Del 3.2 fortsat – Den sorgramte fødsel og den ulykkelig lykkelige kærlighed

Fødselsjordemoderen spurgte om hun måtte tjekke hvor åben jeg var. Jeg mærkede en summende fornemmelse af en ve, mens jeg tøvede… Jeg turde ikke og var ikke klar til at håndtere hvad der skulle ske, hvis jeg var fuldt udvidet. Fødselsjordemoderen beroligede mig med at vi sagtens kunne vente lidt endnu. Så vi snakkede om hvad vi skulle når Vilja var født – Jeg vidste ikke hvad jeg ville og turde når hun ville ankomme. Jeg havde ikke turde kigge på eller røre min mave siden vi fik beskeden om at Vilja var død. Jeg var bange og ulykkelig, men fødselsjordemoderen talte mig lidt til ro ved blandt andet at spørge om hvad vores datter skulle hedde. Det gav mig, et øjeblik, en varm fornemmelse, at hun spurgte til Viljas navn!

Lidt tid efter fik hun lov til at tjekke mig. Jeg var 10 cm åben, men min krop var “gået i stå. ” Jeg spurgte hvad jeg kunne gøre og fødselsjordemoderen hjalp mig om på venstre side. Hun begyndte at rokke min hofte og mit bækken roligt fra side til side. Det aktiverede mine presseveer og selvom jeg ikke havde meget energi så gjorde jeg hvad jeg kunne – Min krop føltes på ingen måde særlig behjælpelig. Fødselsjordemoderen forberedte mig på at epiduralen ikke ville dække smerterne fra presseveerne eller når Vilja banede sig vej. Selvom jeg mærkede smerterne var det ikke dem der gjorde ondt, den største smerte var naglet fast i mit knuste hjerte!

Jeg blev hjulpet om på ryggen igen med fødselsjordemoderen på min venstre side og Andreas på min højre. De aflastede hver et ben som hvis de var i stigebøjler, fordi jeg havde brug for alle mine kræfter til presseveerne. Andreas og fødselsjordemoderen begyndte at kunne se Viljas isse med de mørke lokker. Fødselsjordemoderen sagde med en kærlig stemme, som var hun stolt på vores vegne: ”Se Andreas, se hendes hoved! ” Et øjeblik smilede han stolt og så kærligt på mig – Han var virkelig min styrke!

En time til halvanden efter en masse anstrengelser og med støtte fra fødselsjordemoderen og Andreas blev Vilja født og i det samme jeg så hende var jeg ikke i tvivl. Jeg ville med det samme have hende op på mit bryst og jeg græd både af stolthed og sorg. Selvom jeg ikke havde kunne forestille mig hvad jeg kunne forvente, havde jeg ikke længere grund til at være bange. Vilja var den smukkeste og fineste lille pige, fuldstændig perfekt! Jeg elskede hende højere end nogensinde – en kærlighed der aldrig ville dø!

Vilja var VIRKELIG en helt perfekt nyfødt pige. Hendes hud var varm og silkeblød. Hun havde langt sort hår, en fin lille rund næse, der lignede en miniudgave af sin mors og en næsten hjerteformet mund. Hun havde slanke fingre og lange fødder, helt sikkert efter sin far. Der var ingen tvivl om at hun var vores, hun havde fået alle vores bedste træk! Det var ulideligt at vide at hun kun kunne få lov at leve videre i vores hjerter!

Efter et stykke tid hvor Andreas havde siddet ved siden af mig, og holdt Viljas lille fine hånd i sin store spurgte fødselsjordemoderen, Andreas, om han ville klippe navlestrengen. Det var ikke til diskussion for det ville han uden tvivl! Da han stolt havde klippet navlestrengen smed han sin trøje og løftede derefter forsigtigt Vilja fra mit bryst og lagde hende blidt ind til sig. Han satte sig i stolen ved siden af briksen, som jeg lå på, med hende i sin favn. Han græd mens han nænsomt strøg hendes fine sorte lokker og kærtegnede hendes kind. Samtidig kiggede han kærligt på hende og sagde: “Jeg elsker dig. ”

Læs videre i Del 4 – Familiens møde med Vilja, her

Del 3.1 – Den sorgramte fødsel og den ulykkelig lykkelige kærlighed

I det øjeblik den kvindelige fødselslæge sagde ordene om Viljas hjerte: ”… det slår ikke mere. ” styrtede hele min verden. Jeg skreg uafbrudt af mine lungers fulde kraft: ”NEEEJ! NEJ! NEEEJ!… ”

Jeg skreg i hvad der føltes som en evighed. Jeg var i CHOK! Det eneste jeg mærkede var en intens smerte i mit hjerte. Jeg følte at jeg skulle dø! Jeg havde den der ”ude af kroppen” oplevelse som mange taler om, hvor jeg kiggede på mig selv, men samtidig også kiggede op i det hvide loft på fødestuen. Jeg var to steder på én gang, som om Vilja havde taget en ”del” af mig med sig. Aldrig havde jeg forestillet mig at jeg skulle få sådan en besked – Min datter var død og jeg kunne intet gøre, alt føltes fuldstændig ligegyldigt!

Jeg kiggede på Andreas’ våde øjne, da jeg havde opbrugt min sidste energi på at skrige. Klokken var over midnat, så jeg kunne tælle en graviditetsvarighed på 40+4 med Vilja i min mave. Den kvindelige fødselslæge kondolerede, mens hun sad med min hånd i sin. Hun talte med fødselsjordemoderen om, at de ikke kunne gøre andet end at vente på at jeg skulle føde Vilja. Jeg var allerede 5 cm åben og fødslen ventede ikke langt derfra.

Den efterfølgende tid tog de en masse prøver, på baggrund af vores samtykke, for at vi måske kunne få vished om hvad der var sket. De tilbød mig en epiduralblokade så jeg kunne få en pause fra ubehaget af de hyppige veer, men den fysiske smerte betød ikke længere noget… Jeg var lammet! Men, alligevel takkede jeg ja… Da jeg senere skulle have blokaden bad anæstesilægen mig om at fortælle hvornår jeg havde veer, så hun ikke kom til at stikke forkert, hvis jeg nu skulle komme til at bevæge mig. Jeg lagde mit hoved mod Andreas skulder stadig helt slatten og lammet af chokket – Den psykiske smerte over Viljas død var altoverskyggende!

Jeg sagde meget stille og monotont hver gang jeg havde veer: “Jeg har en ve… “ Selvom jeg kun ændrede i min vejrtrækning når jeg havde veer tog det lang tid at lægge blokaden. Anæstesilægen stak forkert et par gange før den blev lagt rigtigt, det var ikke lige det jeg havde brug for oveni. Det føltes som en evighed før epiduralen fik lov at virke og samtidig var det kun min ene side af kroppen, der føltes ordentlig smertedækket… De var derfor nødt til at give mig mere bedøvelse. Efterfølgende lod fødselsjordemoderen og de andre fagpersoner os være alene… og lige da døren blev lukket i efter dem, brød Andreas sammen. Han græd en helt uhæmmet og utrøstelig gråd, og så græd vi begge to med armene om hinanden.

Efter noget tid prøvede vi at fatte os og fik ringet til vores mødre for at fortælle om Vilja, og de fik ligesom os et fuldstændig utænkeligt chok! Det var hårdt at italesætte så hjerteskærende ord, men vi fik bedt dem om at kontakte vores søskende. Vi ønskede at familien kom ind til os når Vilja var født. Det var umenneskeligt at tale om Vilja og døden i samme sætning! 

Andreas og jeg græd sammen igen i lang tid, imens vi var alene på den dunkle fødestue.

Fødselsjordemoderen kom ind til os igen med lidt at drikke og spise. Hun kiggede på mig: ”Undskyld, at jeg tog så hårdt fat i dig, da jeg ville sætte elektroden op på jeres datters hoved. Jeg ønskede så desperat at finde hendes hjertelyd, men det var din puls, Louise, som vi fandt. ” Jeg græd igen, men forklarede med rystende stemme at jeg godt forstod hendes hensigt.

Læs videre i Del 3 fortsat – Den sorgramte fødsel og den ulykkelig lykkelige kærlighed, som vil kunne læses allerede i morgen d.18.10.19

Del 2 – Fra jordemoderkonsultationen til fødselsafdelingen

Da jeg nåede 40+3 skulle Andreas og jeg til kontroltjek hos vores konsultationsjordemoder tidligt på formiddagen. Alt så fint ud og Viljas hjerterytme var tydelig og helt normal. Vi var spændte og ville så gerne have hende i vores arme. Jeg havde åbnet mig 2 cm og derfor foreslog jordemoderen at lave en hindeløsning, som forhåbentlig ville sætte gang i fødselshormonerne. Vi takkede ja og resten af eftermiddagen gik med at slappe af på sofaen sammen med min mor. Imens møvede Vilja aktivt rundt i min mave og besvarede alle mine kærlige puf.

Om aftenen spiste Andreas, min mor og jeg aftensmad ved en halv 7 tiden og gik efterfølgende en lille aftentur rundt i vores boligkvarter. Det var rart med en gåtur i den friske luft og det fjernede fokus fra at jeg var blevet øm efter hindeløsningen. Da vi kom hjem efter gåturen tog min mor hjem og jeg besluttede mig for at tage et bad i tilfælde af at fødslen skulle gå i gang i løbet af natten. Ligesom det var rart at mærke den friske luft under gåturen så var det også behageligt at stå under den varme bruser.

Jeg stod ikke ret længe før fostervandet gik og det var på den måde som man ser på film med et ordentligt PLASK! Fostervandet var klart og fint og Andreas ringede første gang til fødegangen for at afklare med dem hvordan vi skulle forholde os. Vi var begge meget glade og spændte – vi skulle snart kramme og kysse vores Vilja. Veerne begyndte så småt. De var hyppige men tålelige, og ikke så lange. Andreas havde fået en masse informationer som vi fulgte den første time efter vandafgang, såsom at holde styr på veerne og være opmærksomme på Viljas aktivitet.

På grund af de hyppige veer der gjorde maven hård var det svært at have en fornemmelse af hvordan Vilja havde det, så vi ringede til fødegangen for at få gode råd. Vi fulgte de klassiske råd med at jeg skulle drikke koldt og sukkerholdigt og vende mig på venstre side. Der gik noget tid og vi syntes ikke rigtig det havde nogen effekt, så vi ringede til jordemoderen igen og sagde at vi ville ind på fødegangen for at tjekke at alt var som det skulle være. Vi tog alle de ting med som vi havde pakket bare for en sikkerheds skyld og kørte afsted. Når jeg ikke havde veer talte vi stille og roligt sammen under køreturen, men vi var begge lidt nervøse for det kommende forløb.

På vej op til fødegangen, fra bilen, måtte jeg holde pause flere gange for at overskue veerne som havde taget til i styrke. Ved hver ve var jeg meget koncentreret omkring vejrtrækningen og følte selv at jeg havde styr på teknikken. På det tidspunkt tænkte jeg, at det her kunne jeg godt klare. Klokken var omkring midnat, da vores fødselsjordemoder og en studerende tog smilende imod os på fødegangen. De spurgte hvad vi godt kunne tænke os at begynde med, imens vi blev vist ind på en fødestue.

Andreas og jeg var enige om at vi ville se hvordan Vilja havde det. Jeg havde det varmt og smed hurtigt blusen og fødselsjordemoderen satte DOP-tonen på min mave, men hun kunne ikke spotte hjertet med apparaturet. Hun sagde roligt at hun hentede en anden jordemoder, som hurtigt kom ind og prøvede med DOP-tonen og derefter med en almindelig hjertelydsscanner. Der begyndte at blive en lidt kaotisk stemning, da de ikke kunne finde nogen hjertelyd.

Jeg havde fortsat hyppige veer og ofte klart fostervand. Hele atmosfæren gjorde mig urolig og det blev ikke bedre, da fødselsjordemoderen ville prøve at sætte en elektrode på Viljas hoved, som bedre ville kunne afmåle hendes tilstand. Da hun ville sætte elektroden havde jeg i det samme en kraftig ve og bad hende om at vente. Men hun ventede ikke og valgte med store kræfter at adskille min ben fra hinanden for at få den op at sidde på hendes hoved. Det gjorde ondt og jeg græd, og hun vendte mig om på venstre side så jeg kunne kigge på Andreas, der sad ved siden af mig.

Andreas havde min hånd i sin og jeg kunne ikke længere se, hvad der foregik mellem de efterhånden mange mennesker på stuen. Jeg peb stadig til Andreas og jeg havde tårer i øjnene, fordi det gjorde ondt og det hele virkede meget voldsomt og hektisk. Jeg kunne lidt efter høre at elektroden havde fanget en pulsrytme og det hele blev et kort øjeblik mere roligt for os alle. Fødselsjordemoderen tjekkede samtidig min puls ved at holde med sine fingre på mit håndled.

En mandlig fødselslæge kom ind og præsenterede sig. Han ultralydsscannede min mave, mens jeg lå roligt med ryggen til. Han gik et kort øjeblik og vendte så tilbage med endnu en fødselslæge, denne gang en kvinde, som også scannede min mave. Andreas kiggede på de 5-6 personer der stod omkring os, og så deres blikke som var rettet mod scanningsskærmen. Den kvindelige fødselslæge lagde nænsomt sin hånd på min skulder, og bad mig vende mig om for at kigge på skærmen. Hun pegede på Vilja og sagde noget i stil med:” Her er jeres datters hjerte og jeg er så ked af det, men det slår ikke mere... “

Læs videre i Del 3 – Den sorgramte fødsel og den ulykkelig lykkelige kærlighed, her

Mit navn er Louise og jeg er gift med Andreas. Sammen er vi forældre til vores datter Vilja.

Vilja er en ganske særlig pige – Hun er nemlig vores elskede lille engel. Hun er vores englebarn på den helt særlige måde, at hun kom ”sovende” til verden onsdag morgen kl. 06:57, den 16. januar 2019. Fire dage efter termin blev vores ønskebarn, Vilja, født – 3330 gr. og 53 cm.

Andreas og jeg har som mange andre forældre en masse på hjertet, men vores fortælling adskiller sig fra de fleste andre. Vi ønsker at dele vores hudløst ærlige historie. Vi ønsker at udtrykke vores stolthed og glæde over vores engledatter, men også vores største sorg over at miste hende ved fødslen. Samtidig er det også blevet en hjertesag for os at det bliver nemmere at tale åbent om alt det svære der er forbundet med at miste sit spædbarn. På den måde håber vi på at bidrage til at mindske tabuet om spædbarnsdød.

Del 1 – Den lyserøde graviditet

Vores historie om Vilja begyndte tilbage i starten af maj 2018, hvor jeg lykkeligt stod med en positiv graviditetstest i mine hænder. Jeg var overvældet af glæde, men også nervøsitet, da jeg har to tidligere graviditeter i bagagen. Den ene endte i en tidlig spontan abort og den anden var en graviditet i den ene æggeleder, som endte ud i en operation. 

Andreas og jeg har heldigvis en imødekommende læge, som straks hjalp os med at få tid hos en gynækolog så vi kunne minimere frygten for at denne graviditet også ville ende galt. Allerede i 6. uge ankom Andreas og jeg til den gynækologiske klinik. Klinikkens sygeplejerske scannede mig så vi kunne se den fineste lille kidneybønne på skærmen med det tydeligste hjerteblink. I det øjeblik begyndte forældrefølelsen at vokse i vores hjerter. Vi var intet mindre end lykkelige! Nu var den første milepæl nået – vores kommende barn havde begyndt sin spæde start. Det var begyndelsen på det vi håbede blev en komplikationsfri og behagelig graviditet!

Ugerne gik og vi fik overstået nakkefoldsscanningen med fine tal. Allerede i 15. uge valgte vi at få lavet en tidlig misdannelsesscanning og for at se kønnet, fordi vi ca. to uger efter skulle giftes og ville overraske familien med vores kommende lille vidunder. Til misdannelses- og kønsscanningen oplevede jeg en boblende følelse af lykke, da jordemoderen fortalte at vi ventede os en sund og rask… PIGE! 

Selvom vi vidste at hun havde det godt ville vi alligevel ikke takke nej til misdannelsesscanningen igen i uge 20. Enhver bekræftelse på hendes fortsatte sundhed og et glimt af hendes livlige bevægelser på skærmen fik vores hjerter til at smelte. Forelskelsen i vores lille prinsesse var slået ned som et lyn!

Igen omkring 33. uge fik jeg lavet en 3D scanning af vores lille Vilja, som vi havde besluttet at hun skulle hedde omkring det tidspunkt Andreas og jeg gav hinanden vores “ja”. 3D scanningen viste at Vilja fortsat havde det godt i min efterhånden store mave. Andreas og jeg glædede os! Allerede der begyndte Andreas på de første utålmodige, men kærlige kommentarer om at han snart ikke kunne vente længere – han ville kysse og kramme hende og det ville jeg selvfølgelig også! 

Når nu vi alligevel måtte vente, benyttede vi ventetiden på at give hende en masse kærlighed gennem sang, historier og kærlige strøg på maven. Kærligheden føltes fortsat voksende og større end nogensinde før – vi elskede hende betingelsesløst og glædede os som to vanvittige tosser!

Billeder af Viljas udvikling gennem graviditeten

Læs videre i Del 2 – Fra jordemoderkonsultationen til fødselsafdelingen, her