Blog Feed

Del 10 – Viljas bisættelse og de pårørendes kondolence

Vi begyndte at modtage blomster fra en masse betænksomme pårørende. Selvom det var en smuk gestus, var det enormt hårdt at modtage blomster, når vi for alt i verden hellere ville have haft lykønskninger! Men verden var ubarmhjertig, den havde taget lykken før vi kunne gøre fra eller til. Jeg havde indkapslet mig i en puppe, jeg ønskede ikke at se eller tale med nogen, og det var så svært at finde taknemmeligheden frem – hvad var der at være taknemmelig for? 

Jeg havde mistet al overskud, så jeg havde skubbet alle mennesker fra mig – alle andre end vores forældre og søskende. Jeg kunne ikke magte flere mennesker, jeg kunne knap nok magte mig selv. Jeg var et nervevrag, enten fanget i de intense og smertefulde følelser eller også var jeg udtryksløs og tom. Den psykiske smerte blev bogstavelig talt til en fysisk smerte – jeg havde smerter i brystet, jeg havde åndedrætsbesvær, jeg frøs, jeg svedte, mine øjne sved, og jeg havde ondt i maven. Hverken nogen eller noget kunne fjerne min smerte – den havde taget i mig og ville ikke slippe. 

Jeg havde stadig gener efter fødslen, og en kæmpe knude i mit bryst. En knude der voksede sig større for hver dag vi kom tættere på Viljas bisættelse – den gav mig åndenød og fysisk ubehag!

Jeg vågnede stakåndet og med hjertebanken på dagen, hvor Vilja skulle bisættes. Vores barn skulle have en værdig afsked – hun fortjente at vi gav hende det bedste vi kunne! Vi havde frabedt andre at komme end vores forældre og søskende. Normalt ville vi invitere alle pårørende, men vi var ikke længere de samme mennesker – vi var bange for dagens forløb, og rædselsslagne for fremtiden – for hvilken fremtid ville der være uden Vilja? Hun var jo vores fremtid! Vi havde brug for at overkomme dagen med så meget nærvær som muligt, hvilket betød at vi kun kunne rumme os selv. Jeg turde ikke at konfronteres med verden, hvem kunne forstå min smerte og hvem havde styrken til at være i den sammen med mig, Andreas og familien?

Jeg var meget åndsfraværende i forberedelserne derhjemme. Jeg lagde en lyselilla velourdug på spisebordet og dækkede op til forplejning efter bisættelsen. Som det sidste inden kirken gjorde vi os klar. Jeg tog min sorte kjole med guldblade på, som jeg havde strålet i til flere lejligheder under min graviditet. Jeg satte mit hår op i en knold og lod make-up’en blive i skuffen, hvad nyttede det når jeg alligevel ville græde den af igen? Andreas stillede sig ved siden af mig i sit fine sorte jakkesæt med hvid skjorte og sin fars mønstrede slips, som han havde arvet da vi mistede ham få år tidligere. Vilja skulle være sammen med sin bedstefar, det var en trøst at hun ikke ville være alene på sin rejse, men også uretfærdigt at vi ikke kunne få lov at dele en fremtid med dem begge!

Vi ankom til den majestætiske røde murstenskirke. Jeg følte mig utilpas og med en intens trykken for brystet. Andreas tog min hånd i sin da vi trådte ind i kirkens våbenhus, hvor der lå langstilkede røde roser, som vi kun give hende med på sin rejse. Der lå en bunke kuverter på bordet, som jeg først forstod betydningen af, da vi bevægede os videre op mod alteret, hvor Viljas kiste stod. Oppe ved hendes kiste lå der nemlig et væld af smukke bårebuketter fra alle de mennesker, som sendte deres kærlige tanker og som respektfuldt viste deres kondolence. Jeg var så overvældet at jeg begyndte at græde – vores pårørende viste os på trods den afstand vi havde taget, at de var et sted ude i verden og anerkendte sorgen over Vilja. Mit hjerte følte for en stund taknemmelighed for deres medfølelse.

Jeg tog en masse billeder og bevægede mig nærmere, den lille fine hvide kiste, hvorpå den lille hjerteformede kistebuket lå så fint og illustrerede vores kærlighed til hende. Jeg kunne ikke gøre andet end at lade tårerne strømme ned af kinderne, da jeg så de mange bånd med hilsner til Vilja. Vores kære præst kom os i møde nærmest samtidig med at vores familie begyndte at ankomme. Familien var allerede i følelsernes vold, mange af dem havde rødsprængte øjne, våde kinder og omfavnede os på en hjertevarm måde. Præsten hilste omsorgsfuldt på os alle sammen inden vi blev bedt om at tage plads oppe ved stolene, der kredsede om Viljas lille kiste.

• 

• 

• 

Kirkeklokkerne ringede ind, og bisættelsen skulle begynde. Orglet spillede smuk og vemodig musik, der fik tårerne til at trille igen. Præsten sagde de indledende ord og jeg brast meget pludseligt ud i gråd – min datter lå i kisten lige der ved siden af mig. Hun var midtpunktet på den helt forkerte måde! Familien var samlet om hende helt oppe ved alteret i det store kirkerum, men på grund af en afsked til livet i stedet for en velkomst! En enkelt kvinde begyndte at synge bisættelsens første sang, I Østen stiger solen op, som oftest bruges til de fleste kirkeceremonier. 

Præsten begyndte at tale om Vilja og åbnede et velkendt univers. Hun havde til vores vielse, sammenlignet Andres og min kærlighed med Peter Plys og Grislings venskab – et særligt bånd mellem to forskellige individer. I præstens tale til Vilja forvandledes hendes “himmel” sig nemlig til Peter Plys og Grislings univers i Hundredmeterskoven. I Hundredmeterskoven ville hun blive passet på af de to finurlige størrelser, og ville mærkede omsorgen fra de andre af vores kære der var gået i forvejen. Vilja havde alle sine fine gaver med fra os og familien, som elskede og savnede hende! Vilja var på den måde ikke alene i sit himmelske univers, selvom præsten tydeliggjorde at det havde været langt bedre at hun havde været hos far og mor. Det havde været det bedste i verden at hun var blevet hos sin mor og far, men det kunne ulykkeligt nok ikke være anderledes. Men Vilja ville ikke mangle kærlighed, da den var så stærk at hun altid ville kunne mærke den. Præstens ord gav en uforklarlig lindring, som hun stod der med en let skælvende stemme. Hun anerkendte vores sorg og beskrev uretfærdigheden vi følte, det var så rørende at føle sig mødt i følelserne. 

Vi sang derefter Puff sangen, om den lille drage og det eventyrlige univers, som oftest kunne forsvinde med barndommen. En sang vi havde sunget for Vilja, imens hun lå i min mave. Det var så svært at synge med på grund af gråden der pressede på. Selv præsten måtte holde inde for at samle sig selv. 

Inden vi skulle synge den sidste sang bad præsten en bøn om at værne om lille Vilja, og om alle os der stod tilbage fuldstændig sønderknuste. Hun lagde jord på Viljas lille kiste som hun formede til et lille kors, mens hun sagde med en vemodig stemme: “ Af jord er du kommet, til jord skal du blive og af jord skal du igen opstå.”
Den sidste sang, som vi også havde sunget for Vilja, imens hun lå i min mave var Elefantens Vuggevise. Jeg forstod sangen som et symbol på at synge hende til ro, inden vi skulle sende hende afsted på sin rejse.

Viljas kusine var ligesom mig hulkende og helt grædefærdig, da Andreas blev bedt om at bære hendes lille kiste ud til rustvognen. Jeg fulgte med ham og Vilja ned ad kirkegulvet, og samtidig lagde jeg min venstre hånd på hendes lille kiste. Jeg hviskede til hende i mit indre: “Du vil altid være i mit hjerte, lille skat! “

Uden for kirken stillede Andreas forsigtigt hendes kiste bagerst i rustvognen. De røde langstilkede roser lagde vi på hendes kiste inden familien lagde hver deres rose. Jeg lagde min hånd en sidste gang på kisten og sagde stille til Vilja: “ Jeg elsker dig for evigt! “ 

Da rustvognen begyndte at køre væk fra kirken styrtede min verden på ny! Jeg knækkede sammen så Andreas og hans søster måtte holde mig i et fast greb. Jeg skreg Viljas navn højt og skingert – nu ville jeg aldrig mere kunne holde hende i mine arme, eller kunne kysse hende, eller se hende igen i dette liv! Mit hjerte kunne ikke bære det – hvordan skulle jeg dog holde mit løfte om at finde tilbage til livet? Hun var jo mit livs lys, og lysets flamme ville jeg være nødt til at kæmpe for at holde i live, hvis jeg skulle holde mit ord til hende og Andreas. Det føltes fuldstændig umuligt!

Efter jeg var faldet til ro tog vi hjem til os for at få smørrebrød og kage. Vi talte om bisættelsen, om præstens smukke ord, og de mange smukke blomster, som viste så meget nærvær fra vores pårørende. Det betød så meget for os, at de lige netop den dag anerkendte Vilja – de sendte os den kærlighed vi havde brug for, selvom vi havde taget afstand. Vi afsluttede den følelsesladede dag med at tage ned på fællesgraven, hvor bedemanden havde lagt alle de fine blomster så de var formet som et smukt og farverigt hjerte på det kolde vintergræs.

Læs videre i Del 11 – Den lille sprutte, som vil kunne læses allerede d. 10.12.19

Del 9 – Forberedelserne og gensynet med Vilja

Dagene gik med den samme mærkelige tidsfornemmelse, ikke hurtigt, men heller ikke langsomt. Jeg blev i de efterfølgende uger overvældet af, at der fulgte så mange praktiske og afgørende beslutninger med i min største sorg. Hvorfor kunne jeg ikke få lov at sørge i fred? Alle de valg gjorde mig stresset og jeg vidste at de ikke kunne gøres om!

Vi kom først i kontakt med en venlig bedemand, som tilbød at stå for alt det formelle. Han virkede meget sympatisk og det gav en ro i sindet hos både Andreas og mig. Han spurgte om særligt mine og Viljas oplysninger. Det betød åbenbart ikke det samme at være far til et dødfødt barn, som det gjorde at være mor. Det smertede i mit hjerte og jeg følte en indestængt vrede på Andreas og Viljas vegne – intet ville kunne ændre på, at de altid ville være far og datter! Et kynisk bureaukrati, som ikke tænkte på den anerkendelse, vi som familie havde brug for! Vi var ikke længere kun Andreas og Louise. Vi var Andreas, Louise og Vilja – en familie på tre, selvom vi skulle kæmpe mere for synliggøre os som familie!
Bedemanden var, på trods af formalier, meget varsom og omhyggelig – han gav os al den tid vi havde brug for. Vi drøftede blomster, og endte med at vælge hvide fresia og lilla tulipaner i mørk nuance. En buket til kisten, der skulle formes som et hjerte og en fin bårebuket, der begge skulle være med fine silkebånd. Han tilbød os at se kisten til spædbørn og vi blev præsenteret for den mindste hvide kiste i verden. Den var så smuk lavet og samtidig så skræmmende – ubegribeligt at vores lille Vilja skulle ligge i den! Jeg glemte helt at trække vejret, det gjorde så ondt i hjertet at vi skulle bydes det her!
Til slut drøftede vi, hvor hun skulle have fred. Vores muligheder føltes som pest eller kolera, fordi ingen forældre burde stå i vores situation. Beslutningen faldt på havet, fordi Andreas havde friet til mig på den sydliggende strand i vores by. Vi havde fejret vores bryllup ved stranden og havde også fået taget bryllupsbilleder i de smukke omgivelser. Samtidig gav det os en trøst, at uanset hvor vi ville befinde os i verden ville havet omfavne os – hun ville ikke være bundet et sted, men følge med os overalt! Når Viljas hvilested skulle være havet betød det at vi også valgte kremering og bisættelse.

Jeg mindes ikke hvordan det blev besluttet, men vores familie ønskede hver i sær at give Vilja en lille gave med på sin rejse.

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

Gaver som vi ville fortælle Vilja om, når vi skulle se hende for sidste gang.

Vi havde et møde med vores præst, som ville hjælpe os med den forestående bisættelse. Hun spurgte ind til vores kærlighed til Vilja, som vi fortalte meget længe om. Vi fortalte at vi ønskede at synge Puff, Elefantens vuggevise og i østen stiger solen op, som bruges til nærmest alle kirkeceremonier. Vi fortalte hende om alle gaverne til Vilja og hvor meget familiens kærlighed til hende, betød for os. En kærlighed der altid ville være sorgfuld, men iboende i alle vores hjerter. I hjerterne ville Vilja altid leve videre!

Der gik en uges tid og vores konsultationsjordemoder ringede til os, som aftalt. Hun spurgte omsorgsfuldt ind til os om vores mange beslutninger, om dagene der var gået og dagene vi havde i vente.
Hun tilbød os samtidig støtte ved en evt. fremtidig graviditet. Det isnede igennem kroppen på mig – en ny graviditet? Hvordan skulle jeg nogensinde turde at gennemgå det igen? Det eneste jeg ønskede var Vilja, og jeg ville give alt for at hendes lille hjerte ville banke igen!

I dagene op til gensynet med Vilja prøvede jeg at tage mod til mig for at komme ind på værelset, som vi havde indrettet til hende. Vi skulle finde tøj Vilja kunne have på til sin bisættelse og det var så ubeskrivelig svært at få sig selv til at tage i håndtaget. Da jeg endelig fandt modet til at åbne døren væltede smerten ind over mig. Jeg snappede efter vejret og det begyndte at svide bag øjnene, da jeg åbnede klædeskabet. Jeg kunne mærke at jeg var nødt til at få hjælp, så jeg kaldte Andreas ind på værelset. Jeg stod helt fortvivlet med alt det fine tøj hun skulle have haft på.
Vi besluttede efter en længere gennemgang, at hun skulle have et par lyserøde og blomstrede gamacher på, en hvid bodystocking, grå sokker og en lyserød plysset sweater med lynlås. Vi havde dedikeret farverne rosa og lilla til hende, så intet ville være mere passende end lyserødt tøj og lilla blomster til hendes bisættelse!

Dagen kom hvor vi skulle gense Vilja. Bedemanden havde hentet hende på hospitalet og ført hende til vores kirkes kapel. Jeg savnede at holde om hende, men var samtidig også bekymret – hvordan så min lille prinsesse ud efter 12 dage? Bekymringen kunne ikke holde mig tilbage, jeg havde brug for at se hende og lade hende mærke hvor uendelig elsket hun var. Vi havde pakket alle gaverne fra vores familie og vi tog afsted.
Vi kom til kirken og vi blev lukket ind i det lille kapel, hvor der var utrolig koldt. Op ad den bagerste væg stod den lille kiste og med armene om hinanden gik vi hen for at åbne den. Jeg havde tårerne væltende ned af kinderne som kraftige vandfald, da Andreas forsigtigt løftede låget af. Der lå vores elskede lille Vilja svøbt i det hvide tæppe hun havde fået af sin bedstemor og med den ene lille blæksprutte. Hun lignede sig selv, men samtidig forandret. Hun havde stadig sine unikke og fine linjer, som kendetegnede hendes ansigt, men hendes kinder var blevet mere røde og munden mørkere. Hun havde stadig sort sværte på håndfladerne og fodsålerne efter de fine aftryk vi fik lavet på hospitalet.
Andreas løftede hende nænsomt op og lagde hende på tæppet fra hospitalet. Vi åbnede det hvide tæppe og hun lå iført en lille ble. Vi skiftede den og hjalp hinanden med at klæde hende på i det valgte tøj. Da hun havde fået det hele på, åbnede jeg min jakke og løftede hende ind til mig. Jeg vuggede hende stille og mine tårer dryppede ned på det sted, hvor hendes hjerte var beskyttet af den varme sweater. Vi fandt gaverne frem og jeg begyndte sagte at synge første vers af vuggevisen fra Prinsen af Egypten “Sov nu, du lille”, som jeg før havde sunget for hende. Jeg havde hende længe i min favn og vuggede hende indtil jeg var nødt til at lade Andreas ligge hende på det hvide striktæppe. Han lagde hende ned i den forede kiste, hvor han havde lagt tæppet og den lille hue fra hospitalet, som lagen og flad hovedpude. Vi lagde gaverne ned til hende i den lille kiste, hvor der lige akkurat var plads til det hele. Inden vi svøbte det hvide striktæppe godt om hende, havde vi to sarte lyserøde roser, som vi hver kyssede inden de blev lagt ned til hende.
Jeg hulkede da Andreas igen lagde låget på kisten, det ville være sidste gang at jeg kunne holde hende, og sidste gang jeg ville få hende at se. Det gjorde så ondt i hjertet og det var ikke til at beskrive med ord, hvilken smerte og uretfærdighed jeg følte. 

Andreas havde et fast greb om mig, da vi forlod det lille kapel. Han kiggede på mig og sagde med sin sørgmodige stemme:” Det er det sværeste vi nogensinde har været nødt til, men hun er med os uanset hvor vi befinder os. Kærligheden kan ingen tage fra os! “

• 

• 

• 

• 

• 

Læs videre i Del 10 – Viljas bisættelse og de pårørendes kondolence, som vil kunne læses d. 05.12.19

Del 8 – De første skridt i sorgen

Den første nat hjemme var forfærdelig. Jeg faldt ind og ud af søvnen og hver gang vågnede jeg stakåndet og svedig, som havde jeg løbet et marathon. Modermælken til Vilja havde sin egen trodsige vilje – der var ingen tvivl, min krop SKREG efter hende! Mit hjerte skreg endnu højere, hver gang jeg febrilsk forsøgte at finde hende i mørket. Den barske sandhed stak, som en gennemborende syl og fik mig til at bryde grædende sammen – Min lille Vilja var ikke ved siden af mig! Jeg græd helt utrøsteligt og Andreas, der gentagende gange vågnede af min højlydte gråd, prøvede desperat at finde måder at dulme min smerte. Men intet hjalp mig – Jeg kunne ikke holde smerten ud! Jeg kunne ikke holde ud at sove, men jeg kunne heller ikke holde ud at være vågen. Jeg var i et levende helvede!

Om morgenen følte jeg mig som en zombie, fanget i smerte og uden hvile. Andreas tog kærligt om mig, da han mindede mig om, at han havde haft en flygtig samtale med Landsforeningen Spædbarnsdød. Hospitalet havde informeret landsforeningen om, at vi havde mistet Vilja, og ønskede støtte og vejledning til at komme fremad i den uoverskuelige sorg. De havde ringet til ham på hospitalet, kort tid inden Viljas velsignelse, hvor det var vigtigere for os at bruge tiden sammen med hende. Vi besluttede derfor at bruge formiddagen på at tage kontakt til dem. 

Da vi ringede, kom vi igennem til en sød kvinde, der var telefonisk terapeutisk rådgiver. Hun var spørgende og samtidig så lyttende, men jeg var stadig i chok og turde ikke sige så meget – jeg havde en følelse af mistillid til alt og alle. Der var intet der ville mig det godt, og jeg var sat på den mest uretfærdige og tragiske prøve et menneske kunne stilles overfor. Så gav det overhovedet mening at prøve? 
Jeg lod Andreas forklare hende, hvad der var sket. Hun viste stor medfølelse, hver gang hun svarede med sin blide og omsorgsfulde stemme. Hun fortalte at hun selv havde mistet og gerne ville hjælpe os på vej, hvis vi ønskede det? 
Andreas takkede ja og hun spurgte derefter mig: “Jeg oplever at du er meget stille, Louise, hvad har du af tanker? “ Jeg blev chokeret over hendes spørgsmål, for hvad tænkte jeg? Jeg havde rod i mit hoved, jeg havde sorg i mit hjerte og værst af alt var mine arme tomme… men så huskede jeg mit løfte til Vilja og Andreas – jeg skulle kæmpe mig tilbage til livet, så jeg kunne ære mindet om hende! Jeg svarede derfor, at jeg var med på at blive hjulpet fremad. I mit hjerte var det dog utænkeligt at forestille mig, hvordan det kunne lade sig gøre UDEN min lille pige? 

Efter samtalen med den terapeutiske rådgiver opdagede Andreas, at vores præst havde kontaktet os på mail. Hendes mail var meget omsorgsfuld og hun havde vedhæftet sin tale fra Viljas smukke velsignelse. Hendes ord føltes næsten omfavnende, da hun tilbød os al den støtte vi havde brug for til de foreliggende forberedelser. Selvom vi stadig var i chok, blev vi jo nødt til at forholde os til mange svære, men også betydningsfulde beslutninger. Skulle Vilja begraves eller bisættes? Hvor skulle hun have fred? Hvilken bedemand skulle vi vælge? Hvilke blomster og sange? Hvornår skulle vi gøre hvad? 

Senere samme dag kom familien og sørgede for os. De havde kontaktet vores øvrige pårørende, og meddelt dem at vi havde brug for ro. Vi ønskede ingen henvendelser før vi selv var klar til at tage kontakt. De sidste dages tragiske hændelser gjorde det uoverkommeligt, at skulle tage stilling til flere mennesker. Vi, og måske særligt jeg, havde kun plads til at savne Vilja! Alt andet føltes ærligt talt ligegyldigt, for vores verden var styrtet i grus.

Henover weekenden havde jeg en mærkelig tidsfornemmelse, da den føltes langsommelig og samtidig hurtigt overstået. Vores familie kom på skift og sørgede for at dække vores basale behov.  De hjalp med alt vi havde brug for, da det var blevet en kamp at gøre ting, der før havde været så simple at udføre. Jeg var kun i stand til at være i min egen boble, en boble fuld af sorg. Selvom jeg vidste at det hele var virkeligt, kunne jeg ikke få det til at passe? Hvordan kunne Vilja dø – hun var jo så perfekt? 

Vi havde taget de første skridt i sorgen. Det var så umenneskeligt at dette var vores virkelighed. Det var meningen, at hele familien skulle have puslet om Vilja, skiftet hendes bleer, og jeg skulle have ammet hende. Andreas og min virkelighed var blevet til et mareridt – vi var i stedet blevet tvunget til at planlægge en sørgmodig afsked for vores smukke datter!

Læs videre i Del 9 – Forberedelserne og gensynet med Vilja, som vil kunne læses d. 28.11.19

Del 7 – Tomheden – hvad gør vi nu?

Da vi var blevet udskrevet forlod vi hospitalet og på vejen ned til bilen mødte vi adskillige højgravide og forældre med nyfødte børn. Det var så hjerteskærende at møde alle de lykkelige ansigter, at jeg gradvist krympede mere og mere sammen, mens mine efterhånden rødsprængte øjne blev fyldt af tårer. Det føltes som en mavepuster HVER GANG, så jeg kiggede istedet ned på mine fødder, der mekanisk ledte mig vejen! Jeg kunne ikke lade være med at tænke – hvorfor har de fået lov? Jeg havde gjort alt efter bogen, så HVORFOR fik Vilja ikke lov til at leve?

Vi ankom til bilen, som stod helt tom – vores familie havde fjernet autostolen fra bagsædet. Den autostol, som Vilja skulle have siddet i på vejen hjem, mens jeg siddende ved siden af ville have puslet om hende. Tårerne trillede hæmningsløse ned af mine kinder. Andreas havde et fast greb om mig, som om han var bange for at jeg ville synke sammen. Han hjalp mig hen til det forreste passagersæde. Han slap grebet om mig og lænede sædet tilbage, så jeg kunne sidde så komfortabelt som muligt på hjemturen. Jeg var så øm og udmattet i krop og sjæl – øm efter fødslen og udmattet af at græde. Virkeligheden havde slået mig i ansigtet, alt havde vist sig at være ude af mine hænder. Hvad andet kunne jeg gøre end at græde over tabet af min datter?

Da vi forlod parkeringspladsen kiggede jeg ud af bagruden og så tilbage på hospitalet, der blev mindre og mindre. Jeg begyndte at græde. Det var en stille gråd for der var intet overskud tilbage, de seneste dage havde suget al energi ud af mig. Det var vanvittig uretfærdigt og uden mening – hvorfor skulle jeg… hvorfor skulle VI forlade hospitalet uden Vilja? 

Køreturen hjem var stille og føltes ubeskrivelig tom. Det triste vintervejr, der ikke rigtig kunne karakteriseres som andet end gråt og sørgeligt, afspejlede mine følelser. Det eneste jeg rigtigt bemærkede, på turen, var et glimt af vrede hos Andreas. Hans vrede kom til udtryk, da en bil overhalede os på den sidste landevej, inden vi nåede vores hjemby. Overhalingen var meget risikabel for os og for en modkørende, fordi den overhalende bil valgte at køre ud i den modkørendes bane kort tid inden den modkørende ville passere os. Havde den overhalende bil været få sekunder langsommere, havde vi været involveret i et trafiksammenstød. 

Andreas blev så vred at han trykkede på speederen og kørte efter den overhalende bil. Jeg bad ham stoppe, men der gik lidt tid før jeg nåede ind til ham. Da jeg fik ham beroliget lod han den overhalende bil forsvinde ud af vores synsvidde. Han sagde til mig med gråd i stemmen: “Jeg vil ikke også miste dig!” Jeg ville ønske at jeg kunne sige noget fortrøstningsfuldt til ham, men det eneste jeg kunne var at give hans hånd et lille klem. Jeg havde mistet det vigtigste af mig selv, min datter… mit eget kød og blod, som jeg havde værnet om i flere måneder – hun havde mærket den største kærlighed blomstre mellem os, som den gør mellem mor og barn… Alt føltes tomt og ligegyldigt – jeg var fuldstændig magtesløs!

Det var forfærdelig hårdt at køre ind i vores indkørsel, for derefter at gå hen til vores hoveddør. Andreas åbnede døren og vores familie kom fra køkkenet ud i gangen for at tage imod os. Jeg stod på trappetrinnet et øjeblik. Jeg havde brug for at tage mod til mig før jeg kunne træde ind i vores hjem. Andreas lagde armen om mig og det hjalp mig ind i gangen. Han hjalp mig af med overtøjet og familien begyndte at fortælle hvad de havde tilladt sig at gøre. De havde skiftet sengetøj og min far var igang med at lave aftensmad til os. Andreas’ storesøster havde bagt chokolademarengs, fordi min mor havde fortalt hende at jeg som barn elskede hjemmebagte marengs, når jeg var på besøg hos min farmor.

Jeg var hjemme, det hele lignede sig selv, men alt føltes fremmed. Aftensmaden blev serveret og alle satte sig til bords. Min far havde lavet forloren hare, fordi han vidste at jeg elskede hans velsmagende sovs til de møre kartofler og det saftige kød. Min krop kunne ikke udholde vores normale spisebordsstole, så jeg blev placeret i en let tilbagelænet lænestol med en bakke på skødet, hvorpå min tallerken kunne stå. Jeg var ikke sulten, men jeg spiste lidt og det smagte som det plejede, men jeg var ikke i stand til at nyde den. Jeg følte kun tomhed – en altfortærende tomhed! Alt var ligegyldigt, fordi Vilja var der ikke! Jeg manglede det lille menneske der havde åbnet mine øjne for den største kærlighed! Jeg var nødt til finde en måde at synliggøre hende og synliggøre min kærlighed til hende – men jeg kunne ikke få min hjerne til at udtænke, hvordan det skulle blive muligt? 

Da vi havde spist aftensmad blev der dækket op til kaffe, te og chokolademarengs. Jeg smagte på marengsen, det var en velkendt smag, men jeg var ikke i stand til at være nærværende – jeg var der bare. De talte sammen og til mig, men jeg var nærmest i trance og kunne kun give korte svar. Andreas blev derfor enig med familien om at det var nok for den dag. De aftalte at de ville komme igen den følgende dag, når Andreas og jeg engang ville være vågne igen.

Da de var gået satte Andreas sig på hug ved siden af lænestolen, som jeg sad i. Han kiggede op på mig og spurgte: “Hvad har du brug for? “ Jeg stirrede tomt ud i luften med tårerne trillende ned af mine kinder, som kraftige vandfald. Han lagde nænsomt sine arme om mig, da jeg med grådkvalt stemme, næsten hviskende, svarede: “Jeg har brug for Vilja, kun Vilja… ”

Læs videre i Del 8 – De første skridt i sorgen, som vil kunne læses d. 21.11.19