Vi fik alt for kort tid sammen med vores lille Blob. Han blev en pludselig del af mit og Martins liv og forsvandt desværre næsten lige så hurtigt igen. Jeg elskede ham fra første øjeblik og derfor har jeg siden forsøgt at finde en mening med, at han ikke skulle være vores for evigt.

Jeg var mildest talt i chok den morgen jeg fandt mig selv siddende på sengen med en positiv graviditetstest i hånden. Jeg havde netop sagt mit stress-job op og taget afsked med mine kolleger, et par dage forinden. Jeg havde absolut ingen idé om hvad mit næste træk karrieremæssigt skulle være. Jeg skulle bare have noget ro. 

Jeg ringede til min læge, men fik fat i en sygeplejerske, og fortalte hende at jeg muligvis var gravid. “Det må vi jo få ordnet” svarede hun. Det var et mærkeligt svar. Måske tolkede hun chokket over de to streger, hun kunne høre i min stemme, som et “Jeg vil ikke have barnet”. Jeg ringede til Martin og fortalte ham at jeg nok var gravid og han reagerede på en helt anden måde, end jeg gjorde. Han var glad. Meget glad. Da han kom hjem stormede han ind til mig i stuen og kyssede min meget flade – måske ikke engang gravide – mave. Jeg blev omgående smittet af glæde.

To dage senere tog jeg en graviditetstest mere. Den var stadig positiv. Af en eller anden grund blev jeg overrasket. Måske turde jeg ikke helt stole på at det var sandt. Det var en fredag og jeg skulle ud og spise med min søster og nogle veninder. 

Om natten endte jeg på skadestuen, fordi jeg havde fået smerter i maven. Jeg nåede at blive nervøs for om der skulle være noget galt med barnet, men da smerterne blev værre begyndte jeg at genkende følelsen. Den stikkende, sviende og brændende fornemmelse havde jeg haft før. Der var ingen tvivl – jeg havde fået blærebetændelse.. Vi sad tålmodigt og ventede i yderligere tre timer. Endelig blev det min tur og vi blev vist ind på en stor stue, hvor kun nogle tynde lyseblå gardiner adskilte mig fra de andre mennesker. Kort tid efter kom en læge og jeg fortalte hende om mine symptomer på blærebetændelsen og at jeg muligvis var gravid. “Tillykke!” sagde hun og smilede. Jeg fik taget blodprøver og hun lovede at måle mit HCG niveau, som er et graviditetshormon. Min søster og jeg var udmattede efter den hidtil lange nat og faldt i søvn arm i arm på den meget lille briks bag de lyseblå gardiner, til lyden af de andre patienter, der snorkede højt. 

To timer senere blev vi forsigtigt vækket af lægen som beklagede den lange ventetid. Der havde været problemer med mine prøver, fortalte hun, men nu var svarene kommet tilbage. “Du er meget gravid!” sagde hun. Min søster brød straks ud i gråd samtidig med at hun grinede og jeg tror ikke at lægens ord bundfældede sig hos mig lige så hurtigt. Jeg fik svaret noget ala “Nå, hvor dejligt!”. 

Dén tidlige morgen gik jeg fra skadestuen med en recept mod blærebetændelse, et stort smil og en baby i maven ❤

Læs 2. del af Blobs historie her

Måske kender du mig og min historie. Måske har du hørt lidt om det, jeg har været igennem. Måske vil du gerne vide mere og er nysgerrig. Det forstår jeg godt – det er jeg også.

Hvis ikke du kender mig, hedder jeg Elisabeth, men mine venner kalder mig Lis. Jeg er 27 og bor sammen med min søde kæreste, Martin, i vores dejlige lejlighed – vores dejlighed – i København på Østerbro.

Vi mistede vores første barn i december 2018. Vi kaldte ham for Blob. Kort tid efter var vi til middag med min familie og Martin var stille. “Er du ok?” spurgte jeg, og han svarede “Jeg har svært ved, at være mig selv”. Og jeg havde det faktisk på samme måde.

Vores livs største krise var først i gang med at rulle sig ud. Det var som at stå længe på en perron og vente på et tog. Et helt særligt tog, som skulle tage os et spændende og eksotisk sted hen som vi aldrig havde besøgt, men sammen skulle vi udforske det og lære stedet at kende. Toget kom aldrig. Og i stedet måtte vi vende slukørede om og tage hjem. Vores velkendte lejlighed var ufatteligt stille og alt bar præg af at vi havde gjort klar til vores store eventyr.

14 ugers sorgorlov startede og vi skulle absolut ingenting. Ingen bleskift. Ingen amning. Ingen stolte gåture i parken med den mørkeblå Emmaljunga vi allerede havde købt. Opgaven blev i stedet at finde os selv – og ikke mindst hinanden igen.

I modsætning til de andre kvinder i KKLEM, har jeg ikke “privilegiet” at vende langsomt tilbage til mit gamle job. Jeg forestiller mig hvordan velkendte kolleger, som kender til min historie, ville tage imod mig med trøstende kram og våde øjne. Men det bliver der ikke noget af, for jeg sagde mit job op seks dage før jeg fandt ud af at jeg var gravid.. Men mere om det senere. Det kan være hårdt at være jobsøgende og på dagpenge, men efter en krise som min, er det 10.000 gange værre.

Jeg har ikke glemt hvem jeg var. Men hvem er jeg nu? Jeg er jo mig, men alligevel ikke. Og jeg er i den grad ikke den jeg havde forestillet mig, jeg skulle være nu. Nu skulle jeg jo være mor. Men er jeg det? Er jeg mor nu?