Louises historie – min engleprinsesse Vilja – Del 10

Del 10 – Viljas bisættelse og de pårørendes kondolence

Vi begyndte at modtage blomster fra en masse betænksomme pårørende. Selvom det var en smuk gestus, var det enormt hårdt at modtage blomster, når vi for alt i verden hellere ville have haft lykønskninger! Men verden var ubarmhjertig, den havde taget lykken før vi kunne gøre fra eller til. Jeg havde indkapslet mig i en puppe, jeg ønskede ikke at se eller tale med nogen, og det var så svært at finde taknemmeligheden frem – hvad var der at være taknemmelig for? 

Jeg havde mistet al overskud, så jeg havde skubbet alle mennesker fra mig – alle andre end vores forældre og søskende. Jeg kunne ikke magte flere mennesker, jeg kunne knap nok magte mig selv. Jeg var et nervevrag, enten fanget i de intense og smertefulde følelser eller også var jeg udtryksløs og tom. Den psykiske smerte blev bogstavelig talt til en fysisk smerte – jeg havde smerter i brystet, jeg havde åndedrætsbesvær, jeg frøs, jeg svedte, mine øjne sved, og jeg havde ondt i maven. Hverken nogen eller noget kunne fjerne min smerte – den havde taget i mig og ville ikke slippe. 

Jeg havde stadig gener efter fødslen, og en kæmpe knude i mit bryst. En knude der voksede sig større for hver dag vi kom tættere på Viljas bisættelse – den gav mig åndenød og fysisk ubehag!

Jeg vågnede stakåndet og med hjertebanken på dagen, hvor Vilja skulle bisættes. Vores barn skulle have en værdig afsked – hun fortjente at vi gav hende det bedste vi kunne! Vi havde frabedt andre at komme end vores forældre og søskende. Normalt ville vi invitere alle pårørende, men vi var ikke længere de samme mennesker – vi var bange for dagens forløb, og rædselsslagne for fremtiden – for hvilken fremtid ville der være uden Vilja? Hun var jo vores fremtid! Vi havde brug for at overkomme dagen med så meget nærvær som muligt, hvilket betød at vi kun kunne rumme os selv. Jeg turde ikke at konfronteres med verden, hvem kunne forstå min smerte og hvem havde styrken til at være i den sammen med mig, Andreas og familien?

Jeg var meget åndsfraværende i forberedelserne derhjemme. Jeg lagde en lyselilla velourdug på spisebordet og dækkede op til forplejning efter bisættelsen. Som det sidste inden kirken gjorde vi os klar. Jeg tog min sorte kjole med guldblade på, som jeg havde strålet i til flere lejligheder under min graviditet. Jeg satte mit hår op i en knold og lod make-up’en blive i skuffen, hvad nyttede det når jeg alligevel ville græde den af igen? Andreas stillede sig ved siden af mig i sit fine sorte jakkesæt med hvid skjorte og sin fars mønstrede slips, som han havde arvet da vi mistede ham få år tidligere. Vilja skulle være sammen med sin bedstefar, det var en trøst at hun ikke ville være alene på sin rejse, men også uretfærdigt at vi ikke kunne få lov at dele en fremtid med dem begge!

Vi ankom til den majestætiske røde murstenskirke. Jeg følte mig utilpas og med en intens trykken for brystet. Andreas tog min hånd i sin da vi trådte ind i kirkens våbenhus, hvor der lå langstilkede røde roser, som vi kun give hende med på sin rejse. Der lå en bunke kuverter på bordet, som jeg først forstod betydningen af, da vi bevægede os videre op mod alteret, hvor Viljas kiste stod. Oppe ved hendes kiste lå der nemlig et væld af smukke bårebuketter fra alle de mennesker, som sendte deres kærlige tanker og som respektfuldt viste deres kondolence. Jeg var så overvældet at jeg begyndte at græde – vores pårørende viste os på trods den afstand vi havde taget, at de var et sted ude i verden og anerkendte sorgen over Vilja. Mit hjerte følte for en stund taknemmelighed for deres medfølelse.

Jeg tog en masse billeder og bevægede mig nærmere, den lille fine hvide kiste, hvorpå den lille hjerteformede kistebuket lå så fint og illustrerede vores kærlighed til hende. Jeg kunne ikke gøre andet end at lade tårerne strømme ned af kinderne, da jeg så de mange bånd med hilsner til Vilja. Vores kære præst kom os i møde nærmest samtidig med at vores familie begyndte at ankomme. Familien var allerede i følelsernes vold, mange af dem havde rødsprængte øjne, våde kinder og omfavnede os på en hjertevarm måde. Præsten hilste omsorgsfuldt på os alle sammen inden vi blev bedt om at tage plads oppe ved stolene, der kredsede om Viljas lille kiste.

• 

• 

• 

Kirkeklokkerne ringede ind, og bisættelsen skulle begynde. Orglet spillede smuk og vemodig musik, der fik tårerne til at trille igen. Præsten sagde de indledende ord og jeg brast meget pludseligt ud i gråd – min datter lå i kisten lige der ved siden af mig. Hun var midtpunktet på den helt forkerte måde! Familien var samlet om hende helt oppe ved alteret i det store kirkerum, men på grund af en afsked til livet i stedet for en velkomst! En enkelt kvinde begyndte at synge bisættelsens første sang, I Østen stiger solen op, som oftest bruges til de fleste kirkeceremonier. 

Præsten begyndte at tale om Vilja og åbnede et velkendt univers. Hun havde til vores vielse, sammenlignet Andres og min kærlighed med Peter Plys og Grislings venskab – et særligt bånd mellem to forskellige individer. I præstens tale til Vilja forvandledes hendes “himmel” sig nemlig til Peter Plys og Grislings univers i Hundredmeterskoven. I Hundredmeterskoven ville hun blive passet på af de to finurlige størrelser, og ville mærkede omsorgen fra de andre af vores kære der var gået i forvejen. Vilja havde alle sine fine gaver med fra os og familien, som elskede og savnede hende! Vilja var på den måde ikke alene i sit himmelske univers, selvom præsten tydeliggjorde at det havde været langt bedre at hun havde været hos far og mor. Det havde været det bedste i verden at hun var blevet hos sin mor og far, men det kunne ulykkeligt nok ikke være anderledes. Men Vilja ville ikke mangle kærlighed, da den var så stærk at hun altid ville kunne mærke den. Præstens ord gav en uforklarlig lindring, som hun stod der med en let skælvende stemme. Hun anerkendte vores sorg og beskrev uretfærdigheden vi følte, det var så rørende at føle sig mødt i følelserne. 

Vi sang derefter Puff sangen, om den lille drage og det eventyrlige univers, som oftest kunne forsvinde med barndommen. En sang vi havde sunget for Vilja, imens hun lå i min mave. Det var så svært at synge med på grund af gråden der pressede på. Selv præsten måtte holde inde for at samle sig selv. 

Inden vi skulle synge den sidste sang bad præsten en bøn om at værne om lille Vilja, og om alle os der stod tilbage fuldstændig sønderknuste. Hun lagde jord på Viljas lille kiste som hun formede til et lille kors, mens hun sagde med en vemodig stemme: “ Af jord er du kommet, til jord skal du blive og af jord skal du igen opstå.”
Den sidste sang, som vi også havde sunget for Vilja, imens hun lå i min mave var Elefantens Vuggevise. Jeg forstod sangen som et symbol på at synge hende til ro, inden vi skulle sende hende afsted på sin rejse.

Viljas kusine var ligesom mig hulkende og helt grædefærdig, da Andreas blev bedt om at bære hendes lille kiste ud til rustvognen. Jeg fulgte med ham og Vilja ned ad kirkegulvet, og samtidig lagde jeg min venstre hånd på hendes lille kiste. Jeg hviskede til hende i mit indre: “Du vil altid være i mit hjerte, lille skat! “

Uden for kirken stillede Andreas forsigtigt hendes kiste bagerst i rustvognen. De røde langstilkede roser lagde vi på hendes kiste inden familien lagde hver deres rose. Jeg lagde min hånd en sidste gang på kisten og sagde stille til Vilja: “ Jeg elsker dig for evigt! “ 

Da rustvognen begyndte at køre væk fra kirken styrtede min verden på ny! Jeg knækkede sammen så Andreas og hans søster måtte holde mig i et fast greb. Jeg skreg Viljas navn højt og skingert – nu ville jeg aldrig mere kunne holde hende i mine arme, eller kunne kysse hende, eller se hende igen i dette liv! Mit hjerte kunne ikke bære det – hvordan skulle jeg dog holde mit løfte om at finde tilbage til livet? Hun var jo mit livs lys, og lysets flamme ville jeg være nødt til at kæmpe for at holde i live, hvis jeg skulle holde mit ord til hende og Andreas. Det føltes fuldstændig umuligt!

Efter jeg var faldet til ro tog vi hjem til os for at få smørrebrød og kage. Vi talte om bisættelsen, om præstens smukke ord, og de mange smukke blomster, som viste så meget nærvær fra vores pårørende. Det betød så meget for os, at de lige netop den dag anerkendte Vilja – de sendte os den kærlighed vi havde brug for, selvom vi havde taget afstand. Vi afsluttede den følelsesladede dag med at tage ned på fællesgraven, hvor bedemanden havde lagt alle de fine blomster så de var formet som et smukt og farverigt hjerte på det kolde vintergræs.

Læs videre i Del 11 – Den lille sprutte, som vil kunne læses allerede d. 10.12.19