Blog Feed

Del 6 – Afskeden på hospitalet

Efter Viljas velsignelse aftalte vi med præsten at tales ved om de foreliggende beslutninger, og hun forlod os med familien på den lille stue.

Vores familie tørrede hver især deres øjne og spurgte så ind til hvad vi havde brug for, når vi engang ville komme hjem. Andreas var meget hurtig til at kigge på mig, hvad havde jeg brug for? Jeg havde Vilja i mine arme og kiggede på hende – det gjorde så forfærdeligt ondt at vide at tiden til afsked nærmede sig. Jeg havde kun brug for hende – det var det, jeg havde brug for! Tårerne trillede ned af mine kinder, så de dryppede ned på dynen der var svøbt om hende. Jeg svarede, at jeg ønskede at være alene når vi kom hjem… men så blev jeg i tvivl, fordi… hvad havde jeg brug for?

Jeg havde brug for Vilja og mine tanker kredsede om hendes uskyldige lille væsen. Hun havde jo også brug for mig! Hvordan skulle jeg dog tage hjem uden hende? Jeg kiggede på Andreas, han var nødt til at tage beslutningen, for jeg kunne ikke. Han besluttede, at familien gerne måtte være der og sørge for os når vi kom hjem. Hver og en af dem gav Vilja kys, kram og kærlighed som deres sidste afsked inden de sørgmodigt forlod den lille stue. Vi blev alene med Vilja, vores lille Vimse, som jeg havde kaldt hende da hun havde vimset rundt inde i min mave! Vi skulle sørge for at vores sidste tid blev fyldt med al vores kærlighed til hinanden – en ganske særlig familie med et helt særligt kærlighedsbånd!

Lidt efter kom den kvindelige læge og den mandlige læge, som havde givet os den mest hjerteskærende besked i vores liv, ind på den lille stue. De ville tale med os om obduktion af Vilja, vores kære lille pige. Det var en hård samtale og en vanvittig svær beslutning, vi skulle forholde os til – vi kunne enten vælge at leve med eller uden en viden om hvad der var sket hende. Samtidig blev vi forberedt på, at vi ikke var garanteret et svar. Andreas og jeg besluttede at vi ikke skulle stå tilbage med uopklarede spørgsmål, hvis der nu lå et svar? Vi havde brug for at kende til alt, hvad der kunne findes af svar om vores dyrebare datters uretfærdige skæbne!

Efter samtalen forlod de to læger stuen og der blev banket forsigtigt på døren. Vores fødselsjordemoder kom ind på den lille stue og gav Andreas et knus. Hun tog derefter min hånd i sin og gav den et klem, da hun lænede sig ind over mig og Vilja for at kærtegne hendes lille hånd. Hun havde tårer i øjnene, da hun sagde en masse sødt om hvor flot vi havde håndteret det hele, hvor stærke vi havde været under fødslen og hvor yndig Vilja var. Hun spurgte ind til hvad vi skulle, når vi ville blive udskrevet og om vi havde besluttet os for obduktion? Da vi havde svaret på hendes spørgsmål, kiggede hun spørgende på os: ” Jeg vil så gerne hjælpe jer med alt hvad jeg kan. Jeg kan jo forstå I gerne vil have lavet en obduktion og jeg vil spørge jer om jeg kunne få lov at være med til samtalen? Jeg kan være jeres støtte, hvis I ønsker det? Vi kan måske mødes inden? ”

Vi takkede hende for støtten og aftalte at ringe sammen for at hun kunne høre til os og aftale nærmere. Inden hun lod os være alene igen, krammede hun os farvel og strøg kærligt med sin hånd på Viljas mave, der stadig lå i mine arme.

Andreas ringede efter personalet, som han bad om at hente en saks og en lille pose. Jeg forstod først ikke hvad han ville med en saks og pose før personalet kom tilbage med tingene til os. Da vi igen var alene ville han have mig til at klippe en lok af Viljas hår. Jeg begyndte at græde – han var så betænksom på en måde jeg aldrig havde oplevet før. Han ønskede et fysisk bevis på at vi sammen havde skabt den smukkeste lille pige, vi nogensinde havde set. Så jeg klippede en lille lok, som vi kunne have som evigt minde om vores lille engleprinsesse!

De efterfølgende timer dedikerede vi til hinanden, som en lille samlet familie. Vi ville have tid til at forsegle vores familiebånd gennem kys, kram og kærtegn. Andreas sad længe og kærligt med vores datter. Han hviskede ting til hende, som en lille hemmelighed mellem dem. Jeg havde under graviditeten forestillet mig, hvordan hun ville blive fars pige. En lille ivrig og energisk pige, der ville dele fodboldpassionen med ham. Hun ville sidde på hans skuldre, når de sammen ville følge en kamp, som jeg hverken forstod eller fandt samme interesse i. Jeg havde forestillet mig, at hun dagligt ville byde ham velkommen hjem fra arbejde, mødt af hendes smilende ansigt og åbne arme. Et ønske der ikke længere var en mulighed, men som næsten føltes så virkelig, som han sad der i stolen ved siden af mig og hviskede til hende.  

Andreas rakte mig Vilja, da han ville pakke vores ting sammen. Jeg kiggede grædende på hendes yndige ansigt, mens jeg sagde til hende:” Jeg er så ulykkelig over at du ikke kunne blive hos os! Jeg vil altid elske og savne dig, og jeg vil ALDRIG glemme dig, lille skat! Du er i vores hjerter for evigt! Jeg vil gøre alt hvad jeg kan for at ære mindet om dig – jeg vil lade verden vide at du har været her og altid vil være en del af os! Jeg vil kæmpe for dig og for din far! Alt hvad din far og jeg gør er til ære for dig, Vimse! ”

Imens jeg fortalte hende hvad jeg havde på hjertet, kærtegnede jeg hendes lille ansigt. Hendes hud føltes stadig silkeblød, men farven på hendes hud og læber havde ændret sig. Men ikke som jeg havde forestillet mig, tværtimod sammenlignede jeg forandringen med Snehvides uskyldige træk – en hud hvid som sne, hår sort som ibenholt og læberne mørke som modne kirsebær. Jeg havde frygtet dødens ansigt inden jeg havde fået hende i mine arme første gang, men de forestillinger jeg havde haft var visket fuldstændig væk. Viljas smukke og uskyldige lille skikkelse forblev intakt, trods tiden der allerede var gået!

Inden vi skulle udskrives blev en portør tilkaldt og mens vi ventede på ham, sagde jeg til Vilja: ”Det her er ikke et endegyldigt farvel, det er et på gensyn. Vi vil se dig igen, når dine undersøgelser er færdige. Og selv derefter er det stadig et på gensyn, fordi vi vil mødes igen, når tiden engang er inde for os. Gennem kærlighedens bånd er du hos os og vi er hos dig! Jeg elsker dig af hele mit hjerte! ” Jeg kyssede hendes hænder, fødder, pande, kinder, næse og mund og Andreas gjorde det samme. Jeg lod ham lægge hende ned i den lille trækiste på den transportable krybbe, som hun havde ligget i om natten. Han svøbte hende forsigtigt ind i et hvidt strikket tæppe, som hun havde fået af sin bedstemor. Vi kyssede begge blæksprutter og lod dem begge kærtegne hendes kinder inden den ene, vi havde fået, blev lagt hos hende, så den kunne følge hende på vej.

I det samme som portøren kom ind på den lille stue begyndte jeg at græde, nu var det nu – vi skulle sige farvel til vores lille elskede guldklump! Han afventede signalet fra os før han tog Vilja med sig, og lod os blive tilbage på den lille stue, dybt ulykkelige!

Læs videre i Del 7 – Tomheden – hvad gør vi nu?, som vil kunne læses d. 14.11.19

Kære læser, vi har brug for din hjælp!

Har du fået læst historien om Louise, hendes mand og deres englebarn, Vilja? Ellers kan du læse den her.

Viljas fantastiske faster, Camilla, har startet en indsamling og vi har brug for jeres hjælp. Med et lille beløb kan I hjælpe os med at samle ind til en gave fra Vilja. En gave, som kan støtte Roskilde Universitetshospitals dygtige personale i deres omsorgsfulde arbejde med andre englefamilier. Indsamlingen vil gå til donation af en CuddleCot, som et kæmpe tak til personalet, der mødte Louise og hendes mand med empati og professionalisme.

En CuddleCot, som bliver kaldt “the gift of time”, er en særlig babylift med et indlagt køleelement. Den giver familien fred og ro til at bruge tid med deres englebarn og til at sige det sidste farvel. Vi ved, fra egen erfaring, hvor vigtigt det er og derfor håber vi at I vil hjælpe os med at give denne gave til at støtte andre familier og deres englebørn.

Den første halvdel af beløbet er allerede samlet ind, så vi håber at I vil hjælpe os med at indsamle den sidste halvdel! Alle beløb er velkomne ❤

Hvis du har lyst til at støtte, kan du gøre det ved at klikke her

Hver en øre vil gå til en CuddleCot og babylift. Hvis vi skulle være så heldige at der kommer et overskud, vil det gå til Landsforeningen for Spædbarnsdød, der også gør et fantastisk stykke arbejde.

Tusind tak til jer alle.

Del 5 – Familiens støtte og Viljas velsignelse

Timerne gik og familiens nærvær og støtte betød at Andreas og jeg fik ro til at hengive os tiden med Vilja. Alt hvad vi behøvede sørgede de for. Ikke mindst blev deres kærlighed til Vilja synlig i deres omsorg for hende. Aldrig havde jeg forestillet mig så meget kærlighed mellem mennesker, men ej heller så meget smerte!

Konsultationsjordemoderen befandt sig i periferien for at give os plads til sammen at sørge over Vilja. Hun ordnede i mellemtiden en masse praktiske ting. Hun koordinerede aftaler med de mange fagpersoner, vi skulle i kontakt med, og det organisatoriske puslespil – hvor skulle vi sove og hvilket et sted kunne vi få den ro vi behøvede? Hun gjorde os opmærksomme på at deres hospitalspræst kunne velsigne Vilja. Andreas og jeg blev hurtigt enige om, at vi ønskede vores egen præst, der havde viet os, skulle være en del af det minde vi ville skabe med vores datter. Andreas ringede derfor til vores præst, om hun kunne komme. Aftalen blev at vi den følgende dag ville samles på hospitalet – Vilja, os, familien og præsten.

Vores familie havde været sammen med os i mange timer, da vi aftalte at de skulle komme igen den følgende dag til Viljas velsignelse. De tilbød at ordne praktiske ting, såsom at kontakte øvrige pårørende og forberede vores fremtidige hjemkomst. Det betød så meget for os, at de ville hjælpe os med alt, hvad de kunne gøre for os – vi kunne fordybe os i og værdsætte samværet med Vilja. Inden de forlod fødestuen fik Andreas, Vilja og jeg kram og de ønskede os kærligt på gensyn.

Jeg strøg Vilja over håret, som lå i hospitalskrybben ved siden af min hospitalsbriks, da en kvindelig læge kom for at tale med os om evt. obduktion og formalia, der fulgte med. Det var svært at overskue alle informationerne og vi fik mulighed for betænkningstid. Da den kvindelige læge var gået, kom konsultationsjordemoderen ind på fødestuen og forklarede os at hun havde aftalt med gynækologisk afdeling at vi kunne overnatte på en stue.

Vi forlod fødestuen midt på eftermiddagen. Andreas og konsultationsjordemoderen hjalp hinanden med at samle vores ting, mens jeg havde Vilja hos mig. På vej ud af fødeafdelingen stoppede vi ved en opslagstavle med en masse røde og grønne knappenåle, placeret på forskellige datoer. Jeg lå på en transportabel hospitalsseng, ført af en portør, med Vilja i min favn og Andreas stod ved vores side. Jeg kiggede op og fulgte konsultationsjordemoderen, da hun tog en rød knappenål og rakte den til Andreas. Hun sagde kærligt: ”Jeres datter skal også have en plads på vores fødselstavle. ” Andreas satte meget målbevidst den røde knappenål midt på datoen, d. 16. januar 2019, som var helt nøgen for knappenåle. Vilja var det første barn på fødeafdelingen den dag, der kendetegnede sin eksistens. Andreas og jeg kiggede sørgmodigt på hinanden og han strøg Vilja blidt hen over kinden. En sidste gang krammede konsultationsjordemoderen Andreas, hun nussede Viljas lille fine hånd og kyssede mig på panden. Vi tog afsked med hende, og aftalte at hun ville ringe til os den efterfølgende uge.

Vi ankom på gynækologisk afdelingen til en lille stue, som var henlagt i et køligt vinterlys. Portøren forlod stuen så Vilja, Andreas og jeg var alene. Vi kunne høre en masse lyde og Andreas satte sig på en stol ved siden af mig og tog min hånd. Vi kunne høre et spædbarn der begyndte at græde på stuen ved siden af. Det skar i mit hjerte og tårerne begyndte at trille ned af kinderne, da jeg kiggede på Vilja, der lå stille i min arme. Jeg lod min pegefinger glide ind i hendes lille hånd, som var blevet sort af sværten til hånd- og fodaftrykkene, der tidligere var blevet lavet.

Det gynækologiske personale kom ind på stuen, som jeg grædende bad til at finde en løsning på spædbarnsgråden. Der gik ikke lang tid før de fandt en enestue på plastikkirurgisk afdeling, som lå i forlængelse af gynækologisk. Den lille stue lå badet i de sidste af solens stråler, der var samtidig stille og roligt, så Andreas og jeg kunne få spist lidt og talt sammen. Vi besluttede at Vilja skulle ligge køligt om natten, når vi alligevel skulle have noget søvn efter de 48 timer vi begge havde været vågne. Vilja lå hos mig da jeg kyssede hende godnat, jeg sang for hende det første vers af sangen fra Prinsen af Egypten ”Sov nu, du lille”, som jeg ofte havde sunget for hende da hun lå i min mave. Andreas tog hende i sin favn, han kyssede hende og lagde hende ned hospitalskrybben, som vi havde fået med. Han hviskede til hende:” Sov sødt lille skat, vi ses i morgen. ”

Andreas faldt hurtigt omkuld på en foldbar seng efter de mange timers udmattelse. Jeg lå i den mørke stilhed og følte en altfortærende smerte og frygt i mit bryst – Hvad skulle der ske med os, og hvordan ville vi kunne fortsætte uden Vilja? Vi havde ALDRIG i vores vildeste fantasi forestillet os denne virkelighed! Vi havde ønsket os Vilja og vi fik hende, hun var vores, men vi blev snydt for livet sammen med hende. En uretfærdighed der føltes hjerteskærende at skulle leve med!

Jeg vågnede over midnat med et sæt, jeg lå badet i sved og modermælk. Det mælk som Vilja skulle have haft, blev jeg mindet om ville gå til spilde. Jeg begyndte at græde og trak i tilkaldesnoren. Kort tid efter kom natpersonalet som hjalp mig ud på toilettet. Det gjorde ondt pga. hævelserne, som jeg for første gang rigtigt bemærkede. Natpersonalet hjalp mig ud af mit våde hospitalstøj og i nyt tørt, derefter lagde hun et rent lagen på hospitalssengen, så jeg kunne få sovet lidt mere. Jeg strøg Andreas over håret ind til jeg igen faldt i søvn.

Det blev morgen og vi bestilte morgenmad hos personalet, der mødte ind til morgenvagten. Efter morgenmaden hjalp Andreas mig i bad og i mit eget tøj. Andreas tog mig i sine arme og vi lovede hinanden og Vilja, at vi ville kæmpe os tilbage til livet, så vi kun mindes hende og vores kærlighed som familie! En portør kom ind på stuen med Vilja og Andreas tog hende op og satte sig med hende i stolen ved siden af min hospitalsseng, hvor jeg havde lagt mig. Sådan sad vi længe og græd sammen.

Vores familie kom og jeg fik Vilja over til mig. Som aftalt ankom vores præst og hun kondolerede som det første da hun så os. Hun viste sin medfølelse og anerkendte Viljas yndige væsen, imens hun strøg hende over håret. Hun stillede sig derefter til venstre for mig der sad på hospitalssengen og Andreas stillede sig til højre. Vores familie stillede sig i en rundkreds og præsten bad os om at tage hinanden i hænderne. Jeg holdte Vilja i min favn, så præstens højre hånd lå på Viljas hoved og Andreas hånd omfavnede Viljas hånd. Resten af familien omsluttede cirklen med at holde præstens og Andreas frie hånd. Solens stråler skinnede ind, så de faldt på Vilja, mig, Andreas og vores kære omkring os – det føltes som en velsignende varme, der havde til hensigt at beskytte vores kærlighed til hinanden!

Hun bad til at Vilja blev beskyttet, velsignet, og værnet om sit uskyldige væsen. Hun anerkendte meningsløsheden, som vi følte – Vilja var taget fra os ALT for tidligt. Vi sluttede af med at synge “Solen er så rød mor. ” Jeg kunne næsten ikke synge ordene, fordi gråden overtog min stemme. Tårerne trillede ned af alles kinder, men det lykkedes at få sunget sangen fra start til slut.

Velsignelsen var så smuk og enkel, men samtidig så stemningsfuld og fyldt med kærlighed til Vilja. Det var en let lindrende følelse at tænke at Vilja med sin velsignelse kunne finde fred – en tilstand jeg vidste ville blive en kamp at opnå for Andreas og mig, hvis det overhovedet var muligt? Jeg vidste at jeg skulle kæmpe for mit løfte til Andreas og Vilja – Jeg ville kæmpe mig tilbage til livet og ære mindet om vores elskede datter og hendes plads i vores familie!

Læs videre i Del 6 – Afskeden på hospitalet, her

Del 4 – Familiens møde med Vilja

Fødselsjordemoderen kom ind på fødestuen med en fin lille hæklet hue og et hæklet tæppe til Vilja, begge i stribede lyserøde farver. Hun havde også to hæklede blæksprutter med i sart lyserød. En sprutte til Vilja og en sprutte til os, som vi kunne bytte når vi skulle tage afsked, så hun fik lidt af os med sig og omvendt. Andreas lagde Vilja på mit bryst efter han havde siddet med hende. Jeg husker at fødselsjordemoderen gav mig et par sting, som jeg fjollet nok tænkte ville gøre ondt, men jeg mærkede ingenting.

Andreas og jeg blev hurtigt enige om at tage billeder af Vilja og af hinanden sammen med hende – vi ville dele hende med hele verden selvom det var svært at overskue hvordan? Fødselsjordemoderen foreslog at måle og veje Vilja så vi også kunne tage billeder af hendes mål og vægt. Jeg lod hende bære Vilja over til vægten for at veje hende. Bagefter blev Vilja lagt i en hospitalskrybbe, hvor hun blev målt i længden, om maven og hovedet. Hun havde som forventet PERFEKTE tal – så hvorfor skulle det her ske for vores lille uskyldige Vilja? Det gav ingen mening! Hvad kunne jeg dog have gjort anderledes???

Der var jordemoderskift og fødselsjordemoderen sagde at vores konsultationsjordemoder, fra jordemoderhuset, var mødt ind til morgenvagten og ville gerne hilse på os. Da hun kom ind til os kondolerede hun og gav Andreas et varmt kram. Hun mødte mine tårefyldte øjne med sine blanke og kyssede mig på panden. Hun kærtegnede Vilja på kinden der lå i hospitalskrybben og hun smilede vemodigt: ”Det gør mig så ondt, men hvor er hun bare fin. ” Hun krammede mig og kyssede mig igen på panden. Konsultationsjordemoderen og fødselsjordemoderen forlod derefter fødestuen for at overlappe.

Andreas ringede til vores mødre og fortalte at de gerne måtte samle familien og køre hjemmefra, så de kunne komme og se Vilja. Jeg ville have Vilja op til mig igen så Andreas løftede hende op og lagde hende forsigtigt i mine arme og nussede selv hendes fløjlsbløde fod – han var så nænsom og hans faderlige instinkter var så naturlige, som om at han havde haft hende hos sig altid!

Fødselsjordemoderen kom ind til os igen. Hun krammede først Andreas, så mig og til sidst kærtegnede hun Vilja. Hun sagde med våde øjne: ”Jeg er så ked af at det skulle være sådan her for jer og jeres smukke Vilja. Der kommer til at være en masse prøver, svar og undersøgelser og jeg vil hjælpe jer hvis I har brug for vejledning. Jeg lader [konsultationsjordemoderen] tage over nu, men jeg vil komme i morgen og se til jer, hvis I vælger at blive her og har lyst til at se mig. ” Vi takkede hende for støtten og aftalte at ses med hende den følgende dag.

Konsultationsjordemoderen kom ind på fødestuen med kartonkort og sort sværte. Vilja blev lagt i den lille krybbe ved siden af min briks så konsultationsjordemoderen kunne få lavet Viljas hånd- og fodaftryk, som vi kunne få med hjem. Hun fortalte at det var muligt at få Vilja med hjem, hvis vi ønskede… – men hvordan skulle vi nogensinde være i stand til at komme tilbage med hende? Det var svært i sig selv at vide at døden havde tvunget os til at skulle tage afsked med hende! Det var ubegribeligt at vores datter ikke kunne komme med os hjem for at blive. Det føltes fuldstændig umenneskeligt at vi skulle være i chok og i vores livs største sorg og samtidig tage valg vi ikke havde bedt om! Vi valgte derfor at vi ville få det bedste ud af tiden med vores elskede Vilja, mens vi var på hospitalet.

Viljas hånd- og fodaftryk blev meget fine og autentiske med lidt pletter hist og her, på kartonkortet, fra den sorte sværte. Konsultationsjordemoderen havde brochurer med og lavede en liste over hvad der var nyttigt, såsom viden om Landsforeningen for Spædbarnsdød, lægebesøg, øvelser og tilbud til efterfødselsgymnastik for kvinder, der havde mistet. Det var svært at overskue de mange informationer – jeg havde kun øjne for min elskede datter og min kære mand!

Da konsultationsjordemoderen havde sørget for det forskellige ringede vores familie til Andreas. De var ankommet så han ville hente dem ind på vores fødestue. Konsultationsjordemoderen løftede Vilja op til mig så hun lå trygt i min arme. Da mine forældre, min søster, svoger, Andreas’ mor, søstre og senere hans bror kom ind på stuen var de alle sammen ligeså ulykkelige over at Vilja var død, som vi var. De græd, kyssede og krammede Andreas, mig og kærtegnede deres lille barnebarn og niece. De var så kærlige og nænsomme – der var ingen tvivl om at vores familie delte kærligheden til Vilja med os. Vi snakkede om de af Viljas træk der lignede mig og dem der lignede Andreas, samt vores alles stolthed over hvor smuk og dejlig hun var.

Vores familie havde mange spørgsmål, som vi ikke kendte svarene på? INGEN af os kunne forstå hvad der var sket og vi kunne ikke andet end at vente og se om vi nogensinde kunne finde svar? Vi lod alle sidde med Vilja på skift så vi kunne tage billeder af dem siddende med Vilja. Andreas var den der både sørgede for at Vilja kærligt kom fra den ene favn til den anden, mens jeg lå på briksen ved siden af stolen hvor hvert enkelt af dem sad med hende. Vilja blev kærtegnet af alle vores familiemedlemmers varme tårer – en ulykkelig lykkelig kærlighed som ikke burde være den virkelige, men som jeg alligevel blev så stolt af at være vidne til som Viljas mor! Det var ubeskrivelig hårdt, men samtidig så stemningsfuldt, at vi alle græd mens vi holdt om hinanden og om Vilja. I det øjeblik blev jeg klar over at det ville være dyrebare minder, fordi vi aldrig ville kunne gentage dem!

Viljas håndaftryk

Viljas fodaftryk

Læs videre i Del 5 – Familiens støtte og Viljas Velsignelse, her