Er jeg mor nu?

Louises historie – min engleprinsesse Vilja – Del 3 fortsat

18. oktober 201930. august 2022Historier, Louises historieEfterlad en kommentar

Del 3.2 fortsat – Den sorgramte fødsel og den ulykkelig lykkelige kærlighed

Fødselsjordemoderen spurgte om hun måtte tjekke hvor åben jeg var. Jeg mærkede en summende fornemmelse af en ve, mens jeg tøvede… Jeg turde ikke og var ikke klar til at håndtere hvad der skulle ske, hvis jeg var fuldt udvidet. Fødselsjordemoderen beroligede mig med at vi sagtens kunne vente lidt endnu. Så vi snakkede om hvad vi skulle når Vilja var født – Jeg vidste ikke hvad jeg ville og turde når hun ville ankomme. Jeg havde ikke turde kigge på eller røre min mave siden vi fik beskeden om at Vilja var død. Jeg var bange og ulykkelig, men fødselsjordemoderen talte mig lidt til ro ved blandt andet at spørge om hvad vores datter skulle hedde. Det gav mig, et øjeblik, en varm fornemmelse, at hun spurgte til Viljas navn!

Lidt tid efter fik hun lov til at tjekke mig. Jeg var 10 cm åben, men min krop var “gået i stå. ” Jeg spurgte hvad jeg kunne gøre og fødselsjordemoderen hjalp mig om på venstre side. Hun begyndte at rokke min hofte og mit bækken roligt fra side til side. Det aktiverede mine presseveer og selvom jeg ikke havde meget energi så gjorde jeg hvad jeg kunne – Min krop føltes på ingen måde særlig behjælpelig. Fødselsjordemoderen forberedte mig på at epiduralen ikke ville dække smerterne fra presseveerne eller når Vilja banede sig vej. Selvom jeg mærkede smerterne var det ikke dem der gjorde ondt, den største smerte var naglet fast i mit knuste hjerte!

Jeg blev hjulpet om på ryggen igen med fødselsjordemoderen på min venstre side og Andreas på min højre. De aflastede hver et ben som hvis de var i stigebøjler, fordi jeg havde brug for alle mine kræfter til presseveerne. Andreas og fødselsjordemoderen begyndte at kunne se Viljas isse med de mørke lokker. Fødselsjordemoderen sagde med en kærlig stemme, som var hun stolt på vores vegne: ”Se Andreas, se hendes hoved! ” Et øjeblik smilede han stolt og så kærligt på mig – Han var virkelig min styrke!

En time til halvanden efter en masse anstrengelser og med støtte fra fødselsjordemoderen og Andreas blev Vilja født og i det samme jeg så hende var jeg ikke i tvivl. Jeg ville med det samme have hende op på mit bryst og jeg græd både af stolthed og sorg. Selvom jeg ikke havde kunne forestille mig hvad jeg kunne forvente, havde jeg ikke længere grund til at være bange. Vilja var den smukkeste og fineste lille pige, fuldstændig perfekt! Jeg elskede hende højere end nogensinde – en kærlighed der aldrig ville dø!

Vilja var VIRKELIG en helt perfekt nyfødt pige. Hendes hud var varm og silkeblød. Hun havde langt sort hår, en fin lille rund næse, der lignede en miniudgave af sin mors og en næsten hjerteformet mund. Hun havde slanke fingre og lange fødder, helt sikkert efter sin far. Der var ingen tvivl om at hun var vores, hun havde fået alle vores bedste træk! Det var ulideligt at vide at hun kun kunne få lov at leve videre i vores hjerter!

Efter et stykke tid hvor Andreas havde siddet ved siden af mig, og holdt Viljas lille fine hånd i sin store spurgte fødselsjordemoderen, Andreas, om han ville klippe navlestrengen. Det var ikke til diskussion for det ville han uden tvivl! Da han stolt havde klippet navlestrengen smed han sin trøje og løftede derefter forsigtigt Vilja fra mit bryst og lagde hende blidt ind til sig. Han satte sig i stolen ved siden af briksen, som jeg lå på, med hende i sin favn. Han græd mens han nænsomt strøg hendes fine sorte lokker og kærtegnede hendes kind. Samtidig kiggede han kærligt på hende og sagde: “Jeg elsker dig. ”

Læs videre i Del 4 – Familiens møde med Vilja, her

Louises historie – min engleprinsesse Vilja – Del 3

17. oktober 201917. oktober 2019Historier, Louises historieEfterlad en kommentar

Del 3.1 – Den sorgramte fødsel og den ulykkelig lykkelige kærlighed

I det øjeblik den kvindelige fødselslæge sagde ordene om Viljas hjerte: ”… det slår ikke mere. ” styrtede hele min verden. Jeg skreg uafbrudt af mine lungers fulde kraft: ”NEEEJ! NEJ! NEEEJ!… ”

Jeg skreg i hvad der føltes som en evighed. Jeg var i CHOK! Det eneste jeg mærkede var en intens smerte i mit hjerte. Jeg følte at jeg skulle dø! Jeg havde den der ”ude af kroppen” oplevelse som mange taler om, hvor jeg kiggede på mig selv, men samtidig også kiggede op i det hvide loft på fødestuen. Jeg var to steder på én gang, som om Vilja havde taget en ”del” af mig med sig. Aldrig havde jeg forestillet mig at jeg skulle få sådan en besked – Min datter var død og jeg kunne intet gøre, alt føltes fuldstændig ligegyldigt!

Jeg kiggede på Andreas’ våde øjne, da jeg havde opbrugt min sidste energi på at skrige. Klokken var over midnat, så jeg kunne tælle en graviditetsvarighed på 40+4 med Vilja i min mave. Den kvindelige fødselslæge kondolerede, mens hun sad med min hånd i sin. Hun talte med fødselsjordemoderen om, at de ikke kunne gøre andet end at vente på at jeg skulle føde Vilja. Jeg var allerede 5 cm åben og fødslen ventede ikke langt derfra.

Den efterfølgende tid tog de en masse prøver, på baggrund af vores samtykke, for at vi måske kunne få vished om hvad der var sket. De tilbød mig en epiduralblokade så jeg kunne få en pause fra ubehaget af de hyppige veer, men den fysiske smerte betød ikke længere noget… Jeg var lammet! Men, alligevel takkede jeg ja… Da jeg senere skulle have blokaden bad anæstesilægen mig om at fortælle hvornår jeg havde veer, så hun ikke kom til at stikke forkert, hvis jeg nu skulle komme til at bevæge mig. Jeg lagde mit hoved mod Andreas skulder stadig helt slatten og lammet af chokket – Den psykiske smerte over Viljas død var altoverskyggende!

Jeg sagde meget stille og monotont hver gang jeg havde veer: “Jeg har en ve… “ Selvom jeg kun ændrede i min vejrtrækning når jeg havde veer tog det lang tid at lægge blokaden. Anæstesilægen stak forkert et par gange før den blev lagt rigtigt, det var ikke lige det jeg havde brug for oveni. Det føltes som en evighed før epiduralen fik lov at virke og samtidig var det kun min ene side af kroppen, der føltes ordentlig smertedækket… De var derfor nødt til at give mig mere bedøvelse. Efterfølgende lod fødselsjordemoderen og de andre fagpersoner os være alene… og lige da døren blev lukket i efter dem, brød Andreas sammen. Han græd en helt uhæmmet og utrøstelig gråd, og så græd vi begge to med armene om hinanden.

Efter noget tid prøvede vi at fatte os og fik ringet til vores mødre for at fortælle om Vilja, og de fik ligesom os et fuldstændig utænkeligt chok! Det var hårdt at italesætte så hjerteskærende ord, men vi fik bedt dem om at kontakte vores søskende. Vi ønskede at familien kom ind til os når Vilja var født. Det var umenneskeligt at tale om Vilja og døden i samme sætning!

Andreas og jeg græd sammen igen i lang tid, imens vi var alene på den dunkle fødestue.

Fødselsjordemoderen kom ind til os igen med lidt at drikke og spise. Hun kiggede på mig: ”Undskyld, at jeg tog så hårdt fat i dig, da jeg ville sætte elektroden op på jeres datters hoved. Jeg ønskede så desperat at finde hendes hjertelyd, men det var din puls, Louise, som vi fandt. ” Jeg græd igen, men forklarede med rystende stemme at jeg godt forstod hendes hensigt.

Læs videre i Del 3 fortsat – Den sorgramte fødsel og den ulykkelig lykkelige kærlighed, som vil kunne læses allerede i morgen d.18.10.19

Elisabeths historie om Blob – del 4

13. oktober 201913. november 2019Elisabeths historie, HistorierEfterlad en kommentar

Dagbog: Mandag d. 26. november 2018
“I torsdags var vi til misdannelsesscanning. Alt så fint ud i starten. Lige indtil hun nåede til hans nyrer..”

Det var typisk os. Der var 20 minutter til misdannelsesscanning og 25 minutters gåtur til hospitalet. TY-PISK os! Jeg var 20 uger henne og gik med raske skridt gennem parken til hospitalet sammen med Martin. Jeg kunne ikke løbe. Så skulle jeg bare tisse. Igen.

Det var koldt, men jeg havde alt for meget tøj på og en varm baby i maven, så mit hår klistrede til panden under huen. Da jeg alligevel løb de sidste par meter ved hospitalets parkeringsplads, holdt jeg under maven, som hvis jeg havde en vandmelon under trøjen, der ikke måtte falde ud. Jeg forestillede mig, hvordan Blob skvulpede rundt derinde.

Jeg havde mærket liv fra min aktive baby de sidste par uger, og et par gange var det endda også lykkes for Martin at mærke ham.

Når Martin kom hjem fra arbejde og ind til mig i stuen, sagde han “Hej skat – og hej Blob!”. Hver gang han fik muligheden for det, kyssede han min mave og fortalte Blob historier. Det var allerede som om at de havde et særligt bånd til hinanden. En lille klub, mellem far og søn, som jeg ikke var en del af, selvom han altså stadig var inde i min mave. Jeg forestillede mig, hvordan deres klub ville fortsætte og udvikle sig om flere år, når vores søn blev ishockey-spiller ligesom hans far engang var. Martin ville tage med Blob til træning og lære ham at slå til en puck og stå på skøjter. Jeg forestillede mig, hvordan de to ville tage i parken en eftermiddag om sommeren med en fodbold, mens jeg blev hjemme og gjorde aftensmaden klar. Og den lille klub ville også være en fast del af vores hverdag, når Martin hentede Blob i institution eller skole og de ville hygge sig med en is på vejen hjem 🍦

Vi nåede frem til det samme store lyse venteværelse, med close-ups og bambusbilleder på væggene, ét minut før aftalen. Nye mænd hang over deres iPhones og nogle andre store maver lå på briksene bag de tynde hvide gardiner.

Mens vi ventede, og fik pusten, sad jeg og spekulerede på, hvad vi skulle have til aftensmad, når vi var færdige på hospitalet. Jeg prøvede at fremtvinge en af de famøse cravings som jeg altid havde hørt så meget om, men ikke rigtig havde mærket noget til. Lasagne? Måske kartoffelmadder? Med mayo. Og ristede løg. Og syltede agurker? Bare for at være lidt preggo-agtig.

“Elsebeth?” blev der kaldt ud i venteværelset. Ingen reagerede og jeg blev i tvivl om det måske var mig, de mente. Det skulle ikke være første gang jeg blev forvekslet med Elsebeth, Lisbeth eller noget helt tredje, der ender på “Beth”. Martin sagde det nok ikke var mig. Et par minutter efter kom den samme kvinde ud i venteværelset og sagde højt “eLIsabeth? Nielsen?”.

Vi blev vist ind i et aflangt rum, magen til det vi var i sidste gang, bare spejlvendt. Jeg lagde mig op, fik kold gelé på min bare mave og Martins hånd i min. Alt var som de sidste par gange. Bare en procedure. Endnu en scanning. Alt var godt. Ikk?

Blobs hjerte bankede hastigt derudaf og den lille baby der lå derinde, var ikke så lille mere. Jeg åndede lettet op. Jordemoderen scannede ham hurtigt igennem og spurgte om jeg skulle tisse. Hun viste mig en stor sort plet på skærmen, som var min fyldte blære og bad mig gå på toilettet.

Mens jeg sad på hospitalets toilet længere nede af gangen sagde jeg højt til mig selv og Blob “Alt er godt. Alt er godt. Alt er godt”.

Men alt var ikke godt.

Tilbage i rummet. Mig op på briksen igen. Mere gelé. Martins hånd i min. Apparatet på maven. En gang til. Hun forklarede hvordan hun ville scanne Blob, fra top til tå, og kigge alle hans organer igennem, for at se om alt skulle være i orden derinde. Og det var i orden. Lige indtil hun nåede til hans nyrer. “Jeg kan ikke lige finde hans ene nyre”. Hun bad mig ryste i hofterne, så han måske ville lægge sig anderledes og hun kunne scanne ham fra en anden vinkel. Men hun kunne altså ikke finde den venstre nyre. I stedet fandt hun nogle væskefyldte cyster og en forstørret urinleder. Hun scannede rundt i laaang tid, inden hun til sidst printede billeder ud af Blob, som hun gav mig og bad os vente nogle minutter.

Vi kiggede på hinanden. Ingen sagde rigtig noget. Og det føltes som om, vi var derinde alene meget længere end nogle minutter.

Da hun endelig kom tilbage igen, havde hun talt med nogle læger og vist scanningsbillederne af Blob og hans manglende nyre. Hun havde skaffet en tid til os næste dag kl 9 hos en læge, som kunne scanne ham med et andet slags apparat og finde ud af, hvad der foregik inde i maven.

Vi gik i stilhed hjem gennem parken og det eneste vi sagde til hinanden engang i mellem var “Det er nok ikke noget” og forsikrede hinanden om, at man sagtens kan have et godt og langt liv med én nyre.

Kits historie om Casper & Victor – del 2

11. oktober 201930. august 2022Historier, Kits historieEfterlad en kommentar

Caspers fødsel

Inde på fødestuen bryder jeg helt sammen for første gang. Jeg græder og græder, og hverken Martin eller mor kan trøste mig. Der er så mange mennesker inde på fødestuen og de bliver ved med at komme og gå. En af dem kommer hen og præsenterer sig: “Hej, jeg er børnelæge og vil være her under fødslen og skal se dit barn når han er født. Jeg kan desværre ikke gøre noget og har derfor ingen instrumenter med. Det er simpelthen for tidligt til at jeg kan gøre noget.” Det er nok det hårdeste nogen nogensinde har sagt til mig. De scanner mig igen og fortæller at Caspers hjerte ikke slår mere, at han er død og jeg nu skal til at begynde at presse. Jeg kan ikke, jeg vil ikke. Jeg ligger lige så stille, men med benene helt klemt sammen. Tårerne løber ned af kinderne på mig og jeg siger om og om igen: “Jeg kan ikke, det er for tidligt. “ Martin, der hele tiden har været ved min side, og har gjort alt hvad han kan for mig, kigger mig dybt i øjnene og siger, at det er okay at give slip og det er nu vi skal have Casper ud. Jeg giver efter og 3 presseveer efter føder jeg Casper. Han bliver lagt op til mig, han er helt perfekt – bare født alt, alt, alt for tidligt.

Martin får ham efterfølgende over til sig. Han sidder op af sengen, hvor jeg ligger. Det er så hjerteskærende at se Martin med tårerne løbende ned af kinderne, imens han sidder med sin førstefødte søn og kigger på ham. Martin giver efterfølgende Casper tilbage til mig, og jordemoderen siger at vi må have ham hos os så længe vi vil, og vi til enhver tid kan sige til hvis vi vil se ham igen. Jeg husker ikke hvor længe der går inden de får lov til at tage ham med. Men jeg glemmer aldrig synet af jordemoderen, der går med min dreng.

1 1/2 time efter at Casper er kommet til verden kommer lægen. Lægen fortæller os at det ser ud til at fødslen af Victor ikke er gået i gang, og vi nu skal indlægges for at se om vi ikke kan beholde Victor. Vi får samtidig at vide at der skal lidt af et mirakel til for at han bliver derinde, men de vil gøre hvad de kan for at hjælpe os. Vi bliver kørt ind på en ny stue hvor vi skal være indtil der er plads til os på svangreafdelingen. Resten af aftenen husker jeg ikke andet end at jeg græder og er ulykkelig over at vi har mistet Casper. Men samtidig prøver jeg på at holde humøret oppe for Victors skyld…

Du kan læse næste afsnit her

Louises historie – min engleprinsesse Vilja – Del 2

10. oktober 201930. august 2022Historier, Louises historieEfterlad en kommentar

Del 2 – Fra jordemoderkonsultationen til fødselsafdelingen

Da jeg nåede 40+3 skulle Andreas og jeg til kontroltjek hos vores konsultationsjordemoder tidligt på formiddagen. Alt så fint ud og Viljas hjerterytme var tydelig og helt normal. Vi var spændte og ville så gerne have hende i vores arme. Jeg havde åbnet mig 2 cm og derfor foreslog jordemoderen at lave en hindeløsning, som forhåbentlig ville sætte gang i fødselshormonerne. Vi takkede ja og resten af eftermiddagen gik med at slappe af på sofaen sammen med min mor. Imens møvede Vilja aktivt rundt i min mave og besvarede alle mine kærlige puf.

Om aftenen spiste Andreas, min mor og jeg aftensmad ved en halv 7 tiden og gik efterfølgende en lille aftentur rundt i vores boligkvarter. Det var rart med en gåtur i den friske luft og det fjernede fokus fra at jeg var blevet øm efter hindeløsningen. Da vi kom hjem efter gåturen tog min mor hjem og jeg besluttede mig for at tage et bad i tilfælde af at fødslen skulle gå i gang i løbet af natten. Ligesom det var rart at mærke den friske luft under gåturen så var det også behageligt at stå under den varme bruser.

Jeg stod ikke ret længe før fostervandet gik og det var på den måde som man ser på film med et ordentligt PLASK! Fostervandet var klart og fint og Andreas ringede første gang til fødegangen for at afklare med dem hvordan vi skulle forholde os. Vi var begge meget glade og spændte – vi skulle snart kramme og kysse vores Vilja. Veerne begyndte så småt. De var hyppige men tålelige, og ikke så lange. Andreas havde fået en masse informationer som vi fulgte den første time efter vandafgang, såsom at holde styr på veerne og være opmærksomme på Viljas aktivitet.

På grund af de hyppige veer der gjorde maven hård var det svært at have en fornemmelse af hvordan Vilja havde det, så vi ringede til fødegangen for at få gode råd. Vi fulgte de klassiske råd med at jeg skulle drikke koldt og sukkerholdigt og vende mig på venstre side. Der gik noget tid og vi syntes ikke rigtig det havde nogen effekt, så vi ringede til jordemoderen igen og sagde at vi ville ind på fødegangen for at tjekke at alt var som det skulle være. Vi tog alle de ting med som vi havde pakket bare for en sikkerheds skyld og kørte afsted. Når jeg ikke havde veer talte vi stille og roligt sammen under køreturen, men vi var begge lidt nervøse for det kommende forløb.

*Den sidste måned af graviditeten med Vilja – af fotograf Mille Thagaard*

På vej op til fødegangen, fra bilen, måtte jeg holde pause flere gange for at overskue veerne som havde taget til i styrke. Ved hver ve var jeg meget koncentreret omkring vejrtrækningen og følte selv at jeg havde styr på teknikken. På det tidspunkt tænkte jeg, at det her kunne jeg godt klare. Klokken var omkring midnat, da vores fødselsjordemoder og en studerende tog smilende imod os på fødegangen. De spurgte hvad vi godt kunne tænke os at begynde med, imens vi blev vist ind på en fødestue.

Andreas og jeg var enige om at vi ville se hvordan Vilja havde det. Jeg havde det varmt og smed hurtigt blusen og fødselsjordemoderen satte DOP-tonen på min mave, men hun kunne ikke spotte hjertet med apparaturet. Hun sagde roligt at hun hentede en anden jordemoder, som hurtigt kom ind og prøvede med DOP-tonen og derefter med en almindelig hjertelydsscanner. Der begyndte at blive en lidt kaotisk stemning, da de ikke kunne finde nogen hjertelyd.

Jeg havde fortsat hyppige veer og ofte klart fostervand. Hele atmosfæren gjorde mig urolig og det blev ikke bedre, da fødselsjordemoderen ville prøve at sætte en elektrode på Viljas hoved, som bedre ville kunne afmåle hendes tilstand. Da hun ville sætte elektroden havde jeg i det samme en kraftig ve og bad hende om at vente. Men hun ventede ikke og valgte med store kræfter at adskille min ben fra hinanden for at få den op at sidde på hendes hoved. Det gjorde ondt og jeg græd, og hun vendte mig om på venstre side så jeg kunne kigge på Andreas, der sad ved siden af mig.

Andreas havde min hånd i sin og jeg kunne ikke længere se, hvad der foregik mellem de efterhånden mange mennesker på stuen. Jeg peb stadig til Andreas og jeg havde tårer i øjnene, fordi det gjorde ondt og det hele virkede meget voldsomt og hektisk. Jeg kunne lidt efter høre at elektroden havde fanget en pulsrytme og det hele blev et kort øjeblik mere roligt for os alle. Fødselsjordemoderen tjekkede samtidig min puls ved at holde med sine fingre på mit håndled.

En mandlig fødselslæge kom ind og præsenterede sig. Han ultralydsscannede min mave, mens jeg lå roligt med ryggen til. Han gik et kort øjeblik og vendte så tilbage med endnu en fødselslæge, denne gang en kvinde, som også scannede min mave. Andreas kiggede på de 5-6 personer der stod omkring os, og så deres blikke som var rettet mod scanningsskærmen. Den kvindelige fødselslæge lagde nænsomt sin hånd på min skulder, og bad mig vende mig om for at kigge på skærmen. Hun pegede på Vilja og sagde noget i stil med:” Her er jeres datters hjerte og jeg er så ked af det, men det slår ikke mere... “

Læs videre i Del 3 – Den sorgramte fødsel og den ulykkelig lykkelige kærlighed, her

Kristinas historie om Viola – del 2 – Pause, men hov?

9. oktober 20199. oktober 2019Historier, Kristinas historieEfterlad en kommentar

Pause for behandling – Men hov?

Da vi kommer igen i september får vi igen besked om at det ikke kan lade sig gøre, gynækologen syntes at vi skal holde en måneds pause, og så konstaterer vi at det må blive til 2, da vi ikke skal stå med et spædbarn på ca. 2 uger eller at jeg har termin oven i vores bryllup som ligger i august 2019.

Vi tager på sen sommerferie/tidlig efterårsferie, vi har en hyggelig tur med familiebesøg i Frankrig sammen med noget familie. Da vi kommer hjem er jeg lidt utilpas, og vi vælger at tage en test et par dage før menstruationen skulle komme og vi står med en meget positiv test!

Vi blev meget overraskede, da vi jo ikke lige forventede det. Jeg ringede til gynækologen og fik en tid ca. 2 uger efter, jeg fik også en recept på ekstra progesteron, som jeg skulle tage.

Så kom dagen hvor vi skulle derud og vi var både spændte og lidt bange for hvad vi nu skulle få af vide, jeg blev scannet og hun kunne fortælle os, at det så ud som det skulle men at hun ikke pt. kunne se det lille foster, men at det var så småt og derfor kan være svært at se så tidligt.

Vi fik en ny tid en uge efter, men kunne ikke vente så lang tid så vi tog en privat scanning 2 dage efter og fik vi af vide at der var et lille foster med blinkende hjerte og vi blev bare så lykkelige!!. Da vi så kom til gynækologen fik vi jo samme besked og hvor var det bare dejligt…. Vi fik endnu en ny tid efter ca.2 uger, men da Michael jo ikke bare kunne få fri for at gå til alle de tider, besluttede vi os for at tage en privat scanning et par dage før den tid hos gynækologen, hvor var det bare dejligt at se vores lille barn, der bare voksede og voksede og stortrivedes derinde.

Da det blev dagen for tiden hos gynækologen, tog jeg alene afsted og den lille voksede stadig som den skulle, jeg fik en ny tid 2 uger efter. Vi valgte igen at tage en privat scanning efter ca. 10 dage, så Michael også kunne følge med i hvordan den den lille voksede.

Så kom dagen for sidste tjek hos gynækologen og det hele så, så fint ud. Vi aftalte at når jeg havde født skulle vi sende et billede af vores barn. Jeg spurgte på vej ud og hvor stor sandsynligheden var for at vi fik et barn med hjem, og gynækologen svarede at der var 97 % sikkerhed for at vi ville få et barn med hjem, og jeg skulle være helt sikker for jeg var ikke blandt de 3 % hvor det gik galt. Jeg gik glad derfra og tænkte ikke videre over det.

Elisabeths historie om Blob – del 3

6. oktober 201913. november 2019Elisabeths historie, Historier1 kommentar

Endelig var det tid til den meget omtalte nakkefoldsscanning, og vi skulle for første gang scannes på hospitalet.

På vej derhen tænkte jeg ikke så meget over selve testen eller udfaldet af den. Jeg tænkte mere på, hvor meget jeg glædede mig til, at se vores lille baby igen og blive forsikret om, at hans hjerte forhåbentlig stadig slog.

Vi tjekkede os selv ind på skærmen på afdelingen og fik besked på at tage plads i et stort lyst venterum. Jeg var spændt og sad og trippede med begge fødder på jorden under min stol, mens jeg kælede min meget lidt udstikkende mave. Der sad mange andre par i det store venteværelse. På væggene var der store sort-hvide fotografier af mennesker i close-up og et enkelt af en tropisk skov med bambusstænger. Et par kvinder med meget store gravide maver lå bag nogle tynde hvide gardiner på brikse, ligesom den jeg selv havde ligget på med blærebetændelse for flere uger siden. De fleste mænd i venteværelset sad med nakken bøjet over deres iPhone, mens en enkelt kvinde fordrev tiden med at strikke en lille lyseblå hue.

“Elisabeth Nielsen” lød det fra den anden ende af venteværelset og jeg sprang op. Jeg havde svært ved at følge efter jordemoderen, der havde kaldt mit navn og missede hvilket af de mange ens hvide rum, hun var forsvundet ind i. Martin gik et par skridt bag mig med alle vores ting som jeg havde læsset over på ham. Jordemoderen stak hovedet ud og viste mig og Martin ind i et lille hvidt, aflangt og meget klinisk rum. På højre side var der en knage til vores ting og en lang hvid skænk med skabe både over og under. For enden af rummet var den store briks, hendes apparat på den ene side og en lille hvid taburet på den anden side til Martin. Der var ingen store vaser med flotte blomster eller lænestole med puder i.

Jeg havde knap nok fået lagt mig på briksen, før jordemoderen trak mine bukser ned om lårene og splattede gelé ud på min lille runde mave. “Uh!” sagde jeg, af kuldechokket og hun svarede “Nå, ja. Geléen kan forresten være lidt kold”. Tak for informationen, tænkte jeg. Men det hele var ligemeget, for straks satte hun apparatet på min mave, og vi fik gensyn med den lille Blob og så hans fine hjerte, der (gud ske tak og lov) stadig slog. Hun målte det sorte hule rum omkring hans nakke med udstyret på skærmen, mens hun forklarede hvad hun gjorde og forsikrede os om, at alt så fint og helt normalt ud. Jeg kiggede til siden på Martin, som stille sad og knugede min hånd. Han smilede til mig og kyssede mig hurtigt på kinden. Jordemoderen printede nogle billeder ud til os, forlod rummet og sagde at hun ville vende tilbage om lidt med det præcise tal.

Til nakkefoldsscanningen endte vi med at få et meget flot tal lige omkring 13.000.

Dagbog: Tirsdag d. 6. november 2018
“I dag er jeg 18 uger henne og halvvejs! Ret underligt. Synes det er gået vildt hurtigt. Jeg er overrasket over at min mave ikke er større endnu. Til gengæld er mine bryster vokset tre skåle.. Min bekymring for Blob har stadig ikke ændret sig. Jeg frygter, at hans lille hjerte skal stoppe med at slå. Jeg håber, at det bliver anderledes når vi har været til misdannelsesscanning d. 22. november og jeg forhåbentlig snart begynder at mærke liv.”

Dagene gik med at forberede os på, at Blob skulle komme til verden. Jeg søgte flere ligegyldige jobs, som jeg egentlig ikke var interesseret i at få, og som jeg vidste jeg ikke ville blive tilbudt. Min mave var begyndt at ligne én med en baby i, men jeg kunne stadig skjule den under en stor trøje, når jeg en gang imellem alligevel blev kaldt til samtale.

Michelles historie om Victoria – del 5

5. oktober 2019Michelles historie1 kommentar

Da Victoria kom til verden

Efter lidt mere end halvanden times presseveer kom Victoria til verden den 1. februar, 20 minutter over midnat. Jordemor Mie svøbte hende i en stofble og lagde hende i mine arme. Hun var så perfekt. Hun lignede en lille engel, der bare lå og sov. De første par minutter hun lå hos mig, blev jeg ved med at tænke, det er en fejl det her. Hun er ikke død. Om lidt så vågner hun og giver et vræl fra sig, men vrælet kom aldrig og virkeligheden sivede langsomt ind.

Sigurd og jeg skiftedes til at ligge med Victoria i vores arme. Det er så vildt, hvordan sådan en lille størrelse passer perfekt ind i krogen på ens arm. Det er som om, at vores krop ikke er lavet til andet end at have et nyt lille menneske liggende – sådanne tanker fyldte mit hoved. Efter et par timer så kom Jordemor Mie og vejede og målte Victoria – 2400 g, 58 cm lang og med nogle meget store fødder, som hun tydeligt havde arvet fra sin far.

Hun var så perfekt, der var kun et par enkelte steder på hendes mave, hvor huden manglede. Dette skyldes, at hendes hjerte nok var stoppet med at slå tirsdag aften.

Jordemor Mie kom med et lille fint sæt tøj til hende. En lille lilla hue og trøje som nogle venlige sjæle havde doneret til hospitalet. Det fik hun på og Jordemor Mie opfordrede os til at tage en masse billeder af hende og bare holde hende så meget vi ville.

Natten gik med at vi hver især lå med hende, vi småblundende og natten har ætset et smukt minde ind i min hukommelse for altid. Sigurd sovende med Victoria på armen. Det billede tror jeg altid vil stå klart i min hukommelse. Victoria lå der i krogen på hans arm og så ud som om, at der skulle hun da altid ligge.

Men ak timerne gik og vi begyndte så småt at tale om hvad nu? Vi blev tilbudt, at vi kunne blive på hospitalet så længe vi ville og at vi også havde muligheden for at tage Victoria med hjem.

Efter lidt snak frem og tilbage blev vi enige om, at den uundgåelige afsked skulle være på vores premisser. Vi ville tage afsked med hende på stuen og Sigurd insisterede på, at det skulle være ham der lagde hende ned i liften, når vi skulle sige farvel.

Sådan blev det også. Vi måtte tage tilløb et par gange og han lagde hende nænsomt ned i liften og vi kyssede hende farvel med ordene ”Mor og Far vil altid elske dig lille skat”.

At forlade sit barn er det sværeste vi nogensinde har gjort og ord kan slet ikke beskrive den smerte man føler. Hvis man alligevel skal prøve, er det som om at efterlade et stykke af sit hjerte, som man ved at man aldrig får igen og at ens hjerte nok aldrig vil hele helt igen, uanset hvor lang tid der går.

De efterfølgende uger og måneder vil jeg beskrive i afsnittet: Tiden efter

Det har kostet uendelig mange tårer, at skrive min historie, men jeg håber at andre kan have glæde af at læse den. Jeg håber, at min historie kan give pårørende et indblik i selve oplevelsen og hvad man som forældre gennemgår, når man mister sit barn.

Michelles historie om Victoria – del 4

5. oktober 2019Michelles historieEfterlad en kommentar

Indlogeret på enestue og ve-storm

Jordemor Harriet sørgede for, at vi fik en stue så vi kunne få lidt fred. Harriet foreslog min mand Sigurd, at han kunne køre hjem efter nogle ting, som vi kunne få brug for eller få nogle til at komme med dem. Vi kunne jo ikke vide, hvor lang tid fødslen ville tage. Sigurd valgte selv at køre hjem og hente en taske til os og da han kom tilbage var klokken lidt i 10 og virkeligheden ramte mig for fulde gardiner. Jeg græd og græd, vi græd sammen og jordemor Harriet trøstede os, så godt hun kunne. Jordemor Harriet var en af de meget erfarne jordemødre med mere en 25 års erfaring og det var desværre ikke første gang, hun skulle hjælpe et par igennem deres livs mareridt. Hun var så god at have hos os. Harriet fik os ”indlogeret” på en enestue væk fra de andre fødestuer – der var en branddør imellem os og de andre kvinder, der var ved at føde.

Klokken lidt over 10 fik jeg min første stikpille, der skulle sætte veerne i gang. Der skete ikke det store, lidt murren i underlivet, så efter et par timer fik jeg en stikpille mere og jeg skal lige hilse og sige, at den satte gang i veerne. En konstant ve-storm ramte mig. Jeg har aldrig prøvet noget lignende. Desværre var anæstesilægen optaget og der gik en lille time, før jeg kunne få lagt en epidural. Desværre ramte lægen ikke rigtigt første gang og epiduralen virkede ikke som den skulle. Det gjorde den heldigvis anden gang og lægerne fyldte mig, med så meget medicin de kunne. Der var jo ikke nogen ud over mig at tage hensyn til.

Epiduralen varede et par timer og jeg kunne intet mærke, bare se veerne komme på monitoren ved siden af mig. Jeg følte ingenting, præcis sådan havde jeg det indeni. Jeg var bare helt tom. En lille stemme inden i mig blev ved med at sige, at jeg var nødt til at tage mig sammen, for jeg skulle jo igennem det her.

Da klokken så blev 20, var der vagtskrifte og vi sagde farvel til Harriet, som tog sig tiden til at sige ordenligt farvel til os. Hendes professionelle maske krakelerede og hun fortalte, at hun også var dybt berørt af situationen. Hendes sidste ord til Sigurd og jeg var, at vi nok skulle komme igennem det. Den kærlighed hun så mellem os, skulle nok være den der bar os igennem denne tragedie. Med de ord overlod hun os til Jordemor Mie og hos hende var vi i gode hænder.

Da klokken ramte 21 begyndte epiduralen at klinge af og veerne kunne nu virkelig mærkes. Jordemor Mie ringede efter anæstesilægen, men igen var jeg uheldig og lægen var optaget. Jeg fik den ene halvdel af epiduralen, den som jordemødrene må administrere (den kedelige del af epiduralen, og ikke den del der for alvor dulmer ens smerter). Jeg følte slet ikke at den havde nogen virkning. Vi ventede og ventede, men anæstesilægen kom ikke og jeg havde bare ondt!

Klokken lidt over 22 proklamerede jeg at ”nu skulle jeg altså tisse og det skulle være nu!” Jeg fik med støtte fra min mand bevæget mig ud på toilettet og prøvede at forrette hvad jeg nu skulle. Pludselig mærker jeg noget mellem mine ben og kalder på Jordemor Mie. Det er fosterhinden der har løsnet sig og hun kan se at jeg nu er 10 cm udvidet.

Læs 5., og sidste, del af Michelles historie om Victoria her

Michelles historie om Victoria – del 3

5. oktober 2019Michelles historieEfterlad en kommentar

Isterning-tricket

Da jeg er i starten af uge 35, synes jeg at jeg mærker mindre liv. Victoria er ikke nær så livlig som hun plejer. Jeg slår det hen med, at jeg nok bare er en sindssyg førstegangs mor. Jeg ringer alligevel ind til fødegangen, hvor jeg taler med en rigtig sød jordemor. Hun fortæller, at det er helt normalt, at babyer begynder at sparke lidt mindre jo større de bliver. Jordmoren forklarer, at der er mindre plads og at Victoria muligvis har vendt sig, så hun nu sparker indad og at det er derfor jeg ikke kan mærke hende lige så meget. Hun rådgiver mig til at prøve med isterning-tricket, og se om det ikke sætter lidt gang i hende, ellers er jeg velkommen til at komme ind og blive tjekket på fødegangen. Jeg laver isterningtricket og det reagerer min lille pige på, dog ikke med samme iver som før, men det lægger jeg ikke mere i.

Mandag og tirsdag på jobbet er nogle travle dage, jeg er gået lidt ned i tid, men der er meget der skal nås, før jeg går på barsel. Onsdag bliver jeg hjemme og er ikke helt på toppen. Jeg er bekymret, jeg er i tvivl om, hvornår jeg sidst har mærket min lille skat sparke. Jeg tager ud og vralter en tur med min veninde, som også venter sit første barn, Victor. Vi går og diskuterer vores kommende fødsler. Jeg fortæller, at jeg er lidt urolig over ikke at have mærket noget, men vi slår det hen med, at vi sikkert er overbekymrede. Den eftermiddag prøver jeg med isterningtricket og igen om aftenen, men stadig ingenting. Natten til torsdag sover jeg uroligt og bliver ved med at tale til Victoria og fortælle hende, at nu skal hun altså sparke til sin mor.

Torsdag den 31. januar om morgenen kan mit hoved ikke klare det længere. Jeg ringer til Hvidovre fødegang og de siger, at vi bare kan komme forbi. Vi komme ind og en jordemor giver sig til at scanne mig. Hun scanner og scanner og er meget tavs. Hun vælger at konsultere en anden jordemor, som vælger at tilkalde lægen.

Da lægen er kommet og hun har kigget længe på monitoren, kigger hun på mig og fortæller de skæbnesvangre ord ”jeg er virkelig ked af det, men jeres babys hjerte slår ikke længere, vi kan ikke finde nogen hjertelyd”.

Det første der slår mig er, at det her kan simpelthen ikke være rigtigt, der må være sket en fejl. Jeg spørger lægen, om de ikke nok vil være søde at tilkalde en overlæge, som kan tilse mig, men får beskeden, at det er hende, der er overlægen og at der desværre ikke er noget at gøre.

Her går min verden i stå!

Tiden stoppede fuldstændigt i mit hoved, det her kunne simpelthen ikke være rigtigt, jeg var i 35. uge og ventede bare på at skulle møde min lille pige. Nej nej nej skreg mit hoved, fra uge 25/26 er de jo levedygtige, det kan ikke være rigtigt.

Min mand brød sammen, men der kom ingen reaktion fra mig – jeg var gået helt i chok. Den rationelle del af hjernen tog simpelthen over, jeg fik ringet til mine forældre, min bedste veninde, min mands bedste ven, min chef og min mands chef og fortalte dem alle den forfærdelig nyhed. Victorias hjerte var holdt op med at slå.

Midt i mareridtet skulle vi så til at tage beslutningen, ville vi sætte gang i fødslen eller vente lidt for at komme os over det værste chok.. Jeg var stadig i chok og den pragmatiske del af min hjerne havde taget helt over. Jeg vidst godt, hvad der lå foran mig. Jeg skulle føde min døde datter. Jeg ville bare have det overstået.

Læs 3. del af Michelles historie om Victoria her