var nok nærmere, hvad der svarede til et par måneder. Vi var bange for hvad der ventede os, men ønskede svar, hvis der var et svar at finde?
Et par uger forinden obduktionssamtalen mødtes vi med fødselsjordemoderen for at gennemgå Viljas fødsel. Jeg frygtede at skulle tilbage på hospitalet, fordi jeg stadig følte mig lammet af at vi havde været nødt til at tage afsked med vores elskede datter. Vi havde ikke nogen videre gode minder derfra, da vi udover Vilja havde mistet Andreas’ far og jeg havde fået fjernet min ene æggeleder på lige netop det hospital. Så det eneste der trak os i retningen af at tage afsted var det omsorgsfulde personale, der ville os det godt og ville tilbyde os den bedst mulige støtte og afklaring.
Da vi ankom til hospitalet gik jeg med nedslået blik hele vejen til det aftalte mødested. Jeg turde ikke se folk i øjnene – jeg var bange for at møde deres smil og bange for at vise min voldsomme sårbarhed.
Vores fødselsjordemoder tog varmt imod os og tilbød os lidt forplejning. Vi havde taget diverse journaler med os og vi gennemgik beskrivelserne. Nogle erindringer stod skarpt i hukommelsen og andre var tilslørede, formentlig fordi min hjerne, Andreas’ hjerne, ja selv fødselsjordemoderens hjerne havde lukket ned for nogle af erindringerne. Forløbet havde været chokerende for os alle tre og i Andreas og mig sad det som et traume – en endnu uforløst smerte! Denne samtale og obduktionssamtalen kunne forhåbentligt bidrage til vores bearbejdelse.
På trods af at vores påvirkede hukommelser gav samtalen alligevel et indblik i forløbet og besvarede en del spørgsmål, der var opstået i tiden efter afskeden med Viljas kropslige identitet. Til slut aftalte vi mødested og tid for det kommende møde med lægen, der skulle gennemgå resultaterne fra obduktionen – det mildnede bekymringerne at fødselsjordemoderen ville være et kendt ansigt under samtalen.
Dagen for obduktionssamtalen begyndte med en forvirrende morgen, hvor bekymringerne og angsten for den længeventede samtale føltes altoverskyggende. Jeg græd og Andreas lagde armene omkring mig, som et forsøg på at forsikre mig om at det hele nok skulle gå. Indeni følte jeg at alt liv var visnet, intet kunne bringe min Vilja tilbage og den endeløse sorg føltes ofte uoverskuelig at skulle bære i mit hjerte!
Vintervejret var lige så sørgelig at se på, som jeg var, da vi igen kørte mod hospitalet. Det var gråt, vådt og bar en blottet sårbarhed over sig og det påvirkede humøret endnu mere, som vi sad der i bilen og lyttede til de forbikørende biler i tavshed.
Da vi ankom til den rette afdeling mødte vi vores fødselsjordemoder og vi satte os i venteværelset. Selvom det ikke kunne tænkes at blive værre kom der en kvinde ind i venteværelset med sit lille spædbarn, der klynkede. Jeg kunne mærke en øm fornemmelse i mine stadig mælkefyldte bryster, jeg valgte i mit paniske øjeblik at holde mig for ørerne for at lukke lydene ude. Tårerne pressede sig på og jeg håbede bare at vi snart ville blive kaldt ind.
Da vi endelig blev kaldt ind var det en venlig mand der tog imod os, og han præsenterede sig som lægen, der skulle gennemgå rapporten med os. Han forberedte os på hvordan han tænkte at opdele mødet ved først at gennemgå resultaterne, så præsentere tilbud om fremtidig støtte og til sidst evt. spørgsmål. Vi nikkede samtykkende til hans forslag, så han kunne begynde gennemgangen af rapporten.
Det var langt mere smertefuldt end jeg havde forestillet mig, fordi deres fund ikke kunne forklare, hvorfor vores Vilja skulle dø. Hun var sund og rask, og jeg var sund og rask! Der var kun små marginaler, som kunne give gisninger om hvad der kunne være sket. Intet og ingen kunne have forudset at Vilja ville dø, men alligevel stod vi i den størst tænkelige tragedie – vi havde mistet vores elskede lille barn! Hvorfor???
De havde bemærket at moderkagen var marginalt mindre end gennemsnittet, men der havde ingen blokering været i hverken den eller navlestrengen, og hendes størrelse og vægt indikerede at hun havde fået al den næring hun skulle! De havde fundet tegn på at hun havde aspireret fostervand, så det var trængt ind i hendes lungealveoler, som hvis hun havde prøvet at trække vejret under vand. Men der var ingen forklaringer at finde på hvorfor at hun havde aspireret? Men lægen forsikrede os om, at det for hende havde været som at døse hen eller som at sove stille ind. Hun havde ikke lidt nogen smerte!
Vi var lettede over at hun ikke havde lidt smerte, men hvor gjorde det bare hjerteskærende ondt at hun var så fin og klar, og fuldstændig perfekt! Intet logisk kunne forklare årsagen til hendes død, fordi alle andre analyser og prøvesvar omkring hende og omkring mig var til ug! Så… HVORFOR H******???
Under lægens forklaringer og mange informationer blev jeg ved med at stille de samme spørgsmål, fordi min hjerne blev ved at lukke ned. Han var meget tålmodig og lod mig græde igennem. Da han begyndte at fortælle om deres tilbud ved en evt. ny graviditet kortsluttede min hjerne – en ny graviditet var det sidste jeg tænkte på! Jeg ville KUN have Vilja, og alt andet føltes ligegyldigt! Jeg hulkede uden nogen hæmninger, så i stedet besluttede lægen sig for at skrive sine tilbud ned til os.
Til slut kunne vi stille alle de spørgsmål der meldte sig, så jeg spurgte bl.a. om endnu engang at få piller til at stoppe min mælkeproduktion. Jeg kæmpede stadig med det, og særligt om natten. Det var en smertefuld påmindelse at jeg rummede al den næring, som Vilja skulle have haft, og det eneste der skete var at det hele gik til spilde!
Til sidst bad vi ham om et nyt møde for at gennemgå resultaterne igen, så vi havde mulighed for at alle informationer trængte ind, og han lovede derfor at indkalde os til et nyt møde.
Vores fødselsjordemoder fulgte os på vej, da vi skulle hjem for at fortælle familien om alle de mange informationer, der føltes vanvittig uoverskuelige. Da fødselsjordemoderens og vores veje skulle skilles stoppede hun op og kondolerede endnu engang. Hun gav os varme og omsorgsfulde kram og sagde, som det sidste, med en empatisk stemme: “ Jer glemmer jeg aldrig! “
Læs videre i Del 17 – Misundelsen og den ubønhørlige vrede, som vil kunne læses allerede d. 31.12.19
Er jeg mor nu? 