Del 17 – Misundelsen og den ubønhørlige vrede

I dag er det nytårsaften, og som jeg skrev juleaften vil jeg fortælle om mine oplevelser omkring jul og nytår på et senere tidspunkt. Jeg håber at alle vil få et godt nytår!
I dag tager jeg et ret drastisk spring og deler mine meget sårbare og uperfekte følelser og tanker. Det er ikke nemt at erkende at jeg har været så langt nede at min elskede Andreas og min elskede familie har været trukket med ned i mit sorte hul. Jeg har været et sted hvor alt var mørkt, intet lys, ingen mening! På trods af den smerte, som det har forvoldt min familie at opleve tabet af Vilja og faktisk også tabet af mig, så har mange af dem formået også at trække mig nogenlunde oven vande igen! Jeg vil altid være dem dybt taknemmelige for at kæmpe for mig og på deres egen måde også for Vilja – jeg elsker jer alle så højt!
Jeg håber på at mine erfaringer og indrømmelser kan betyde noget for andre – måske kan det give indblik som pårørende til en sorgramt eller måske er det følelser og tanker andre selv kan genkende?

Viljas død væltede hele min verden, både fysisk og psykisk! Jeg blev ramt af chok pga. mit livs traume. Et chok der ramte med sådan en smerte, at jeg blev bevidst om at min hjerne ikke kunne tænke sig til håndteringen af et traume før jeg var tvunget til at stå midt i det! Smerten der fulgte med tabet af Vilja vækkede nogle følelser, der normalt ikke ligger til min personlighed, men som på daværende tidspunkt var ude af min kontrol. Mine følelser havde deres egen vilje, og tog pladsen fra al min logik!
Jeg følte vrede over uretfærdigheden, jeg var misundelig på den lykke jeg forestillede mig alle andre følte, og jeg var rædselsslagen for at blive et bittert menneske!
Mine følelser virkede som eksplosioner på baggrund af fx enkle ord, som jeg følte var forkerte eller ved påmindelser om at jeg stod “alene” med en gennemborende ensomhed og smerte.
Det eneste jeg kunne tænke var at “alle andre” var lykkelige – hvorfor måtte jeg ikke også få lov at være lykkelig sammen med Vilja og Andreas?
Jeg var virkelig vred og misundelig på alt og alle, der var skånet for den værst tænkelige smerte, fordi her stod jeg med en paradoksal følelse af at have svigtet Vilja, selvom jeg havde fulgt alle anbefalinger til gravide. Jeg var vred både på Viljas, Andreas’, min families og egne vegne over at vi alle skulle snydes for livet sammen – jeg følte i virkeligheden at jeg havde svigtet os alle!
Jeg var så vred på min krop, som jeg havde stolet blindt på ville klare det eneste job jeg gav den, at passe på hele familiens elskede Vilja! Men den svigtede os alle – et svigt jeg stadig må arbejde på at tilgive!
Jeg kunne ikke skille mine følelser ad, fordi jeg på den ene side vidste at folk ville og måtte leve videre, men på den anden side, hvordan kunne de?

Min elskede lillesøster og svoger ønskede brændende at blive gravide og fortjente så inderligt at blive det! Min søster viste mig sin respekt og fandt en måde at spørge ind til, hvilken fod hun kunne “tillade” sig at stå på. Jeg ville jo ikke stå i vejen for hende, men ønskede at hun sprang uden om en måned, så hun ikke ville få termin tæt på Viljas fødselsdag.
Held i uheld blev hun gravid, men uheldigvis lå hendes termin tæt på Viljas fødselsdag. Vi fik det fortalt nogle måneder efter Viljas fødsel og jeg tacklede nyheden fuldstændig forfærdeligt – jeg græd af rædsel og jeg græd af misundelse. Det var så forfærdeligt, fordi jeg altid ønskede (og ønsker stadig) det bedste for min kære søster – men min evne til næstekærlighed druknede i min skræmmende misundelse! 
Men det var ikke kun hendes lykkelige omstændigheder, der testede min næstekærlighed. Alle gravide og børnefamilier gjorde mig misundelig, fordi de var “skånet” for smerten. Jeg ønskede at flygte til det sted Vilja var, men vidste også at jeg ville bryde mit løfte om at kæmpe! Engang imellem følte jeg kærligheden til Vilja så stærkt i mit hjerte, at hun på sin egen måde huskede mig på at kærligheden kan og vil med viljen finde en vej ud af mørket!
Desværre var mine følelser ikke kun rosenrøde, de skiftede som bølger – i det ene øjeblik faretruende og utilregnelige, og i det andet øjeblik milde og rolige. 
Noget der fx kunne få vreden til blusse op kunne være følelsen af at Vilja blev negligeret, hvis nogen fx kunne finde på at sige at jeg “bare” kunne få et nyt barn – et nyt barn ville aldrig ændre på, at Vilja altid vil mangle! Det virkede som om at Vilja blev set som en dukke, jeg “bare” kunne gå ned at købe en ny af i det lokale supermarked. Vilja vil altid være sin egen og intet barn kan erstatte et andet! Det vil altid være de samme livsvilkår for alle, at vi aldrig vil kunne få dem vi mister tilbage eller erstatte dem, uanset om vi mister et barn, en forælder, søskende etc.! Men de kan få lov at leve videre i vores hjerter!

For at vende tilbage til den misundelse jeg skammede mig allermest over; jeg måtte kæmpe længe og ihærdigt for at forholde mig konstruktivt til min søsters graviditet. Det krævede mange snakke med min psykolog og hendes objektive støtte til at finde en måde, at fortælle om mine følelser til min elskede søster. Det blev overraskende nok begyndelsen på en vej ud af min voldsomme vrede og fortærende misundelse, fordi min søster var så fantastisk til at lytte og anerkende mine svære og skamfulde følelser!

Samtidig fandt jeg styrke hos særligt Andreas, og min mor som desværre stod med en fod i to følelsesmæssigt modstridende lejre! De lyttede begge to og tog del i min kamp for at frigøre mig fra det sorte hul, der forsøgte at fastholde mig i mørket. De støttede mig og særligt min mor støttede både min søster og mig efter bedste evne! Hun har vist mig at man kan være stærk og sårbar på samme tid, fordi det har hun i den grad formået at være oveni sin egen sorg over Vilja, sorgen over min sorg, og håbet for sit lille nye barnebarn!

Det har lykkes Andreas, familien og endda også Vilja, at støtte mig i den mest smertefulde tid af mit liv. De anerkender alle mine følelser, så jeg også kan acceptere, hvis/når de er der. Det har fået betydning for at de svære følelser ikke længere fylder det hele, og jeg kan nu genfinde en mere oprigtig glæde på andres vegne! Jeg er så taknemmelig for mine pårørendes anerkendelse af vores elskede Vilja og jeg føler taknemmelighed for at jeg er en stolt moster, der snart skal hilse på sin kære lille nevø!
Jeg elsker jer alle sammen for den styrke I fandt til at hjælpe mig hertil! Kærligheden er stærkest af alt!

PS. Mit mål i 2020 er at leve livet til ære for Vilja, til ære for Andreas, til ære for min familie, og til ære for mig selv. Det var meningen at Vilja skulle leve sammen med os, men nu er det min og Andreas’ opgave at leve livet for hende og med mindet om hende!

Læs videre i Del 18 – Sorggruppen og den første ferie, som vil kunne læses allerede d. 02.01.20

Del 16 – Obduktionssamtalen

Vi ventede i hvad der føltes som en evighed på mødet med vores fødselsjordemoder og ikke mindst obduktionssamtalen. Ventetiden var nok nærmere, hvad der svarede til et par måneder. Vi var bange for hvad der ventede os, men ønskede svar, hvis der var et svar at finde?

Et par uger forinden obduktionssamtalen mødtes vi med fødselsjordemoderen for at gennemgå Viljas fødsel. Jeg frygtede at skulle tilbage på hospitalet, fordi jeg stadig følte mig lammet af at vi havde været nødt til at tage afsked med vores elskede datter. Vi havde ikke nogen videre gode minder derfra, da vi udover Vilja havde mistet Andreas’ far og jeg havde fået fjernet min ene æggeleder på lige netop det hospital. Så det eneste der trak os i retningen af at tage afsted var det omsorgsfulde personale, der ville os det godt og ville tilbyde os den bedst mulige støtte og afklaring.
Da vi ankom til hospitalet gik jeg med nedslået blik hele vejen til det aftalte mødested. Jeg turde ikke se folk i øjnene – jeg var bange for at møde deres smil og bange for at vise min voldsomme sårbarhed.
Vores fødselsjordemoder tog varmt imod os og tilbød os lidt forplejning. Vi havde taget diverse journaler med os og vi gennemgik beskrivelserne. Nogle erindringer stod skarpt i hukommelsen og andre var tilslørede, formentlig fordi min hjerne, Andreas’ hjerne, ja selv fødselsjordemoderens hjerne havde lukket ned for nogle af erindringerne. Forløbet havde været chokerende for os alle tre og i Andreas og mig sad det som et traume – en endnu uforløst smerte! Denne samtale og obduktionssamtalen kunne forhåbentligt bidrage til vores bearbejdelse. 
På trods af at vores påvirkede hukommelser gav samtalen alligevel et indblik i forløbet og besvarede en del spørgsmål, der var opstået i tiden efter afskeden med Viljas kropslige identitet. Til slut aftalte vi mødested og tid for det kommende møde med lægen, der skulle gennemgå resultaterne fra obduktionen – det mildnede bekymringerne at fødselsjordemoderen ville være et kendt ansigt under samtalen. 

Dagen for obduktionssamtalen begyndte med en forvirrende morgen, hvor bekymringerne og angsten for den længeventede samtale føltes altoverskyggende. Jeg græd og Andreas lagde armene omkring mig, som et forsøg på at forsikre mig om at det hele nok skulle gå. Indeni følte jeg at alt liv var visnet, intet kunne bringe min Vilja tilbage og den endeløse sorg føltes ofte uoverskuelig at skulle bære i mit hjerte!

Vintervejret var lige så sørgelig at se på, som jeg var, da vi igen kørte mod hospitalet. Det var gråt, vådt og bar en blottet sårbarhed over sig og det påvirkede humøret endnu mere, som vi sad der i bilen og lyttede til de forbikørende biler i tavshed.

Da vi ankom til den rette afdeling mødte vi vores fødselsjordemoder og vi satte os i venteværelset. Selvom det ikke kunne tænkes at blive værre kom der en kvinde ind i venteværelset med sit lille spædbarn, der klynkede. Jeg kunne mærke en øm fornemmelse i mine stadig mælkefyldte bryster, jeg valgte i mit paniske øjeblik at holde mig for ørerne for at lukke lydene ude. Tårerne pressede sig på og jeg håbede bare at vi snart ville blive kaldt ind.
Da vi endelig blev kaldt ind var det en venlig mand der tog imod os, og han præsenterede sig som lægen, der skulle gennemgå rapporten med os. Han forberedte os på hvordan han tænkte at opdele mødet ved først at gennemgå resultaterne, så præsentere tilbud om fremtidig støtte og til sidst evt. spørgsmål. Vi nikkede samtykkende til hans forslag, så han kunne begynde gennemgangen af rapporten.
Det var langt mere smertefuldt end jeg havde forestillet mig, fordi deres fund ikke kunne forklare, hvorfor vores Vilja skulle dø. Hun var sund og rask, og jeg var sund og rask! Der var kun små marginaler, som kunne give gisninger om hvad der kunne være sket. Intet og ingen kunne have forudset at Vilja ville dø, men alligevel stod vi i den størst tænkelige tragedie – vi havde mistet vores elskede lille barn! Hvorfor???
De havde bemærket at moderkagen var marginalt mindre end gennemsnittet, men der havde ingen blokering været i hverken den eller navlestrengen, og hendes størrelse og vægt indikerede at hun havde fået al den næring hun skulle! De havde fundet tegn på at hun havde aspireret fostervand, så det var trængt ind i hendes lungealveoler, som hvis hun havde prøvet at trække vejret under vand. Men der var ingen forklaringer at finde på hvorfor at hun havde aspireret? Men lægen forsikrede os om, at det for hende havde været som at døse hen eller som at sove stille ind. Hun havde ikke lidt nogen smerte!
Vi var lettede over at hun ikke havde lidt smerte, men hvor gjorde det bare hjerteskærende ondt at hun var så fin og klar, og fuldstændig perfekt! Intet logisk kunne forklare årsagen til hendes død, fordi alle andre analyser og prøvesvar omkring hende og omkring mig var til ug! Så… HVORFOR H******???
Under lægens forklaringer og mange informationer blev jeg ved med at stille de samme spørgsmål, fordi min hjerne blev ved at lukke ned. Han var meget tålmodig og lod mig græde igennem. Da han begyndte at fortælle om deres tilbud ved en evt. ny graviditet kortsluttede min hjerne – en ny graviditet var det sidste jeg tænkte på! Jeg ville KUN have Vilja, og alt andet føltes ligegyldigt! Jeg hulkede uden nogen hæmninger, så i stedet besluttede lægen sig for at skrive sine tilbud ned til os. 
Til slut kunne vi stille alle de spørgsmål der meldte sig, så jeg spurgte bl.a. om endnu engang at få piller til at stoppe min mælkeproduktion. Jeg kæmpede stadig med det, og særligt om natten. Det var en smertefuld påmindelse at jeg rummede al den næring, som Vilja skulle have haft, og det eneste der skete var at det hele gik til spilde!
Til sidst bad vi ham om et nyt møde for at gennemgå resultaterne igen, så vi havde mulighed for at alle informationer trængte ind, og han lovede derfor at indkalde os til et nyt møde.

Vores fødselsjordemoder fulgte os på vej, da vi skulle hjem for at fortælle familien om alle de mange informationer, der føltes vanvittig uoverskuelige. Da fødselsjordemoderens og vores veje skulle skilles stoppede hun op og kondolerede endnu engang. Hun gav os varme og omsorgsfulde kram og sagde, som det sidste, med en empatisk stemme: “ Jer glemmer jeg aldrig! “

Læs videre i Del 17 – Misundelsen og den ubønhørlige vrede, som vil kunne læses allerede d. 31.12.19

Del 15 – Årsmødet og generalforsamlingen

I dag er det juleaftens dag, men jeg vil ikke afvige fra min kronologi i de afgørende tiltag, der har banet vejen fremad for Andreas og min sorgproces. Derfor vil I først kunne læse om jul og nytår på et senere tidspunkt. Men det betyder ikke at jeg ikke lige vil sende en hilsen til alle derude. For nogen, inklusiv mig selv, er julen en udfordrende tid at gennemgå! For mit vedkommende er det særligt, fordi Vilja ikke bliver en del af traditionerne på den måde, som det var meningen at hun skulle! Men vi forsøger at lave lidt nye traditioner til ære for hende!
Så både til jer der får en svær jul og til jer der får en god jul, jeg sender jer en masse varme tanker med ønsket om, at I kan være sammen med så mange af jeres kære som muligt!
En masse kærlige englekys fra min datter Vilja til alle forældre og englebørn, som fortjener ekstra kærlighed i denne højtid!

Andreas og jeg talte løbende med den telefoniske rådgiver fra Landsforeningen Spædbarnsdød. Vi rådførte os med hende om de muligheder, der var for at møde andre forældrepar. Selvom jeg allerede var ved at etablere relationer gennem efterfødselsgymnastikken for kvinder, der har mistet, så var det vigtigt for mig at særligt Andreas ikke blev ladt i stikken. Han havde også behov for at møde andre, der forstod hans smerte.
Den telefoniske rådgiver foreslog os at vi kunne tilmelde os ventelisten for en sorggruppe, hvilket vi besluttede os for, var en god mulighed at udforske. 
Jeg havde læst lidt om at Landsforeningen Spædbarnsdød afholdte årlige generalforsamlinger/årsmøder, som jeg spurgte hende om hvad gik ud på.
Efter hun havde fortalt om arrangementet blev Andreas og jeg enige om, at det ikke kunne gøre ondt værre så vi tilmeldte os.

I starten af april måned skulle generalforsamlingen og årsmødet afholdes, og jeg var spændt på om det kunne være en fremtidig “passion” at støtte mere aktivt op om Landsforeningens gøren og virken. Arrangementet skulle foregå i Jylland så vi gjorde os klar til en længere køretur, der ville begynde tidligt om morgenen.

Vi ankom så vi kunne nå at få lidt ekstra morgenmad inden vi skulle samles. Jeg så vores telefoniske rådgiver og hun tog varmt og venligt imod os, da jeg præsenterede os.
Der var desværre sket en fejl i vores tilmelding, så vi ikke havde fået alle de praktiske informationer om arrangementet. Vi blev derfor lidt chokerede, da vi så barnevogne og små børn befinde sig bagerst i lokalet. Den telefoniske rådgiver sørgede hurtigt for, at skabe lidt mere isolerede rammer for os. Samtidig blev det lidt nemmere at slappe af, da jeg huskede på at alle der var til stede selv havde prøvet at miste deres barn. Alle der befandt sig i lokalet fortjente om nogen, at have deres børn tæt på sig!

Vi startede med at høre et foredrag om stress, hvor en meget dygtig foredragsholder tog os med ind i den sorg- og stressramtes univers. Alt hvad han fortalte om kunne jeg krydse af på min egen liste, jeg havde oveni min sorg en masse stressfaktorer, der belastede mit system! Han foreslog måder at skabe ro i og omkring sig selv, hvilket kunne hjælpe en på vej, når symptomerne ville føles mest intense. Selvom jeg ikke engang kunne lagre halvdelen af hans informationer og viden var der alligevel guldkorn, der printede sig fast i min hukommelse.
Efter foredraget havde de arrangeret en lodtrækning om gaver, hvor man samtidig støttede Landsforeningen, så vi valgte at købe lodder, der ville blive udtrukket senere på dagen. Bagefter åbnede de for generalforsamlingen og årsmødets dagsorden, og vi gennemgik den punkt for punkt. Selvom min hjerne ikke rigtig kunne følge med blev det tydeligt for mig, at når jeg en dag ville få overskud, så ville jeg støtte op om arbejdet i Landsforeningen! Hele organisationens dedikation lå i at støtte forældre, der har mistet! Alle forstod, og havde selv prøvet, den smerte nybagte forældre til englebørn følte. Organisationen ønskede fortsat at tilbyde det bedst mulige til de nuværende og fremtidige forældre, der forfærdeligt nok havde eller ville opleve at miste!
Vi fik i mellemtiden en pause og mulighed for lidt frokost. Da alle punkter var gennemgået og alle refleksioner var diskuteret i plenum nærmede tiden sig til at gennemgå lodtrækningen, og vi vandt selv et par forskellige gaver.
Jeg mindes at det var inden aftensmaden, at vi blev præsenteret for en musiker der havde skrevet sange om at miste! Jeg husker at det sved bag øjnene, da sangteksterne ramte noget, der gav meningen omkring min egen sorg over Vilja. Jeg kunne se at Andreas blev meget berørt af et par af sangene, så han diskret måtte tørre sig under øjnene – min elskede mand savnede vores datter, lige så meget som jeg selv gjorde! Det var en lettelse at vide, at han også kunne give lidt slip på sig selv, når sorgen meldte sig!
Da vi havde spist aftensmad og talt med forskellige søde mennesker besluttede vi os for at tage hjem. Vi var trætte og udkørte, så vores telefoniske rådgiver fulgte os på vej og sørgede for at vi kom sikkert afsted på vores lange tur hjemad til Sjælland.

Landsforeningen Spædbarnsdød har hjulpet Andreas og mig gennem nogle af vores hårdeste og sværeste øjeblikke i sorgen og det er vi dem dybt taknemmelige for!

Læs videre i Del 16 – Obduktionssamtalen, som vil kunne læses allerede d. 26.12.19

Del 14 – Den første kontakt til øvrige pårørende

Det var godt for mig at deltage i sorgseminaret og starte op på efterfødselsgymnastik. Det gav mig indsigt i min egen sorg og det fik mig til at huske, at jeg også selv var ansvarlig for min videre færden. Når jeg havde strakt armen ud og holdt mine pårørende på afstand, var jeg jo også nødt til at give dem “grønt lys” igen.

Den efterfølgende gang til efterfødselsgymnastikken havde kvinden, til tvillinger, fra sorgseminaret tilmeldt sig holdet – det var på en måde rart at have mødt hende før. Efter gymnastikøvelserne og afspændingen satte vi os til rette og fortalte endnu engang om vores børns historie, så vi alle kendte til hinanden. Der blev også plads til at tale om andre ting, så jeg fortalte at jeg var blevet inspireret af kvinden fra seminaret, som havde kontakt til sine pårørende – jeg havde taget det første skridt og kontaktet to veninder. Jeg fortalte, at jeg var nervøs, men også spændt på at møde dem – hvordan ville de reagere når de så mig? Hvordan ville jeg selv reagere og hvordan ville det føles, at fortælle dem om mit forløb med Vilja?

Jeg havde valgt at kontakte mine to kære veninder fra gymnasietiden, fordi ingen af dem havde børn og det gjorde det til en “mild” start for mig at møde mine omgivelser. Jeg havde sat rammer op for vores møde, fordi de skulle vide at jeg hurtigt blev overstimuleret og træt. De var så søde til at tage imod mine ønsker, og de ønskede selv “bare” at vise at de var her for mig helt til verdens ende!

På dagen hvor vi skulle mødes var min mor forbi for at hjælpe mig igang. Hun sørgede for morgenmad til mig og havde ordnet huset, så der var nogenlunde pænt til at gymnasiepigerne skulle komme. Jeg kunne mærke mit hjerte sad oppe i halsen, fordi jeg var så bange for at de ikke kunne rumme min smerte! Det var en smerte jeg knap nok selv kunne rumme!
Min mor tog en tur i byen inden det ringede på døren. Jeg gik med nedslået blik ud til hoveddøren, fordi jeg var bange, men da jeg lukkede op blev jeg mødt af forgrædte øjne og varme knus, der fik mig til at græde. Mine veninder og jeg stod lidt tid i gangen og krammede hinanden indtil jeg fattede mig og gik ud i køkkenet for at sætte vand over til te. Vi gik derefter ind i stuen og satte os tæt sammen i vores ellers store sofa. De spurgte om jeg ville fortælle, mens de begge lagde deres arme omkring mig. Jeg havde så svært ved at holde øjenkontakt og stirrede mest ind i væggen, da jeg begyndte at fortælle. 
De lyttede til hele fortællingen om Viljas fødsel, og deres øjne fortalte mig at de mærkede min smerte – de anerkendte at jeg var blevet mor, men en mor i sorg!
Da jeg var færdig med at fortælle ville de se billeder af hende og det gav mig en varme indeni at jeg kunne få lov til at vise min datter frem, som den stolte mor jeg også var! De roste Vilja til skyerne for hendes smukke yndige træk og hendes lange sorte hår! De spurgte ind til hvordan vi havde benyttet den efterfølgende tid sammen med hende, og stillede mange andre eftertænksomme spørgsmål – de viste oprigtigt interesse for min lille Vilja! 
Da der var gået en halvanden times tid med at fortælle var jeg fuldstændig udmattet, så vi blev enige om at finde en ny dag at ses. Jeg fulgte dem ud til døren og de forsikrede mig om at de ville være der for os uanset hvad, og de ville løbende høre til Andreas og mig. De gav mig varme kram og mindede mig om at Andreas og jeg var stærke, men at vi sammen ville være stærkere! Det lettede en lille sten fra mit hjerte at de udviste så meget forståelse for Andreas og min sorg over at miste Vilja!
Da pigerne sagde på gensyn en sidste gang kom min mor gående ned af indkørslen og hilste kort på dem inden hun og jeg igen var alene. Jeg fortalte hende om hvor lettet, men også hvor overrasket jeg var over at de havde håndteret vores møde på sådan en behagelig måde. De havde givet udtryk for at der altid var plads til Vilja – hun ville aldrig blive glemt!

Det første møde med mine to veninder fik mig til at huske på, hvor priviligeret Andreas og jeg alligevel var, at menneskene omkring os følte stor kærlighed til os, og til Vilja! De ville støtte os igennem alle udfordringer, der kunne føles umulige at overvinde!

Tusind tak for jer! ❤

Læs videre i Del 15 – Årsmødet og generalforsamlingen, som vil kunne læses allerede d. 24.12.19

Del 13 – Sorgseminaret og efterfødselsgymnastik for kvinder, der har mistet

Lidt tid efter Viljas bisættelse kontaktede vores fødselsjordemoder os. Hun ville høre, hvordan vi havde det. Hun tilbød os at deltage som støtte til den fremtidige obduktionssamtale, samt at vi kunne mødes en dag og gennemgå fødslen. Hun var meget indfølende og sagde at hun tænkte meget på os. Det var som om at jeg havde grædt mig tør de seneste uger, så samtalen bar mere præg af praktiske aftaler end en egentlig omsorgssamtale.

Vi havde siden Viljas fødsel haft ugentlige samtaler med den samme telefoniske rådgiver, så vi blev fulgt af en velkendt person i vores sorgforløb. Vi talte bl.a. om Vilja og vores følelser omkring tabet af hende.
Vi følte os ensomme og vi følte et kæmpe svigt fra verden, som havde taget hende fra os. Vi vidste at folk levede videre, og det var så hårdt at de “bare” kunne det, når vores liv ikke længere var et liv, men ren overlevelse. Alt var en kamp!
Jeg var ikke bare ulykkelig, jeg var vred, sindssygt vred! Vilja fortjente ikke at dø, og jeg granskede mine tanker – hvad havde jeg mon gjort for at vi fortjente denne lidelse? Jeg bebrejdede Gud, jeg bebrejdede verden, og mest af alt bebrejdede jeg mig selv – Jeg måtte have gjort noget forkert når hun endte med at dø i min mave!
Jeg havde brug for svar på obduktionen, men jeg var samtidig rædselsslagen, for hvad nu hvis det var min skyld? Men mest af alt fyldte tomheden og ensomheden det hele, vores omgivelser kunne ikke udfylde tomrummet som døden havde efterladt.
Den søde og anerkendende telefonrådgiver lyttede hver gang til alle vores tanker, og hun mødte os der hvor vi var.
Ved en af samtalerne foreslog hun at vi kunne deltage i et sorgseminar med andre forældre, der også havde mistet. Vi tog imod tilbuddet og efter samtalen begyndte jeg at søge efter andres historier om at miste, jeg læste artikler og enkelte blogs, som der ikke fandtes mange af, og det var også svært at finde meget information om netværk.

Jeg huskede at hospitalet havde givet os en masse brochurer med hjem og jeg kiggede dem igennem. Jeg opdagede en brochure om efterfødselsgymnastik for kvinder, der havde mistet. Det var et forløb der kostede for at deltage, men jeg kunne mærke at jeg havde brug for at finde andre i lignende situation. Jeg talte med Andreas og så fantastisk som han var, så bakkede han op om alt, der kunne hjælpe mig i sorgen. Han var min klippe i de øjeblikke, hvor alt virkede uoverkommeligt! Desværre fejlede jeg selv i forhold til at være der for ham, fordi jeg padlede rundt uden fodfæstet og havde knap nok kræfter til at holde mig selv oven vande. Jeg følte mig, som det dårligste menneske i verden!

Tilmeldingerne til sorgseminar og efterfødselsgymnastikken gav mig lidt at fokusere på, selvom jeg dagligt kun havde plads til Vilja i mine tanker – mit et og alt!

Da dagen kom hvor jeg skulle starte til efterfødselsgymnastikken tilbød min mor at køre mig, fordi hun bekymrede sig om hvordan jeg ville have det efterfølgende. Jeg var så bange, men håbede samtidig på at jeg ikke behøvede at føle mig helt så ensom. 
Jeg kom ind i et lokale og en kvinde præsenterede sig, som instruktøren. Hun bad mig tage plads i den ene ende af rummet, hvor jeg kunne se to andre kvinder sidde helt stille. Da jeg havde sat mig gik der et stykke tid med tavshed mellem os, men så begyndte den ene kvinde forsigtigt at spørge, hvor vi andre kom fra. Jeg sad først lidt og ventede på at den anden kvinde ville svare. Da hun havde svaret tog jeg mod til mig for også at svare og spurgte derefter, hvor kvinden selv kom fra. 
I mellemtiden var der kommet en kvinde mere, så vi var blevet fuldtallige og skulle påbegynde dagsordenen – først samtale, og så træne gymnastik og udstrækningsøvelser. Instruktøren startede med en indledning om hvordan forløbet fremadrettet ville foregå omvendt, og så spurgte hun om hvem der ville starte med at fortælle. Jeg tog modet til mig og startede Viljas historie, imens de tre andre kvinder lyttede med tårer i øjnene, og sådan gik det ellers på skift til vi alle fire havde fortalt. Vi afsluttede med lette øvelser og afspænding, hvorefter jeg kørte med min mor. Jeg fortalte hende at jeg kunne mærke, at det her… det havde jeg brug for!

Dagen inden det to dage lange sorgseminarium, som både Andreas og jeg skulle deltage i, tog vi en overnatning på hotellet. På den måde behøvede vi ikke at skulle tidligt op om morgenen og køre langt. 
Vi var nervøse, men vi håbede på at seminaret kunne give os noget, så vi forhåbentlig bedre kunne forstå vores sorg og sorgreaktioner. 

Vi spiste morgenmad og gik hen til konferencesalen, hvor seminaret skulle foregå. Der stod mange par med sammenbidte ansigter, som vi formentlig også selv havde. Arrangørerne fra Landsforeningen Spædbarnsdød ankom og hilste varmt på hver og en af os, som gik ind i lokalet. Der stod navneskilte på bordene, så de havde på forhånd taget stilling til hvor vi hver især skulle sidde. Det var et lokale med udsigt over Storebælt, og vintersolens stråler  skinnede ind, så man kunne se det glitrende hav et stenkast fra vinduerne – men det betød ikke længere noget for mig. Jeg kunne ikke nyde noget, og jeg følte kun smerte over at jeg havde “brug” for et kursus om min egen sorg. Jeg blev samtidig lidt overrumplet af, at det føltes hårdere at være mange i en sårbar situation end det havde været til efterfødselsgymnastikken, hvor vi havde været få samlet. 

Som dagen gik fik vi en masse at vide om vores reaktioner, hvad der var en naturlig sorg og hvad der var en kompliceret sorg. Jeg kunne se at mine tanker, følelser og reaktioner var genkendelige i forbindelse med naturlige sorgreaktioner – jeg var et menneske der reagerede, som forskningsresultaterne pegede på var en del af en naturlig sorg. Det gav mig et spinkelt håb for mit løfte til Andreas og Vilja, om at kæmpe til ære for hende og i det hele taget for begge mine elskede to!
Vi sluttede dagens program af med at fortælle om vores børns historier og gå en tur ved vandet. Derefter spiste vi aftensmad og talte blandt andre med et par der også kom fra Sjælland, som lige havde mistet deres tvillinger få uger forinden seminaret. De virkede mere robuste end mig, fordi de allerede havde gjort ting, som jeg ikke havde formået. Det gav mig et indblik i at vi alligevel reagerede forskelligt, selvom vi var i en formodet naturlig sorgproces. Jeg fortalte parret kort om efterfødselsgymnastikken, jeg havde deltaget i og sagde at der stadig var plads til kvinden, hvis hun var interesseret.
Kort tid efter maden trak vi os tilbage og gik i seng – det havde været en psykisk hård dag og vi var fuldstændig udmattede!

Den følgende dag startede vi med morgenmaden inden programmet begyndte, hvor vi sad og lyttede til de andre par fortælle om deres baggrund og deres sted i sorgen. 
Dagens program foregik primært med samtale i plenum og små gruppesamtaler om specifikke emner, der vedrørte vores sorg og fremtiden. Jeg fik indsigt i mange tanker, følelser og erfaringer, og nogle af parrene blev jeg inspireret af, fordi jeg vel også kunne mange af tingene, når de nu kunne? Fx oplevede mange par at omgivelserne ikke forstod dem eller ikke var der for dem, og det fik mig til at tænke på at jeg ikke lod mine pårørende komme tæt på og være der for os! Hvordan skulle jeg så vide om de ville være der for mig, når jeg ikke engang gav dem muligheden?

På hjemturen besluttede jeg mig for, at jeg i første omgang ville tage kontakt til enkelte af vores pårørende og lade dem vide at jeg var taknemmelige for, at de endnu ventede på os!

Læs videre i Del 14 – Den første kontakt til øvrige pårørende, som vil kunne læses allerede d. 19.12.19

Del 12 – Er jeg mor nu; Ja, det er jeg!

Jeg har hørt delte meninger om accepten af moderskabet, når man ikke har et levende barn i sine arme. Folk har deres ret til at mene hvad de vil, men det har jeg også, og jeg er mor til Vilja! Jeg har født Vilja lige som andre kvinder, der har født normalt. Jeg har holdt hende i mine arme, jeg har kysset og krammet hende, og jeg giver hende al min kærlighed og omsorg! Jeg har fået hende velsignet, og jeg har fået hende bisat, som mange andre mennesker bliver når de dør. Jeg elsker hende højere end noget andet menneske, præcis som en mor elsker sit barn – jeg kæmper bare mere for anerkendelsen! Den byrde bærer jeg oveni min sorg, hvilket ikke burde være rimeligt! Jeg har ikke bedt om at blive ramt af et chok og en smerte, der har banket mig hårdere i gulvet end jeg nogensinde har prøvet før.

Jeg har fortalt vores nærmeste at jeg ville gøre alt for at få min Vilja tilbage, hvis der var den mindste chance for at gøre det muligt – men det er der ikke! Vilja er blevet taget fra os alt for tidligt – vi havde intet valg og intet at skulle have sagt! Jeg har været så langt nede, så jeg ikke længere kunne finde meningen med livet! For igennem livet skulle jeg have været sammen med Vilja! Jeg arbejder på højtryk for at finde frem til et sted, hvor Vilja er en del af Andreas’ og mit liv på en ny måde, fordi den kærlighed vi hele tiden har næret til hende aldrig vil dø! Kærligheden lever i os, og på den måde lever Vilja også, på sin egen måde, som vores datter!

Jeg er mor til Vilja, og min kærlighed til hende er ubetinget! Jeg gør dagligt ting til ære for hende, og jeg taler om hende med dem, som vil og tør. Mange af tingene kan sidestilles med, hvad forældre gør for deres levende børn, de yder omsorg, kærlighed, og har rutiner der gør hverdagen nemmere – det har Andreas og jeg også, men vi har vores egen måde at gøre det på. Andreas og jeg har ritualer, der får os til at føle os tættere på hende.
Vi ønskede ikke at miste hende, og det var der ingen af vores kære, der gjorde. Døden tog valget fra os, men det gør os ikke til mindre forældre end andre! Vi elsker Vilja som stolte, kærlige og omsorgsfuld forældre. Hun vil leve videre i vores og vores kæres hjerter, som hun for evigt har berørt! 

Jeg indrømmer at jeg ikke har tacklet sorgen perfekt – men jeg tror på at måden jeg, ind til nu, har tacklet den på med alle følelser i spil, betyder at jeg kommer fremad med Vilja i mit hjerte, hver evig eneste dag. Jeg begynder så småt et lille år efter tabet af vores elskede Vilja, at fungere lidt bedre og er på vej til at finde den rette plads til sorgen, jeg bærer. Jeg begynder så småt at genoptage hverdagen, så jeg mærker mere til livet og gradvist mindre til overlevelsen. 

Jeg har ikke klaret mig hertil uden støtte, det ved jeg faktisk ikke om man kan? Derfor har jeg på sinde at dele med jer, hvordan jeg er nået her til, hvor jeg befinder mig i dag. Med evig kærlighed i mit hjerte, stoltheden over min titel som mor til Vilja, men også sorgen der er og skal være en del af mit liv. Uden sorgen ville for mig være det samme, som at sige, at jeg ikke længere elsker Vilja. Sorg er kærlighed, der ikke kan dø! Nogen kalder det en hjemløs kærlighed, men jeg ser ikke min kærlighed som hjemløs, fordi den bor i mig, og den bor også i Andreas og i vores pårørende!
Jeg tror desværre ikke længere på lykken, fordi lykken havde ladet os beholde Vilja her på jorden! Men jeg har håb for glæden og jeg har taknemlighed! Taknemlighed for Vilja, taknemlighed for min mand, taknemlighed for min familie og de øvrige pårørende, der har vist mod til at være i sorgen med os!

Jeg ønsker for alle der har deres børn levende hos sig, at de husker ikke at tage det for givet, også selvom det til tider kan være hårdt! Jeg ville give alt i verden for at Vilja ville leve et langt liv! Jeg ville til hver en tid gerne bytte grunden til min, til tider altdominerende, søvnløshed! Gid at min søvnløshed skyldtes at Vilja holdt mig vågen om natten i stedet for den smerte døden har ført med sig! Jeg ville give alt for at have hende i mine arme uanset om hun ville være glad eller ked. Jeg ville elske at give hende mad, selvom halvdelen i stedet ville hænge på vægge og i gardiner. Jeg ville elske ethvert minut jeg kunne tilbringe med hende liggende på puslebordet eller jeg kunne sidde med hende, når hun skulle ammes. Jeg vil aldrig tage den tid jeg havde sammen med hende og den tid jeg nu deler med hende for givet!

Selvom vi forældre, der mister vores børn er eller kan være sårbare, så er vi endnu stærkere når vi kæmper for at rejse os op igen!
Andreas og jeg ville for alt i verden gerne have smerten foruden, men vi vil ALDRIG være foruden Vilja!
Jeg er nået dertil, at jeg vil livet til ære for Vilja, også selvom det føles som en af de hårdeste prøvelser livet har budt Andreas og mig! Vilja har sat sit eget særlige præg, og det vil hun ved med, i hvert fald så længe Andreas og jeg lever!

Måske har andre det på samme måde som os, måske har de det anderledes? Uanset hvad er min overbevisning, at vi, som alle andre forældre og mennesker generelt, skal respekteres for vores følelser! Og jeg går stærkt ind for at tale åbent om det at miste sit barn, fordi det kan lindre smerten at føle sig mødt i sorgen!
Vi er derfor meget taknemmelige for de mange mennesker i vores omgivelser, som anerkender Vilja og os, som hendes forældre!

Læs videre i Del 13 – Sorgseminariet og efterfødselsgymnastik for gravide, der har mistet, som vil kunne læses allerede d. 17.12.19

Del 11 – Den lille sprutte

Jeg er stærk tilhænger af at være åben omkring sorg, fordi det giver udenforstående et indblik i hvordan følelser og tanker håndteres og bearbejdes. Derfor har jeg til hensigt at dette afsnit afspejler mine refleksioner omkring min måde at håndtere, at jeg har mistet min datter. Jeg deler mine overbevisninger og dermed ikke et udtryk for nogen universel sandhed. Sorg er unik og kan håndteres forskelligt! 
Men måske har nogen det lige som mig eller måske har de det på en anden måde? Jeg er i hvert fald blevet klogere på, at ingen følelser og tanker er forkerte, men det har stor betydning at vi finder en måde hvorpå vi håndterer dem. 

Jeg tror ofte at sorg kan være forbundet med ensomhed hos mange forældre og pårørende, hvis de mister deres barn/børn, barnebarn/-børn, niece/nevø, fætter/kusine etc.
For mit vedkommende har jeg oplevet stor ensomhed i forbindelse med tabet af Vilja, selvom jeg har haft mennesker omkring mig. Jeg tænker, at min ensomhed er et udtryk for at ingen helt forstår de følelser jeg har til Vilja og den enestående relation jeg har til hende. Med det mener jeg ikke at Andreas og familien, og sågar øvrige pårørende ikke er ramt af vores tab, men deres forbindelse til Vilja adskiller sig fra min. De savner hende selvfølgelig også, og måske føler de også en ensomhed på deres egen måde?
Samtidig føler jeg jo også en kærlighed til Vilja, som er større end nogen anden kærlighed jeg før har oplevet. Derfor tror jeg at tabet af hende har medført at jeg også har mistet en del af mig selv. Den del fik Vilja med sig, som det for mig er meningen, at hun skulle! Men jeg har også en del af hende med mig, som to hjertehalvdele delt mellem os. En helt enestående kærlighed, som jeg forestiller mig andre måske også oplever til deres barn/børn?
Ensomheden og kærligheden, som jeg på en og samme tid føler, har stor betydning for Viljas plads i mit hjerte. Det skal forstås således, at jeg startede min sorgproces med desperat at klamre mig til de minder jeg havde nået at skabe med hende, fordi det lindrede min ensomhed. Min ensomhed har gradvist ændret form ved at nye minder fyldt med kærlighed er blevet skabt, hvor hun er en del af dem på sin helt egen måde. Minderne er det dyrebareste jeg står tilbage med, det er min måde at håndtere min sorg, at Vilja får lov at leve videre gennem dem.

Andreas deler heldigvis mange af de samme behov for at mindes Vilja. Vi har begge brug for at værne om hendes minde, fordi hun altid vil være vores elskede ønskebarn! Vi mindes hende derfor på mange måder, der synliggør vores kærlighed til hende. Fx har Andreas og jeg lovet hinanden og Vilja at vi stadig ville gøre de ting vi forestillede os hun skulle have oplevet, som en måde at ære hende! 
Derfor har det fået en særlig betydning for os at den lille blæksprutte, fra hospitalet, er blevet vores lille følgesvend. Den bærer fysiske beviser på Viljas eksistens, og er noget af det eneste vi har tilbage, som har været direkte kontakt med hende. Den er et konkret symbol på at Vilja er med os i tankerne og i hjerterne, som kommer til udtryk gennem de mange billeder vi tager af og med den lille sprutte. Nogen tænker måske at vi, særligt jeg, er gået lidt fra forstanden og det er jeg måske også? Men jeg gør ikke nogen fortræd ved at bære den lille sprutte med mig og dokumentere vores videre rejse med sorgen. Tværtimod mener jeg selv, at jeg viser at kærligheden er stærkest af alt! 

Jeg tænker heller ikke længere over hvad folk kan tænke om mig i den forbindelse, fordi jeg gør det her af kærlighed til Vilja. Det er min måde at vise min stolthed og kærlighed til hende. Hun er med os i alt hvad vi gør og det visualiserer vi med den lille sprutte, som har ligget ved hendes side og bærer hendes perfekte DNA.

Andreas og jeg bliver aldrig de samme mennesker igen – vi er beriget med den smukkeste lille pige i hele vores univers og samtidig har vi mistet en del af os selv, da vi mistede hende. Derfor er den lille sprutte så værdifuld, fordi den lader os muliggøre at vi kan mindes oplevelser med hendes tilstedeværelse. Den giver os en form for trøst når sorgens smerte føles ubærlig, fordi Vilja er der selvom hun ikke er synlig for andre end os! 

Læs videre i Del 12 – Er jeg mor nu; Ja, det er jeg!, som vil kunne læses allerede d. 12.12.19

Del 10 – Viljas bisættelse og de pårørendes kondolence

Vi begyndte at modtage blomster fra en masse betænksomme pårørende. Selvom det var en smuk gestus, var det enormt hårdt at modtage blomster, når vi for alt i verden hellere ville have haft lykønskninger! Men verden var ubarmhjertig, den havde taget lykken før vi kunne gøre fra eller til. Jeg havde indkapslet mig i en puppe, jeg ønskede ikke at se eller tale med nogen, og det var så svært at finde taknemmeligheden frem – hvad var der at være taknemmelig for? 

Jeg havde mistet al overskud, så jeg havde skubbet alle mennesker fra mig – alle andre end vores forældre og søskende. Jeg kunne ikke magte flere mennesker, jeg kunne knap nok magte mig selv. Jeg var et nervevrag, enten fanget i de intense og smertefulde følelser eller også var jeg udtryksløs og tom. Den psykiske smerte blev bogstavelig talt til en fysisk smerte – jeg havde smerter i brystet, jeg havde åndedrætsbesvær, jeg frøs, jeg svedte, mine øjne sved, og jeg havde ondt i maven. Hverken nogen eller noget kunne fjerne min smerte – den havde taget i mig og ville ikke slippe. 

Jeg havde stadig gener efter fødslen, og en kæmpe knude i mit bryst. En knude der voksede sig større for hver dag vi kom tættere på Viljas bisættelse – den gav mig åndenød og fysisk ubehag!

Jeg vågnede stakåndet og med hjertebanken på dagen, hvor Vilja skulle bisættes. Vores barn skulle have en værdig afsked – hun fortjente at vi gav hende det bedste vi kunne! Vi havde frabedt andre at komme end vores forældre og søskende. Normalt ville vi invitere alle pårørende, men vi var ikke længere de samme mennesker – vi var bange for dagens forløb, og rædselsslagne for fremtiden – for hvilken fremtid ville der være uden Vilja? Hun var jo vores fremtid! Vi havde brug for at overkomme dagen med så meget nærvær som muligt, hvilket betød at vi kun kunne rumme os selv. Jeg turde ikke at konfronteres med verden, hvem kunne forstå min smerte og hvem havde styrken til at være i den sammen med mig, Andreas og familien?

Jeg var meget åndsfraværende i forberedelserne derhjemme. Jeg lagde en lyselilla velourdug på spisebordet og dækkede op til forplejning efter bisættelsen. Som det sidste inden kirken gjorde vi os klar. Jeg tog min sorte kjole med guldblade på, som jeg havde strålet i til flere lejligheder under min graviditet. Jeg satte mit hår op i en knold og lod make-up’en blive i skuffen, hvad nyttede det når jeg alligevel ville græde den af igen? Andreas stillede sig ved siden af mig i sit fine sorte jakkesæt med hvid skjorte og sin fars mønstrede slips, som han havde arvet da vi mistede ham få år tidligere. Vilja skulle være sammen med sin bedstefar, det var en trøst at hun ikke ville være alene på sin rejse, men også uretfærdigt at vi ikke kunne få lov at dele en fremtid med dem begge!

Vi ankom til den majestætiske røde murstenskirke. Jeg følte mig utilpas og med en intens trykken for brystet. Andreas tog min hånd i sin da vi trådte ind i kirkens våbenhus, hvor der lå langstilkede røde roser, som vi kun give hende med på sin rejse. Der lå en bunke kuverter på bordet, som jeg først forstod betydningen af, da vi bevægede os videre op mod alteret, hvor Viljas kiste stod. Oppe ved hendes kiste lå der nemlig et væld af smukke bårebuketter fra alle de mennesker, som sendte deres kærlige tanker og som respektfuldt viste deres kondolence. Jeg var så overvældet at jeg begyndte at græde – vores pårørende viste os på trods den afstand vi havde taget, at de var et sted ude i verden og anerkendte sorgen over Vilja. Mit hjerte følte for en stund taknemmelighed for deres medfølelse.

Jeg tog en masse billeder og bevægede mig nærmere, den lille fine hvide kiste, hvorpå den lille hjerteformede kistebuket lå så fint og illustrerede vores kærlighed til hende. Jeg kunne ikke gøre andet end at lade tårerne strømme ned af kinderne, da jeg så de mange bånd med hilsner til Vilja. Vores kære præst kom os i møde nærmest samtidig med at vores familie begyndte at ankomme. Familien var allerede i følelsernes vold, mange af dem havde rødsprængte øjne, våde kinder og omfavnede os på en hjertevarm måde. Præsten hilste omsorgsfuldt på os alle sammen inden vi blev bedt om at tage plads oppe ved stolene, der kredsede om Viljas lille kiste.

• 

• 

• 

Kirkeklokkerne ringede ind, og bisættelsen skulle begynde. Orglet spillede smuk og vemodig musik, der fik tårerne til at trille igen. Præsten sagde de indledende ord og jeg brast meget pludseligt ud i gråd – min datter lå i kisten lige der ved siden af mig. Hun var midtpunktet på den helt forkerte måde! Familien var samlet om hende helt oppe ved alteret i det store kirkerum, men på grund af en afsked til livet i stedet for en velkomst! En enkelt kvinde begyndte at synge bisættelsens første sang, I Østen stiger solen op, som oftest bruges til de fleste kirkeceremonier. 

Præsten begyndte at tale om Vilja og åbnede et velkendt univers. Hun havde til vores vielse, sammenlignet Andres og min kærlighed med Peter Plys og Grislings venskab – et særligt bånd mellem to forskellige individer. I præstens tale til Vilja forvandledes hendes “himmel” sig nemlig til Peter Plys og Grislings univers i Hundredmeterskoven. I Hundredmeterskoven ville hun blive passet på af de to finurlige størrelser, og ville mærkede omsorgen fra de andre af vores kære der var gået i forvejen. Vilja havde alle sine fine gaver med fra os og familien, som elskede og savnede hende! Vilja var på den måde ikke alene i sit himmelske univers, selvom præsten tydeliggjorde at det havde været langt bedre at hun havde været hos far og mor. Det havde været det bedste i verden at hun var blevet hos sin mor og far, men det kunne ulykkeligt nok ikke være anderledes. Men Vilja ville ikke mangle kærlighed, da den var så stærk at hun altid ville kunne mærke den. Præstens ord gav en uforklarlig lindring, som hun stod der med en let skælvende stemme. Hun anerkendte vores sorg og beskrev uretfærdigheden vi følte, det var så rørende at føle sig mødt i følelserne. 

Vi sang derefter Puff sangen, om den lille drage og det eventyrlige univers, som oftest kunne forsvinde med barndommen. En sang vi havde sunget for Vilja, imens hun lå i min mave. Det var så svært at synge med på grund af gråden der pressede på. Selv præsten måtte holde inde for at samle sig selv. 

Inden vi skulle synge den sidste sang bad præsten en bøn om at værne om lille Vilja, og om alle os der stod tilbage fuldstændig sønderknuste. Hun lagde jord på Viljas lille kiste som hun formede til et lille kors, mens hun sagde med en vemodig stemme: “ Af jord er du kommet, til jord skal du blive og af jord skal du igen opstå.”
Den sidste sang, som vi også havde sunget for Vilja, imens hun lå i min mave var Elefantens Vuggevise. Jeg forstod sangen som et symbol på at synge hende til ro, inden vi skulle sende hende afsted på sin rejse.

Viljas kusine var ligesom mig hulkende og helt grædefærdig, da Andreas blev bedt om at bære hendes lille kiste ud til rustvognen. Jeg fulgte med ham og Vilja ned ad kirkegulvet, og samtidig lagde jeg min venstre hånd på hendes lille kiste. Jeg hviskede til hende i mit indre: “Du vil altid være i mit hjerte, lille skat! “

Uden for kirken stillede Andreas forsigtigt hendes kiste bagerst i rustvognen. De røde langstilkede roser lagde vi på hendes kiste inden familien lagde hver deres rose. Jeg lagde min hånd en sidste gang på kisten og sagde stille til Vilja: “ Jeg elsker dig for evigt! “ 

Da rustvognen begyndte at køre væk fra kirken styrtede min verden på ny! Jeg knækkede sammen så Andreas og hans søster måtte holde mig i et fast greb. Jeg skreg Viljas navn højt og skingert – nu ville jeg aldrig mere kunne holde hende i mine arme, eller kunne kysse hende, eller se hende igen i dette liv! Mit hjerte kunne ikke bære det – hvordan skulle jeg dog holde mit løfte om at finde tilbage til livet? Hun var jo mit livs lys, og lysets flamme ville jeg være nødt til at kæmpe for at holde i live, hvis jeg skulle holde mit ord til hende og Andreas. Det føltes fuldstændig umuligt!

Efter jeg var faldet til ro tog vi hjem til os for at få smørrebrød og kage. Vi talte om bisættelsen, om præstens smukke ord, og de mange smukke blomster, som viste så meget nærvær fra vores pårørende. Det betød så meget for os, at de lige netop den dag anerkendte Vilja – de sendte os den kærlighed vi havde brug for, selvom vi havde taget afstand. Vi afsluttede den følelsesladede dag med at tage ned på fællesgraven, hvor bedemanden havde lagt alle de fine blomster så de var formet som et smukt og farverigt hjerte på det kolde vintergræs.

Læs videre i Del 11 – Den lille sprutte, som vil kunne læses allerede d. 10.12.19

Del 9 – Forberedelserne og gensynet med Vilja

Dagene gik med den samme mærkelige tidsfornemmelse, ikke hurtigt, men heller ikke langsomt. Jeg blev i de efterfølgende uger overvældet af, at der fulgte så mange praktiske og afgørende beslutninger med i min største sorg. Hvorfor kunne jeg ikke få lov at sørge i fred? Alle de valg gjorde mig stresset og jeg vidste at de ikke kunne gøres om!

Vi kom først i kontakt med en venlig bedemand, som tilbød at stå for alt det formelle. Han virkede meget sympatisk og det gav en ro i sindet hos både Andreas og mig. Han spurgte om særligt mine og Viljas oplysninger. Det betød åbenbart ikke det samme at være far til et dødfødt barn, som det gjorde at være mor. Det smertede i mit hjerte og jeg følte en indestængt vrede på Andreas og Viljas vegne – intet ville kunne ændre på, at de altid ville være far og datter! Et kynisk bureaukrati, som ikke tænkte på den anerkendelse, vi som familie havde brug for! Vi var ikke længere kun Andreas og Louise. Vi var Andreas, Louise og Vilja – en familie på tre, selvom vi skulle kæmpe mere for synliggøre os som familie!
Bedemanden var, på trods af formalier, meget varsom og omhyggelig – han gav os al den tid vi havde brug for. Vi drøftede blomster, og endte med at vælge hvide fresia og lilla tulipaner i mørk nuance. En buket til kisten, der skulle formes som et hjerte og en fin bårebuket, der begge skulle være med fine silkebånd. Han tilbød os at se kisten til spædbørn og vi blev præsenteret for den mindste hvide kiste i verden. Den var så smuk lavet og samtidig så skræmmende – ubegribeligt at vores lille Vilja skulle ligge i den! Jeg glemte helt at trække vejret, det gjorde så ondt i hjertet at vi skulle bydes det her!
Til slut drøftede vi, hvor hun skulle have fred. Vores muligheder føltes som pest eller kolera, fordi ingen forældre burde stå i vores situation. Beslutningen faldt på havet, fordi Andreas havde friet til mig på den sydliggende strand i vores by. Vi havde fejret vores bryllup ved stranden og havde også fået taget bryllupsbilleder i de smukke omgivelser. Samtidig gav det os en trøst, at uanset hvor vi ville befinde os i verden ville havet omfavne os – hun ville ikke være bundet et sted, men følge med os overalt! Når Viljas hvilested skulle være havet betød det at vi også valgte kremering og bisættelse.

Jeg mindes ikke hvordan det blev besluttet, men vores familie ønskede hver i sær at give Vilja en lille gave med på sin rejse.

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

Gaver som vi ville fortælle Vilja om, når vi skulle se hende for sidste gang.

Vi havde et møde med vores præst, som ville hjælpe os med den forestående bisættelse. Hun spurgte ind til vores kærlighed til Vilja, som vi fortalte meget længe om. Vi fortalte at vi ønskede at synge Puff, Elefantens vuggevise og i østen stiger solen op, som bruges til nærmest alle kirkeceremonier. Vi fortalte hende om alle gaverne til Vilja og hvor meget familiens kærlighed til hende, betød for os. En kærlighed der altid ville være sorgfuld, men iboende i alle vores hjerter. I hjerterne ville Vilja altid leve videre!

Der gik en uges tid og vores konsultationsjordemoder ringede til os, som aftalt. Hun spurgte omsorgsfuldt ind til os om vores mange beslutninger, om dagene der var gået og dagene vi havde i vente.
Hun tilbød os samtidig støtte ved en evt. fremtidig graviditet. Det isnede igennem kroppen på mig – en ny graviditet? Hvordan skulle jeg nogensinde turde at gennemgå det igen? Det eneste jeg ønskede var Vilja, og jeg ville give alt for at hendes lille hjerte ville banke igen!

I dagene op til gensynet med Vilja prøvede jeg at tage mod til mig for at komme ind på værelset, som vi havde indrettet til hende. Vi skulle finde tøj Vilja kunne have på til sin bisættelse og det var så ubeskrivelig svært at få sig selv til at tage i håndtaget. Da jeg endelig fandt modet til at åbne døren væltede smerten ind over mig. Jeg snappede efter vejret og det begyndte at svide bag øjnene, da jeg åbnede klædeskabet. Jeg kunne mærke at jeg var nødt til at få hjælp, så jeg kaldte Andreas ind på værelset. Jeg stod helt fortvivlet med alt det fine tøj hun skulle have haft på.
Vi besluttede efter en længere gennemgang, at hun skulle have et par lyserøde og blomstrede gamacher på, en hvid bodystocking, grå sokker og en lyserød plysset sweater med lynlås. Vi havde dedikeret farverne rosa og lilla til hende, så intet ville være mere passende end lyserødt tøj og lilla blomster til hendes bisættelse!

Dagen kom hvor vi skulle gense Vilja. Bedemanden havde hentet hende på hospitalet og ført hende til vores kirkes kapel. Jeg savnede at holde om hende, men var samtidig også bekymret – hvordan så min lille prinsesse ud efter 12 dage? Bekymringen kunne ikke holde mig tilbage, jeg havde brug for at se hende og lade hende mærke hvor uendelig elsket hun var. Vi havde pakket alle gaverne fra vores familie og vi tog afsted.
Vi kom til kirken og vi blev lukket ind i det lille kapel, hvor der var utrolig koldt. Op ad den bagerste væg stod den lille kiste og med armene om hinanden gik vi hen for at åbne den. Jeg havde tårerne væltende ned af kinderne som kraftige vandfald, da Andreas forsigtigt løftede låget af. Der lå vores elskede lille Vilja svøbt i det hvide tæppe hun havde fået af sin bedstemor og med den ene lille blæksprutte. Hun lignede sig selv, men samtidig forandret. Hun havde stadig sine unikke og fine linjer, som kendetegnede hendes ansigt, men hendes kinder var blevet mere røde og munden mørkere. Hun havde stadig sort sværte på håndfladerne og fodsålerne efter de fine aftryk vi fik lavet på hospitalet.
Andreas løftede hende nænsomt op og lagde hende på tæppet fra hospitalet. Vi åbnede det hvide tæppe og hun lå iført en lille ble. Vi skiftede den og hjalp hinanden med at klæde hende på i det valgte tøj. Da hun havde fået det hele på, åbnede jeg min jakke og løftede hende ind til mig. Jeg vuggede hende stille og mine tårer dryppede ned på det sted, hvor hendes hjerte var beskyttet af den varme sweater. Vi fandt gaverne frem og jeg begyndte sagte at synge første vers af vuggevisen fra Prinsen af Egypten “Sov nu, du lille”, som jeg før havde sunget for hende. Jeg havde hende længe i min favn og vuggede hende indtil jeg var nødt til at lade Andreas ligge hende på det hvide striktæppe. Han lagde hende ned i den forede kiste, hvor han havde lagt tæppet og den lille hue fra hospitalet, som lagen og flad hovedpude. Vi lagde gaverne ned til hende i den lille kiste, hvor der lige akkurat var plads til det hele. Inden vi svøbte det hvide striktæppe godt om hende, havde vi to sarte lyserøde roser, som vi hver kyssede inden de blev lagt ned til hende.
Jeg hulkede da Andreas igen lagde låget på kisten, det ville være sidste gang at jeg kunne holde hende, og sidste gang jeg ville få hende at se. Det gjorde så ondt i hjertet og det var ikke til at beskrive med ord, hvilken smerte og uretfærdighed jeg følte. 

Andreas havde et fast greb om mig, da vi forlod det lille kapel. Han kiggede på mig og sagde med sin sørgmodige stemme:” Det er det sværeste vi nogensinde har været nødt til, men hun er med os uanset hvor vi befinder os. Kærligheden kan ingen tage fra os! “

• 

• 

• 

• 

• 

Læs videre i Del 10 – Viljas bisættelse og de pårørendes kondolence, som vil kunne læses d. 05.12.19

Del 8 – De første skridt i sorgen

Den første nat hjemme var forfærdelig. Jeg faldt ind og ud af søvnen og hver gang vågnede jeg stakåndet og svedig, som havde jeg løbet et marathon. Modermælken til Vilja havde sin egen trodsige vilje – der var ingen tvivl, min krop SKREG efter hende! Mit hjerte skreg endnu højere, hver gang jeg febrilsk forsøgte at finde hende i mørket. Den barske sandhed stak, som en gennemborende syl og fik mig til at bryde grædende sammen – Min lille Vilja var ikke ved siden af mig! Jeg græd helt utrøsteligt og Andreas, der gentagende gange vågnede af min højlydte gråd, prøvede desperat at finde måder at dulme min smerte. Men intet hjalp mig – Jeg kunne ikke holde smerten ud! Jeg kunne ikke holde ud at sove, men jeg kunne heller ikke holde ud at være vågen. Jeg var i et levende helvede!

Om morgenen følte jeg mig som en zombie, fanget i smerte og uden hvile. Andreas tog kærligt om mig, da han mindede mig om, at han havde haft en flygtig samtale med Landsforeningen Spædbarnsdød. Hospitalet havde informeret landsforeningen om, at vi havde mistet Vilja, og ønskede støtte og vejledning til at komme fremad i den uoverskuelige sorg. De havde ringet til ham på hospitalet, kort tid inden Viljas velsignelse, hvor det var vigtigere for os at bruge tiden sammen med hende. Vi besluttede derfor at bruge formiddagen på at tage kontakt til dem. 

Da vi ringede, kom vi igennem til en sød kvinde, der var telefonisk terapeutisk rådgiver. Hun var spørgende og samtidig så lyttende, men jeg var stadig i chok og turde ikke sige så meget – jeg havde en følelse af mistillid til alt og alle. Der var intet der ville mig det godt, og jeg var sat på den mest uretfærdige og tragiske prøve et menneske kunne stilles overfor. Så gav det overhovedet mening at prøve? 
Jeg lod Andreas forklare hende, hvad der var sket. Hun viste stor medfølelse, hver gang hun svarede med sin blide og omsorgsfulde stemme. Hun fortalte at hun selv havde mistet og gerne ville hjælpe os på vej, hvis vi ønskede det? 
Andreas takkede ja og hun spurgte derefter mig: “Jeg oplever at du er meget stille, Louise, hvad har du af tanker? “ Jeg blev chokeret over hendes spørgsmål, for hvad tænkte jeg? Jeg havde rod i mit hoved, jeg havde sorg i mit hjerte og værst af alt var mine arme tomme… men så huskede jeg mit løfte til Vilja og Andreas – jeg skulle kæmpe mig tilbage til livet, så jeg kunne ære mindet om hende! Jeg svarede derfor, at jeg var med på at blive hjulpet fremad. I mit hjerte var det dog utænkeligt at forestille mig, hvordan det kunne lade sig gøre UDEN min lille pige? 

Efter samtalen med den terapeutiske rådgiver opdagede Andreas, at vores præst havde kontaktet os på mail. Hendes mail var meget omsorgsfuld og hun havde vedhæftet sin tale fra Viljas smukke velsignelse. Hendes ord føltes næsten omfavnende, da hun tilbød os al den støtte vi havde brug for til de foreliggende forberedelser. Selvom vi stadig var i chok, blev vi jo nødt til at forholde os til mange svære, men også betydningsfulde beslutninger. Skulle Vilja begraves eller bisættes? Hvor skulle hun have fred? Hvilken bedemand skulle vi vælge? Hvilke blomster og sange? Hvornår skulle vi gøre hvad? 

Senere samme dag kom familien og sørgede for os. De havde kontaktet vores øvrige pårørende, og meddelt dem at vi havde brug for ro. Vi ønskede ingen henvendelser før vi selv var klar til at tage kontakt. De sidste dages tragiske hændelser gjorde det uoverkommeligt, at skulle tage stilling til flere mennesker. Vi, og måske særligt jeg, havde kun plads til at savne Vilja! Alt andet føltes ærligt talt ligegyldigt, for vores verden var styrtet i grus.

Henover weekenden havde jeg en mærkelig tidsfornemmelse, da den føltes langsommelig og samtidig hurtigt overstået. Vores familie kom på skift og sørgede for at dække vores basale behov.  De hjalp med alt vi havde brug for, da det var blevet en kamp at gøre ting, der før havde været så simple at udføre. Jeg var kun i stand til at være i min egen boble, en boble fuld af sorg. Selvom jeg vidste at det hele var virkeligt, kunne jeg ikke få det til at passe? Hvordan kunne Vilja dø – hun var jo så perfekt? 

Vi havde taget de første skridt i sorgen. Det var så umenneskeligt at dette var vores virkelighed. Det var meningen, at hele familien skulle have puslet om Vilja, skiftet hendes bleer, og jeg skulle have ammet hende. Andreas og min virkelighed var blevet til et mareridt – vi var i stedet blevet tvunget til at planlægge en sørgmodig afsked for vores smukke datter!

Læs videre i Del 9 – Forberedelserne og gensynet med Vilja, som vil kunne læses d. 28.11.19